Diane Arbus: FOTOGRAFIER på Louisiana

1956-1971

Diane Arbus. Blaze Starr in her living room, Baltimore, MD, 1964
Gelatin silver print, sheet: 50.8 × 40.6 cm. Art Gallery of Ontario.

✮✮✮✮✮

Diane Arbus: FOTOGRAFIER, 1956-1971 penetrerer hjertekuglen og kommer langt ud over kanten for den aktive observatør og betragter.

– KULTURINFORMATION

Ofte siger man, at en fotograf altid har sit fotografiapparat med sig – underforstået at skulle tilfældighedernes blinde spil dukke op med et egnet motiv, må fotografen være parat. Sådan er det ikke i Diane Arbus’ (1923-1971) tilfælde – hun var vedhæng til sit kamera og fulgte med det ud på nøje planlagte opgaver og systematiserede fotoopportunities.

‘Jeg vil fotografere alle mennesker’

Arbus’ motto var, at hun ‘ville fotografere alle mennesker’. Hun gjorde en massiv indsat for at opsøge begivenheder, stævner, events, karnevaller, cirkusser, anstalter, parker og foreninger. Ofte var det backstage miljøer og medaljernes bagsider hun sværmede for, men det kunne ligeså vel være upfront portrætter. Hun fangede folk i nuet ‘uden filter’ og det kunne udmærket være, at objekterne var midt i et skænderi, desperate, i sorg, døde, fulde af livslyst, mutte, sprudlende, deprimerede, æggende eller satte hår.

Diane Arbus.Teenage couple on Hudson Street, N.Y.C., 1963
Gelatin silver print, sheet: 50.8 x 40.6 cm. Art Gallery of Ontario.

Hele fotografiet

Det er ikke kun personerne, der er i centrum i Diane Arbus verden, men også meget omgivelserne. Fotografierne er så intense, at selv om det er still-billeder, virker de som en film og ofte er der så meget liv i fotografiet, at man fornemmer sekunderne før optagelsen og sekunderne efter optagelsen udover selve eksponeringen. Læg mærke til hvad der rører sig i billedet. Måske får du øje på små skjulte hverdagsting eller særlige interiørs. Måske fortæller fotografiet noget om personens liv, skæbne eller tilværelse.

Diane Arbus. Woman with veil on Fifth Avenue, N.Y.C., 1968.

Gelatin silver print, Sheet: 50.8 × 40.6 cm. Art Gallery of Ontario.

Nye og skæve vinkler

Arbus opsøgte, længe før der kom fokus på det i det almene samfund, institutioner for udviklingshæmmede. Disse mennesker skulle på daværende tidspunkt helst gemmes af vejen – spærres inde om man vil, men fotografen ser dem med rette som de mennesker, de nu engang er.

Andre gange besøger hun øksemordere i rædselskabinettet, eller cirkusartister og gøglere med bizarre defekter. Vi finder også buspassagerer eller mennesker, der fortærer føde. Legende børn eller julemænd til julemandskongres. En død grisebasse og i den lumre ende af skalaen mennesker uden særlig meget tøj på eller showdansere. Fostre på glas findes også for dem, der er til det.

Diane Arbus. Child with a toy hand grenade in Central Park, N.Y.C., 1962
Gelatin silver print, sheet: 50.8 × 40.6 cm. Art Gallery of Ontario.

15 år – år for år

Udstillingen er opdelt kronologisk – groft sagt ny væg – nyt år. Vi mindes om i indledningen af udstillingen, at vi ser originaltitlerne som Arbus selv valgte til sine værker – hvilket også sine steder betyder, at ‘det politisk korrekte’ sprogbrug ikke står mål med de standarder og normer, vi finder i dag. Men samtidig er originaltitlerne uundværlige, da de flere steder indeholder humor eller skjulte underforståede budskaber.

Arbus har et aktivt virke i 15 år. Hun bringer tragisk nok sig selv af dage i en alder af blot 48 år. Ingen ved hvorfor. Man ved, hun ikke havde fået konstateret en væmmelig terminal diagnose, for det har en obduktion påvist. Om det var hendes sværmerier for skæve eksistenser, og tilværelsens til tider dystre mørke, der indhentede og overmanede hende i sidste ende, kan man kun gisne om.

Diane Arbus fremkaldte selv sine s/h fotografier, og hun satte en ære i på en lang række af værkerne at have ‘flossede kanter’ på billederne – som var de revet ud af en avisartikel eksempelvis. Altså et fragment af noget større. Mange af hendes værker er blevet bragt i amerikanske magasiner og tidsskrifter af forskellig karakter.

Sæt god tid af

Det har taget små 20 års benarbejde, og aftaleri at få Arbus til Danmark. Og de tæt ved 200 billeder kan man udmærket bruge et minuts tid på at studere hver især – så kan man selv regne ud, hvordan man vil disponere sin tid på Louisiana. Efter 3-4 timer var undertegnede selv kommet omkring dem, med stor sjælelig berigelse tilfølge.