DR Koncerthuset: Viotti og Brahms

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Foto: Søren Krabbe

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

‘ ……. en god aften med masser af glad og udtryksfuld musik …..’

– Festus Steinmeier, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

Torsdag den 4. april bød DR Koncerthuset på både klassisk og særdeles glad musik. I første halvdel af programmet blev der budt på Johannes Brahms’ mastodont af sin 2. klaverkoncert, hvor han for en sjælden gangs skyld er i godt humør. Efter pausen blev der skruet endnu mere op for charmen, hvor vi fik to bud på, hvordan russiske komponister flirter med spansk dans.

Brahms 2. klaverkoncert

Johannes Brahms befinder sig på højden af sin komponistkarriere og da han samtidig er i sit muntre hjørne, bliver denne klaverkoncert et sandt mesterværk. I stedet for at solisten bare skal demonstrere sin overlegne teknik med et orkester, som kan få lov til at akkompagnere lidt i baggrunden, er denne koncert mere en dialog mellem klaveret og orkesteret. Og Brahms har meget på hjerte, hvorfor koncerten består af fire satser i stedet for de traditionelle tre satser. Klaverstemmen lyder for det meste igennem koncerten som et orkester i sig selv. De muntre, dramatiske og tænksomme temaer væves ind i et kompakt lydtæppe, som næsten kun Brahms formår at gøre det.

 

I førstesatsen kommer klaveret til syne igennem en valdhornståge. De små musikalske temaer falder næsten over hinanden. Andensatsen har et meget kraftfuldt udtryk, som ganske frækt indledes med et A-stykke der gentages. Medmindre man sidder med partituret foran sig, lægger man ikke mærke til det. Orkesteret spiller nærmest en minifuga undervejs, mens solisten kan hvile hænderne et kort øjeblik. Tredjesatsen barberer besætningen ned til kammerorkesterstørrelse, og er virkelig smuk og tænksom. Da Lise Nørgaard skulle sige farvel til hele familien Danmark i fjernsynet, var det denne sats, hun sagde farvel med. Koncerten slutter af med en finale, hvor Brahms for alvor lukker op for klange og akkorder, som er langt forud for sin tid. Pludselig er der glimtvis ikke langt mellem Johannes Brahms og George Gershwin.

 

Den oprindeligt annoncerede pianist var blevet syg, men der var fundet en erstatning i form af Denis Kozhukhin. Teknisk set skal denne klaverkoncert være særdeles vanskelig at spille, fordi Brahms vrider i fingrene for at skabe det lydbillede, han ønsker. Har man som pianist alt for små hænder, er koncerten på sine strækninger umulig at spille. Johannes Brahms skulle efter sigende have spøgt med, at han endelig havde komponeret et klaverstykke, som ikke kunne spilles af kvinder. Det er dog siden blevet modbevist mange gange. Vi kan meddele, at Denis Kozhukhin havde nået at øve sig, og at hans hænder var store nok. Det var en fysisk og særdeles velspillet tolkning af koncerten. Vi var så heldige at sidde meget tæt på flyglet i koncertsalen, så vi kunne høre hver eneste tone fra Hr. Kozhukhin. Det lød virkelig godt, for der er mange toner, som pianisten skal ramme – og det på meget kort tid!

 

Denne aften var publikum velopdragent og klappede ikke mellem satserne. Vi blev belønnet med et ekstranummer, selvom der pludselig kom en vækkeursalarm fra en mobiltelefon, i det øjeblik pianisten skulle til at slå den første akkord an i ekstranummeret.

Ravel: Alborada del gracioso

Hvordan griber man det an, når man skal spille spansk dans? Mit umiddelbare bud er, at man skal spille inciterende, med et vist tempo og med temperament.

 

Efter pausen havde DR fundet to russiske komponister, som hver især havde fået lyst til at komponere spanske danse. Ravel har begået et kortere stykke som vi hørte først. Stykket lyder som en spansk dans, mens Ravel lægger sin egen signatur ind over dansen. Det giver et finurligt og eksotisk stykke musik med masser af temperament. Man kan kun komme i godt humør.

 

 

 

 

 

 

 

Foto: Søren Krabbe

 

 

 

 

 

 

Rimskij-Korsakov: Capriccio espagnol

Rimskij-Korsakov er mere tro over for den spanske stil og komponerer et meget flot stykke musik med masser af sjove temaer. Selv var han efter sigende meget tilfreds med resultatet. Og med god grund. Det er som om, at orkesteret er delt i forskellige dansere som skiftes til at føre an. Her får DR symfoniorkesteret for alvor lov til at rulle sig ud, og man kan høre og se på dem, at de har det sjovt.

 

Formår orkesteret at spille som var det en spansk dans? I høj grad. Dirigenten Lorenzo Viotti fremelsker netop et spansk udtryk, som man ville forvente det. Man føler sig virkelig hensat til en plaza i en lille landsby. Hvis man lytter til indspilninger med russiske orkestre, som forsøger at fortolke de russiske komponisters indtryk af spanske danse, lyder det nærmere som en fangemarch mellem to russiske arbejdslejre. Her var DR symfoniorkesteret de russiske orkestre langt overlegen, og glimrede ved at spille netop dansende, men med temperament.

 

Det var en god aften med masser af glad og udtryksfuld musik. Vi tog næsten helt overraskede hjem fyldt med ekstraordinært godt humør. Tak DR symfoniorkester!

 

 

 

 

DR Koncerthuset: Viotti og Brahms – læs også Luisi & Brahms’ 3. – her

 

 

 

 

 

DR Koncerthuset: Viotti og Brahms – se mere her

 

 

 

DR Koncerthuset: Viotti og Brahms er anmeldt af Festus Steinmeier, KULTURINFORMATION Redaktion: Jesper Hillestrøm