DU SOM ER I HIMLEN – en filmanmeldelse
✮✮✮✮✮
Filmen DU SOM ER I HIMLEN er baseret på den danske bogklassiker ‘En Dødsnat’ fra 1912 af Marie Bregendahl. DU SOM ER I HIMLEN er instrueret af Tea Lindeburg. Det er hendes debutfilm.
Setting
Vi befinder os på landet i Danmark i slutningen af 18-hundrede tallet. 14-årige Lise (Flora Ofelia Hofmann Lindahl, af de fleste kendt som Holly fra tv-serien ‘Ulven kommer’), er den ældste af en søskendeflok på seks. Lise står over for en stor forandring, da hun skal til at rejse væk fra hjemmet, fordi hun skal på skole. Det huer ikke helt den lidt hårdhændede fader (Thure Lindhardt) samme type som Anton – Emil fra Lønnebergs fader. Men når moderen Anna (Ida Cæcilie Rasmussen) har sat sig noget i hovedet (at Lise skal på skole), er det ikke sådan at ændre. Lise bliver nok den eneste i familien, der får denne mulighed.
Foto: Marcel Zyskind
En hverdag i familien
Man ser Lise lege med sine søskende og sværme lidt for en ung mand, som familien har taget til sig, da han er forældreløs. Lise bliver også sendt ud på ærinder af sin fader. Alt i alt danner der sig et et billede af en gårdejerfamilie, der ikke befinder sig på samfundets bund, men har, hvad de har behov for og måske lidt til. Lise er en glad og tilfreds, velfungerende pige, der føler sig elsket af sin moder.
Foto: Christian Geisnaes
Den skæbnesvangre nat
Lises mor venter nummer syv og fødslen er lige op over. Da fødslen går i gang bliver Lise sat til at kalde sine søskende sammen og gå ned til farmoderens gård, så de ikke går i vejen.
Men fødslen går desværre ikke helt gnidningsfrit. Børnene bliver bange for at miste deres mor, for hvem skal så stryge dem over håret, når de har gjort det særligt godt eller synge godnatsang for dem. Moderen er det samlende element på gården.
Mange tanker melder sig i hovedet på den fjortenårige pige, der er ved at blive en ung kvinde. Hvorfor går det ikke så godt for moderen? Bliver Lise straffet, fordi hun har været en dårlig datter? Hvis det er Guds vilje, at moderen skal dø, er det bedre at undlade at bede til Gud om, at hans vilje må ske.
Medrivende – slutter barndommen her?
DU SOM ER I HIMLEN er en meget medrivende film. Man føler med børnene især den ældste Lise, hvis verden er ved at blive revet helt fra hinanden. Indtil nu har hun været sorgløs og ubekymret som en stor pige, men hvad nu? En metamorfose står for døren.
Foto: Christian Geisnaes
Filmen er absolut anbefalelsesværdig. Den kan godt være barsk følelsesmæssig med de vilkår, der var på landet på den tid, men bestemt tiden og biografbilletten værd.
Bag om DU SOM ER I HIMLEN
Både instruktøren Tea Lindeburg og hovedrolleindehaveren Flora Ofelia Hofmann Lindahl vandt priser på filmfestivalen på San Sebastian International Film Festival for DU SOM ER I HIMLEN, hvilket forekommer fortjent.
Instruktøren fortalte på bio-eventet, at filmen er fremstillet med det kunstgreb, at der med vilje ikke forekommer underlægningsmusik. Det skulle ikke være musikken, der lagde stemningen. Der er derfor gjort meget ud af lydsporet, så man kan for alvor høre træskoene slæbe hen over de høje brosten.
Foto: Marcel Zyskind
Tea Lindeburg forklarede, at DU SOM ER I HIMLEN er produceret under Corona og derfor var det en udfordring med børn, man skulle holde afstand til, men det kunne ikke fungere. Børnene skulle have en ‘krammer’ en gang imellem. Børnene er castet helt unikt og det er ikke tilfældighedernes blinde spil med hver barnerolle.
DU SOM ER I HIMLEN er optaget over fem uger på Sydfyn og efterfølgende har den meget flotte klipning af Åsa Mossberg i samarbejde med instruktøren været femten uger undervejs.
Tak for invitationen Pari Khadem:-) Film & Tv Gruppen i DJ støtter de danske film og deres bio event er åben for alle. Det eneste du skal gøre er: Følg @filmogtvgruppenidj og meld dig til bio event.
Indlægget er skrevet af G.Boeholt, KULTURINFORMATION