FAMILIEFILM: Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor

© A.Film Production A/S
✮✮✮✮✮
' ….. excessen af høj kvalitetsunderholdning ….. '
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Der skal være fest i byen hvor Mumbo Jumbo, hans mor og alle hans venner bor. Mumbo Jumbo vil meget gerne hjælpe til, men uanset hvem han spørger, er det som de hverken ser eller hører ham. Han bliver utroligt ked af det. Han går hjem til sin mor i deres lille hyggelige hus, for han er træt og vil sove.
Næste morgen prøver han igen, at forhøre sig om nogen har brug for hans hjælp, nej, det er der ikke. Så sker der noget. Mandril-aben Frede mangler kantareller til saucen. Det vil lige være en opgave for Mumbo Jumbo. Han går ind i skoven for at kigge efter svampe. Han aner ikke hvilke der kan spises. Mumbo Jumbo tager en fin orange svamp og propper i munden. Han går tilbage til festpladsen.

© A.Film Production A/S

© A.Film Production A/S

© A.Film Production A/S
En mystisk svamp
Undervejs har han aldrig lagt mærke til alle de små træer. Mærkeligt. De bliver alle sammen forbavsede da de ser ham. Den lille søde flodheste unge er blevet en kæmpestor sød flodhesteunge. Han har spist en ’mysteriesvamp’. Han kunne jo ikke vide, at nogle af svampene var fortryllet. Da Mumbo Jumbo pludselig opdager sandheden, ved han slet ikke, hvad han skal stille op. Han ønsker ikke at være en kæmpe, kun at være sig selv. Han kommer til at træde på alt og kan ikke engang komme ind i sin mors hus.
Moren tager det roligt. Straks syr hun et tæppe Mumbo Jumbo kan have på når han sover og en masse puder, som han kan lægge hovedet på. Hans tre venner Tapiren, Geparden og Elefanten, lægger en slagplan. De finder ud af, at den eneste som kan få Mumbo Jumbo lille igen, er den onde heks Baba Jaga. Hun bor i Sibirien. De fire venner vil begive sig ud på en vild rejse for at finde heksen.
En forunderlig rejse begynder
Mumbo Jumbos mor syr en luftballon og Dille ’låner’ dem sit nyindkøbte badekar, til ballonkurv, dog ikke uden sværdslag. Afsted kommer de og Mumbo Jumbo holder luftballonen i en snor i hånden. De har allerede problemer på det første stykke vej, for alle trafikanterne bliver forskrækkede, når de ser den kæmpe store flodhest. De fire venner forcerer floder, bjerge og skove. Hver ny oplevelse giver Mumbo Jumbo og hans venner en masse muligheder for at løse alle problemerne de møder på deres tur. Samtidig med at de lærer nyt om naturen, stederne og verden.
Det bliver en form for dannelsesrejse. På vejen bliver de klogere, ikke kun på hinanden, men også på sig selv. Specielt er den lille tapir meget frygtsom og bange for næsten alt. Han vokser med opgaverne. Historien er utrolig godt og pædagogisk skruet sammen. Hvis de fire venner skal kommer helskindet både ud og hjem, kræver det samarbejde og opfindsom. Altså teamwork, fællesfodslag. Strids måde at formidle sine budskaber er eminente. Hans figurer er empatiske og selv små børn kan være med, uden problemer.
Langt om længe ankommer de fire venner til stedet, hvor den grusomme Baba Jaga bor i et gående hus. Nu er det spændende om Mumbo Jumbo kan blive lille igen. Ja, jeg har ikke tænkt mig at røbe noget!

© A.Film Production A/S

© A.Film Production A/S

© A.Film Production A/S

© A.Film Production A/S
Axel klappede og var tilfreds!
KULTURINFORMATIONs Junioranmelder Axel på to og et halvt år, var med i biografen. Jeg var lidt spændt på om han ville forstå den. Jeg kan hermed garantere, at han var så begejstret at han højlydt sad og kommenterede undervejs. Når der var musik klappede han med entusiasme. Det er lidt svært at tysse på et barn der udtrykker den glæde.
Musikken, komponeret af Halfdan E, er virkelig god, selvom der kun var tre indlagte numre. Dobbelt så mange havde ikke gjort noget. Filmen er i det hele taget underholdende. Figurerne er levende, samt har sødme og autenticitet. De har alle stærke og sigende personligheder, uden de på noget tidspunkt enten bliver karikerede eller stereotyper. Tværtimod. Du bliver involveret i deres forehavender. Også takket været stemmerne. De er castet fortrinligt og forstærker karaktererne. Det er så vigtigt at stemmerne harmonerer med figurerne. Det gør de her.
Denne animationsfilm er absolut for hele familien. Jeg holder jo meget af børneunderholdning, hvor der er taget højde for, at der kunne sidde nogle voksne, der også er forlystelsessyge. Her kan jeg garantere at filmen også rammer dem. Nok med lidt forskellige budskaber, men excessen af høj kvalitetsunderholdning, fornægter sig ikke. Kort sagt strålende.

© A.Film Production A/S

© A.Film Production A/S

© A.Film Production A/S

© A.Film Production A/S
Filmen er baseret på Jakob Martin Strids børnebog af samme navn. Læs flere anmeldelser af Frevert her
Medvirkende: Mumbo Jumbo: Victor Spanning, Mimbo Jimbo: Annevig Schelde Ebbe, Tapiren: Peter Frödin, Geparden: Rebecca Rønde Kiilerich, Baba Jaga: Kirsten Lehfeldt, Mandril-aben Frede: Lars Mikkelsen, Krokodillen og Bæver: Peter Zhelder, Mumbos mor: Cecilie Stenspil, DHL chauffør, bæver Formand og sur gammel løve: Simon Stenspil, Konrad: Asger Reher, Walther: Dick Kaysø, m.fl. Instruktør: Karsten Kiilerich, Co-instruktør: Stine Marie Buhl, Manuskript: Karsten Kiileric, Producent: Anders Mastrup og Emma Drost Jensen, Fotograf: Niels Grønlykke, Editor: Hans Perk og Kristian Håskjold, Lyd: Horret Kuus, Komponist: Halfdan E, Scenograf: Sten Mesterton, Produktionsselskab: A. Film Production, Dansk distribution: Nordisk Film Distribution A/S.
FAMILIEFILM: Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor – se mere her
FAMILIEFILM: Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor se trailer her
FAMILIEFILM: Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm

