FILMANMELDELSE: ASFALT

✮✮✮✮✮

‘ …………. det er en barsk og medrivende film …….’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Filmens instruktør Charlotte Madsen (f.1990), er en ung filminstruktør der allerede nu har skrevet, instrueret og produceret flere film. Dette er hendes tredje spillefilm. Charlotte har med denne film ville rokke ved vores fordomme af den ene eller anden karakter. De fleste af os synes ikke vi har nogen.

Alligevel kommer der en nervøs trækning i mundvigen når f.eks. titlen lastbilchauffør bliver nævnt. Vi ser straks en brovten, cola drikkende, lidt overvægtig, og lettere usoigneret personage for vores indre blik. Fordommene er allerede rykket op i førerfeltet for det er hvad Lasse er, lastbilchauffør.

FILMANMELDELSE: ASFALT

En lastbilchauffør og en datter

Det er en film hvor vi kommer igennem hele følelsesregistret. Lasse prøver at holde skindet på næsen ved at køre lastbil. Han er flyttet til Jylland, lagt sin brogede fortid bag sig, har fået en kæreste og et arbejde. Han starter dagen bag rettet med et par piller og en suspekt drik i en vodkaflaske. Han har ikke set sin datter i 6 år. Ikke siden han forlod Karina, Renés mor.

Datteren har indtalt en besked på hans telefonsvarer, Lasse aner ikke hvordan han skal forholde sig til hende eller situationen. Pludselig træder en ung pige ud foran hans lastbil. Med hvinende bremser stopper han op, og opdager at det er hans datter René. De skal til at tage stilling til deres fælles relation og hvad deres nuværende indbyrdes forhold fremadrettet skal være, set i lyset af den fortid der var.

FILMANMELDELSE: ASFALT

En samtale

At have et arbejde hvor man kun er sig selv og ikke har nogen kolleger, kan i sig selv være hårdt. Hvis man så også slås med fortidens synder og et misbrug, bliver tilværelsen tilnærmelsesvis uudholdelig. Lasses lig i lasten bliver slynget lige i hovedet på ham, da datteren entrer lastbilens førerhus. Hele handlingen udspiller sig der. Pladsen er diminutiv. Dialogen træg.

To mennesker der i virkeligheden ikke kender hinanden særlig godt, har ofte svært ved at kommunikere på en fornuftig måde. Tonen er hård og nådesløs. Bitterheden hos René pibler frem i hvert blik og hver en sætning. Alt imens vi passerer forbi den vestjyske natur i vinterdragt, bliver samtalen mere og mere ophedet. Det giver en fortættet og intens stemning når handlingen foregår under så intime forhold som her.

Man skulle tro det blev for meget af det gode, men vi er med på første række. Instruktøren Lukas Dhont har i filmen Close (Se Freverts anmeldelse her) benyttet sig af samme greb. Det virker stærkt. Vi er nærmest inde under huden på skuespillerne. Umiddelbart kan det lyde kedeligt at skulle befinde sig i et førerhus i en lastbil i halvanden time sammen med Lasse og René, men tiden kører derudad.

Michael Asmussen

Filmen handler i virkeligheden om mange andre ting end fordomme, som kun er det ydre symbol med Lasse som galionsfigur. Her får vi klasket den sociale arv helt i front. Vi er vidne til et opgør i en dysfunktionel familie, hvor det eneste René ønsker er tryghed og kærlighed fra en voksen. Man mærker hvor mange gange Lasse har været vant til at svigte andres tillid. Det rammer ham nu som en boomerang.

En ny genre

Det er en ny genre af film vi ser i disse år, hvor instruktørerne prøver nye veje. De er ikke bange for at stå ved deres idéer. Vi skal tages med helt ind i maskinrummet, høre det knirke og banke. Sidste skud på stammen var The Whale, hvor hele handlingen foregik i hovedpersonens lejlighed, og det fungerede optimalt. Man kan heller ikke lade være med at tænke på, at det er at slå to fluer med et smæk. Du optimerer en intensitet i scenerne og det er besparende for produktionen.

Det er usædvanligt gode præstationer af Michael Asmussen og Viilbjørk Malling Agger (NORDLAND ’99). Det er en barsk og medrivende film fra en instruktør, Charlotte Madsen, vi kommer til at høre mere til i fremtiden.