FILMANMELDELSE: Orwell: 2+2=5

Kommunismen er ikke et hak bedre end fascismen

✮✮

' ….. Ny film om George Orwell, der stod bag “Kammerat Napoleon” og “1984”, fremmer desværre ikke forståelsen af Orwells relevans i dag ….. '

– Niels Frid-Nielsen, KULTURINFORMATION

Når den britiskfødte forfatter Eric Blair (1903-1950) stadig er relevant, skyldes det, at han allerede i slutningen af 1930'erne indså, at kommunismen ikke var et hak bedre end fascismen. At det var det totalitære, der udgjorde en trussel mod menneskeheden og Europa, snarere end det var -ismerne i sig selv.

Burma dage

Fra 1922 til 1927 arbejdede den unge Blair ved Indian Imperial Police i Burma, men fratrådte, fordi han betragtede jobbet som en del af den kolonialistiske undertrykkelse. Hans første roman, "Burma dage" (1934), handlede om denne periode.

Elendighedens London og Paris

Efter Burma levede Blair halvandet år som hjemløs vagabond i Paris og London. Det kom der den indignerede og velfortalte reportage "Elendighedens London og Paris" (1933) ud af. Bogen var skrevet under forfatterpseudonymet George Orwell, og som sådan blev han en lysende stjerne på den røde venstrefløj – og verdensberømt som forfatter.

Orwell drog videre for at kæmpe på republikanernes side i den spanske borgerkrig mod general Francisco Franco, der blev diktator i landet fra 1939 til 1975. Under borgerkrigen kæmpede Orwell skulder ved skulder med kommunisterne, men uenigheder førte til, at de kom til at betragtede ham som en afviger, der kom stærkt hjem fra borgerkrigen stærkt desillusioneret over verdenskommunismen.

Animal Farm

I 1945 udkom "Animal Farm", der herhjemme fik titlen "Kammerat Napoleon". Romanen skildrede en autoritær dyrefarm, der blev styret af et svin. Den blev Orwells store gennembrud og læst som et opgør med kommunismen og en fabel om eneherskeren Josef Stalin i Sovjetunionen. "Animal Farm" gjorde Orwell til en helt blandt borgerlige intellektuelle, mens kommunisterne betragtede ham som en frafalden renegat.

1984

I 1949 udkom Orwells sidste roman, "1984". Den skildrede en dystopisk fremtid, hvor tankepoliti og overvågning ensrettede folks tanker, følelser og sprog. "1984" var – og er – et opgør med enhver form for ensretning og overvågning, og romanen vender sig imod totalitarisme med både rødt og sort fortegn.

Orwell – 2025

Når Orwell opleves som relevant i dag, skyldes det netop hans evige bestræbelse på at afsløre løgn, overvågning og ensretning. Begreber som er lige så aktuelle i dag, som da Orwell skrev "1984" tilbage i Anden Verdenskrigs sidste år.

Det er både velkomment og relevant, at Raoul Peck i sin nye film relancerer Orwell, som en af vor tids store sandhedssøgende intellektuelle, der frygtløst afslørede løgn hvor end han oplever den.

Raoul Peck er født på Haiti, men har også boet i Afrika, Frankrig og USA – og han har lavet film i og om alle disse steder. Det danske Filminstitut fremhæver på sin hjemmeside hans film, "I Am Not Your Negro" (2016), der handler om den amerikanske forfatter James Baldwin, og blev vist herhjemme for nylig. Filminstituttet kalder ham en "dekolonial billedstormer".

Det kan godt være, at 2×2=5 er dekolonial billedstorm, men det er også en billedcollage, der fermt klipper alverdens krige, diktatorer og opstande sammen, som var det et fedt. Filmen tager udgangspunkt i den lille skotske ø, hvor Orwell opholder sig, mens han skriver "1984".

Han skildres som den frygtløse ener, der gør afsløringen af løgnen til sit livsmål og derfor skaber et forfatterskab med det som ledetråd. 1984-dystopien vises i storladne scenarier under overskrifter som "Krig er fred", "Frihed er slaveri" og "Uvidenhed er styrke".

Miskmask

Peck vælter helt uanfægtet en billedstorm hen over lærredet, hvor der klippes fra Adolf Hitler over George W. Bush til Donald Trump, fra nazistiske masseoptrin i 1930'erne til stormen på kongressen i 2021 og mellem gruopvækkende scener fra alverdens krige. Tøv en kende, får man lyst til at indvende. For der er jo utroligt til forskel på Hitler og Bush. Stormen på kongressen behøver ikke blive klippet sammen med nazistiske optrin, den var skræmmende nok i sig selv. Det er Trump også. Vi behøver ikke unuancerede sammenligninger med Hitler for at forstå, at Trump gør noget alvorligt og afgørende ved verden, som vi kender den.

Så selv om 2×2=5 er en velment heltekåring af George Orwell, er den også lige lovlig bastant og som film ikke en øjenåbner. Orwell var ikke en helt i Hollywoodsk forstand. Han var en ensom, skeptisk iagttager, der ikke hørte til i nogen lejr, men turde tænke selv. Deri ligger hans relevans i dag.

Desværre er 2×2=5 ikke den film til tiden, den så gerne vil være. Det er ærgerligt, for vi har virkelig brug for en dokumentation af Orwells relevans i dag.