FORÅR I TJERNOBYL
Interview Kunst Litteratur Rejser

FORÅR I TJERNOBYL – en tegneserie✮✮✮✮✮✮

FORÅR I TJERNOBYL – en tegneserie

 

 

FORÅR I TJERNOBYL

 

 

✮✮✮✮✮✮

 

 

“FORÅR I TJERNOBYL, er en forrygende flot tegneserie”

-J. Hillestrøm, KULTURINFORMATION

 

 

Da jeg for nogle uger siden ankom på redaktionen, troede jeg nogen skulle ud at rejse, da der i den mørke gang var anbragt, hvad der mindede om en kuffert. ‘Kufferten’ var til undertegnede og var en pakke fra forlaget Fahrenheit via Faraos Cigarer. Fra den enorme kasse tonede en tyk velindpakket (wrapped ind, så man skulle tro, den kunne modstå en mindre atomkrig, oversvømmelser og anden force majure) hardback tegneserie frem – FORÅR I TJERNOBYL af den franske tegner Emmanuel Lepage.

 

Med det samme kunne man mærke, der var tale om pedantisk kram af en gennemført grafisk produktion fremstillet af ingen ringere end de dygtige folk fra Mark Production. Et gigantisk værk, der med sine over 1000 tegninger kører sin egen stil i syret naturalisme uden sidestykke.

Verdenskatastrofen i 1986

De fleste husker den 26. april 1986 – eller rettere sagt den 28. eller 29. april, hvor de første meldinger om, at ‘der var noget galt’, tonede frem på datidens nyhedsmedier. Forsøgsstation Risø havde konstateret forhøjet radioaktivitet. Naturligt nok formodede de, at deres geigertællere var defekte, eller at den smule radioaktivt materiale, de opbevarede på stedet, havde givet forurening fra sig. Det var ikke tilfældet.

 

I timerne, der fulgte, vendte man sig mod broderlandet Sverige og deres a-kraft værker, som også observerede forhøjet radioaktivitet. Der skulle gå hele 3 dage, før russerne begyndte at røre på sig i Moskva. Man fortalte, at der var brand på et atomkraftværk i Ukraine. ‘En brand’, der havde krævet få dødsfald, og som var ved at blive bragt under kontrol.

 

Den største atomkraftulykke fejede hen over Europa, mens forskellige regeringer ikke ville skabe panik blandt befolkningen og derfor holdt igen med at iværksætte forholdsregler, forbud og deslige – situationen meget lig Corona mange steder: Hvornår? Hvor meget? Hvordan? Hvem?

 

De bange anelser overgår desværre de vestlige videnskabsfolks værste forventninger. Med tiden står det klart, at en atomreaktor er under nedsmeltning og området omkring Tjernobyl og byen Pripjat bliver forvandlet til en krigszone af dimensioner. Tusinder og atter tusinder af mennesker evakueres og indenfor de første 36 timer bringes over 50.000 mennesker i sikkerhed og tallet ender helt oppe på 350.000 mennesker, der må genhuses og for mestendels vedkommende bliver det i hovedstaden Kiev blot 120 kilometer borte.

 

 

FORÅR I TJERNOBYL

 

 

Katastrofen i tegneserieformat

Tegneren Emmanuel Lepage var 19 år, da denne katastrofe indtraf. Og 22 år efter i 2008 besøger han området med den umulige opgave af et benspænd at skulle tegne ‘usynlig forurening’ nemlig radioaktiviteten i Tjernobyl. Selv var jeg 13 år, da ulykken indtraf og fik lejlighed til at gæste kulisserne i helvedes forgård i 1991. Derfor kan jeg udmærket sætte mig i tegnerens sted.

 

Forfatteren er en del af en sammenslutning, der er imod atomkraften i Frankrig, og det oplyses, at landet på det tidspunkt, værket bliver tegnet og forfattet, råder over ikke mindre end 58 lignende reaktorer, som den der brød sammen i Tjernobyl. Sammen med en anden volontør stiller de to mænd sig til rådighed på en ikke helt ufarlig færd med at besøge området i og omkring Pripjat for at dokumentere skaderne ved selvsyn.

Naturalisme og microservert

Vi bringes ind i et realtime sci-fi univers, der desværre ikke er fantasi, men ganske enkelt virkeligheden. Forladte landsbyer og dukker, hvor hovederne er revet af, skylles ned med vodka og ‘Ukrainian-sneakers’ nemlig et stykke Hkleb (brød) med spæk på begge sider. Microsivert målerne tikker i baggrunden i betonbyernes mørke korridorer og minder om, at videnskabsfolk i dag har fastslået, at over én million mennesker mistede livet i katastrofen – tallet er opgjort officielt i 2010.

 

Tegningerne er akkurate og præcise, med en arkitektonisk streg. Akvarel er i spil. Farverne er mestendels holdt i sepia farver, men vi snydes ikke for firefarvede frames i FORÅR I TJERNOBYL, når historien kræver det. Tegneren placerer sig selv i rollen som formidler og vært og taber han en blyant på jorden, må den blive liggende i græsset, da den derved er blevet kontamineret af cæcium137 – blyanten bliver derved selv et motiv i en frame.

 

 

FORÅR I TJERNOBYL

 

 

Personskildringer

Tegneserien fremviser også et persongalleri af rigtige personer, som de to rejsekammerater møder på deres vej. Uden for den forbudte zone er der små enklaver af mennesker, der tiltrækkes af Tjernobyls uhygge og små samfund eksisterer. Nogle er ganske enkelt født på stedet og har ikke andre steder at gå hen, andre er formidlere eller dokumentarister, med kortere eller længere ophold i de forskellige zoner.

 

Her møder vi f.eks. den tidligere ‘likvidator’ Viktor. Han var en af de 800.000 ‘opryddere’, der under og efter katastrofen arbejdede for sit fædreland i ganske få minutter inden radioaktiviteten trængte gennem deres beskyttelsesdragter. Disse ‘likvidatorer’ fik en pension som belønning der svarer til ca. 100 euro udbetalt om måneden på livstid for disse få minutters heltedåd. (Jeg kan oplyse, at i 90’erne var en månedsløn i Ukraine ca., hvad der svarer til 3 USD om måneden).

 

Viktors erhverv efter ulykken blev at ernære sig som plyndringsmand – en industri, han ikke er ene om. Alle husstande havde et toilet, et køleskab, et TV, en telefon, et badekar eller komfur – alt sammen demonteres systematisk og fragtes ulovligt ud af den forbudte zone. Nuvel – plyndringsgodset er stærkt radioaktivt og sender stråler ud, men der er penge i skidtet, så meget af det ender i Vesten på den ene eller anden måde.

 

 

 

FORÅR I TJERNOBYL

 

 

Den sære titel

FORÅR I TJERNOBYL har fået netop denne titel, da forfatteren oplever det umulige paradoks, at et slags naturparadis er ved at indtage de ultra forurenede radioaktive områder. Biodiversiteten er efter menneskets forsvinden ved at indtage de enorme ubeboede landområder. Skovene trives til trods for dosimeterets tikken af forhøjet baggrundsstråling. Der er forår på vej – selv om områderne vil være livsfarlige for mennesker i hundrede, måske tusinder af år fremover.

 

FORÅR I TJERNOBYL er en dokumentar i tegneserieform, der markerer 35-året for atomulykken i Tjernobyl. Øjenvidneskildringer serverer dagens orden i et usynligt inferno af mortalitet og skønhed, mens cæcium137 puster dig i nakken.

 

 

 

Indlægget er skrevet af Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION