I ØJESYN – En dialog med dokumentarfilm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

‘ ………. en interessant bog til glæde for den videbegærlige ……’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dola Bonfils (f. 1941), læste oprindeligt kunsthistorie, men tog basiskurser som filminstruktør og tabte sit hjerte til dokumentarfilmen. Den har Dola kastet sig over i mere end 20 år. Som autodidakt filminstruktør viste hun hurtigt, at hun var lavet af et særligt stof. Hun har også været en stor kapacitet på mange andre fronter. Hun var direktør for dokumentarbiografen Kino Valde 1970-73. Redaktør af TV2 kulturprogram, TEGN 1-4. Fra 2004 til 2009 var hun filmkonsulent for Det Danske Filminstitut.

 

Dola Bonfils har et særegent blik for detaljen. Hendes film er klare i udtrykket og intet bliver gemt under gulvtæppet i hendes film. En af de geniale ting i denne bog er, at du kan tilgå Dolas film via QR-koderne i bogen og se dem. Dola har været en af pionererne indenfor dokumentarfilm, og har med stor entusiasme været med til at forme interessen for ikke alene samfundsmæssige forhold, men også demokratiske processer. Bl.a. har hendes arbejde for Danida vist, hvor vigtigt det har været for tredje verdens lande at være med i dokumentarfilmsprocessen. Oplysningsudvalget i Danida mente, at det havde stor betydning for helhedsbilledet hos de ”Fjerne naboer”, læs os danskere, at få både dokumentar- og spillefilm med ind i undervisningen gennem Statens Filmcentral. Simpelthen for at få et mere bredt billede af landene, end hvad der ellers blev vist i internationale medier. Godt set.

AIDS

Dola Bonfils har hele sit liv været et meget engageret menneske, og har utrætteligt sat fokus på en genre som ikke altid er synlig. Hun har også været fremsynet og det er netop derfor hendes værker virker tidløse. Et tydeligt eksempel på dette er dokumentarfilmen fra 1989: Med døden inde på livet. Hverdagsbilleder fra en hospitalsafdeling. Optaget på Infektions Medicinsk afdeling, Hvidovre Hospital. På det tidspunkt var der ikke mange behandlingsmuligheder for sygdommen AIDS. Hvis en person fik diagnosen, var der måske to år tilbage af vedkommendes liv. Dola brugte lang tid på research og var sammen med alle implicerede grupper til de berørte patienter. Hun fik vendt hver en sten og det er det, der ikke alene gør hende unik, det fortæller også, at intet må bliver overladt til tilfældighederne. Resultatet er fremragende. En barsk beretning fra hverdagen.

Et gymnasium

Et andet fint eksempel på Dolas skarpsindighed er: Gymnasiet-en skoleform, fra 1984. Den illustrerer også fint, hvordan Dola systematisk har arbejdet sig frem til et berigende resultat. Hun havde valgt Falkonergårdens Gymnasium. Her var en dynamisk rektor, med de demokratiske processer i højsædet og en etnisksammensat elevgruppe. Der var ved at foregå en nytænkning i gymnasieregi. Filmholdet var på skolen i fire uger. Det fremgår af filmen, at der skete drastiske ting, såsom at eleverne strejkede, fordi undervisningsministeren havde varslet flere elever i klasserne. Dola udtaler flere gange, at af en eller anden grund, opstod der altid en situation når hun optog film, som man skulle tro var iscenesat, men det var den ikke. Den er hun ellers blevet beskyldt for nogle gange, hvad der ikke er korrekt. Gymnasiefilmen er en film der kunne være aktuel i dag. Unge mennesker vil mere, de viser at livet ligger foran dem, de er på vej. Strålende.

Dokumentarisme er kommet for at blive

Jeg vil ikke komme med kommentarer til alle Dolas film, jeg synes læseren selv skal se det epokegørende arbejde der er lagt i filmene, eftersom jeg ikke skal anmelde hendes film, men hendes nye bog. I bogen fortæller Dola af karsken bælg om sit ihærdige arbejde med dokumentarfilm, og hvordan hun har været med til at præge hele branchen igennem mange årtier.

 

Det er ikke en bog der er hurtigt læst. Til gengæld er der mange opbyggelige tanker og konklusioner i bogen, som ikke kun er brugbare for filmfolk, men alment gyldige. Den giver et godt indblik bag tanker og ræsonnementer i arbejdsprocessen med dokumentarfilm. Det er jo dét der gør hele forskellen mellem dokumentarisme og reportage.

 

I dokumentarfilmen har du tid til at få det hele med. Sagt på en anden måde, man skøjter ikke bare hen over emnerne. Derfor vil denne filmgenre bestå. Jeg synes til tider Dola bliver lidt langhåret i sine møder med andre politiske ildsjæle og deres syn på tilværelsen, men det har man også lov til at være, når man er en erfaren dame på 81 år. En interessant bog til glæde for den videbegærlige. God læselyst.

 

 

I ØJESYN – En dialog med dokumentarfilm. Forfatter: Dola Bonfils. Udgivet på forlaget Frydenlund.

 

 

 

 

I ØJESYN – En dialog med dokumentarfilm – se mere her

 

 

 

 

 

I ØJESYN – En dialog med dokumentarfilm er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm