Kogebog: FULD AF SMAG
✮✮✮✮✮
‘ ……. der er mange måder man kan sætte retterne sammen på ……’
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
FULD AF SMAG er Sabrina Ghayours syvende kogebog. Fire er udgivet på dansk. Det er ubegribeligt, hvor denne kvinde får sine kreative ideer fra, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at hun har ramt nogle smage i sine retter, som tiltaler et bredt publikum. Ikke alene er de madmæssige landegrænser visket lidt ud, folk rejser også til flere eksotiske destinationer og smager megen forskelligartet mad. Jeg har været meget begejstret for hendes tidligere kogebøger og det er jo ikke altid at en ny vil kunne leve op til de tidligere. Det kan denne.
Hurtig, men god mad
Det med at vi helst skal kunne lave mad på ingen tid, er jo ikke en ny idé. Igennem årtier har kvinderne haft travlt med børnepasning og arbejde, af den ene eller anden slags. Familien skulle have mad på bordet og det skal den stadigvæk. Heldigvis er mændene for længst kommet på banen, men med alle vores aktiviteter er vi nødsaget til at lave hurtig mad.
Den skal så til gengæld være velsmagende, og her kommer Sabrina ind i billedet. Hun er en mester i at pifte selv den kedeligste kartoffel op, undskyld til kartoffelelskerne, med velsmagende krydderisammensætninger. Hendes opskrifter er i udgangspunktet ikke stærke, man kan selv spice mere op, hvis der skulle være behov for det. Jeg har i FULD AF SMAG, udvalgt to opskrifter. Jeg mener det er vigtigt at afprøve et par stykker for at se, om de virker og kan laves som beskrevet.
Bogen er delt op i seks hovedafsnit, som giver et godt overblik: 1. Salater, 2. Godbidder og krydrede lækkerier, 3. Kød, fjerkræ, fisk og alt godt fra havet, 4. Grøntsager og bælgfrugter, 5. Pasta, nudler og kerner, 6. sødt.
Stegte kartofler
Jeg har valgt: Stegte kartofler med spinat, spejlæg, yoghurt og kryddersmør, samt Ristede auberginer med stærk peanutsauce.
Stegte kartofler med spinat, spejlæg, yoghurt og kryddersmør. Denne ret må være det tætteste jeg har set, på at være et mellemøstligt svar på den danske biksemad. Jeg kan allerede nu afsløre, at dette bliver min favorit i stedet for.
Som sagt er kartofler ikke mit glansnummer, de skal være nyopgravede eller tilberedt på en eller anden måde, så det passede mig fint at afprøve denne ret. Retten er kødfri, så den tangerer ikke helt den klassiske danske biksemad, men er ligeså fyldig. Kartoflerne skal snittes småt og steges på en pande sammen med et par bukkehornsblade. Derefter tilsættes frisk spinat og hakket forårsløg. Når spinaten er faldet sammen, blandes det med kartoflerne og der laves fire huller, så du kan slå fire æg ud i dem, og lade dem stege færdigt. Imens tilberedes kryddersmørret og det er sundsygt lækkert. Smør smeltes og tilsættes koriander – og spidskommenpulver og lidt chiliflager. Når æggene er færdige, drypper du noget af smørret over retten, samt lidt friskt yoghurt. Server fladbrød til. I Sabinas kogebog PERSIANA er der en fortrinlig opskrift på nemme fladbrød, som jeg har afprøvet. Kryddersmørret er skønt at dyppe brødet i.
Ristede auberginer
Denne anden ret blev som sagt Ristede auberginer med stærk peanutsauce. Auberginen skæres ud i kvarte, dryppes med lidt olie og ind i ovnen med den. Til saucen bruges peanutbutter, lidt honning, harissa (chili), lidt riseddike, vand, salt. Det hele røres sammen. Auberginerne anrettes på et fad når de er færdige. Saucen stænkes på, og der pyntes med forårsløg, peanuts og friske koriander.
Velsmagende & nemt
Jeg må medgive, at det er nem mad at lave og det er meget velsmagende. Disse to retter spiste jeg sammen, men auberginerne kan nemt serveres til en kødret eller anden vegetarret. Sabrinas opskrifter er ligeså nemme at tilgå, som hun lover. Selvfølgelig har opskrifterne i bogen mængdeangivelser på de forskellige ingredienser, dette er for at du kan se, at det vitterligt er let og lækkert.
Desuden er opskrifterne i denne kogebog meget godt fordelt mellem vegetarretter og alle varianter af kød og fisk. Jeg kan godt lide, at der er mange måder man kan sætte retterne sammen på. Det giver et varieret valg, så hvis man finder en ret man har lyst til at lave flere gange, kan den sættes sammen med en ny der kan afprøves. Jeg må tilstå, at jeg er meget begejstret for Sabrinas kogebøger, fordi de ikke alene opfylder hvad de lover, opskrifterne er superlækre og velsmagende.
Nogle vil sige, at det ikke er autentisk mellemøstlig mad, men hvad er egentlig det? I alle lande er der som regel mange varianter af den samme ret, bare tænk på vores frikadeller. En frikadelle kan smage på mange måder. Sabrinas mad er hvad jeg vil kalde mellemøstlig inspireret, fordi hun for det meste sammensætter islæt fra flere lande i en ret. Det er spændende og originalt. Nogle gange er det opskrifter fra familiemedlemmer eller andre der har begejstret hende, så de er blevet omsat til hendes egne.
En ting er sikkert, du går ikke galt i byen med en ret fra Sabrinas køkken. FULD AF SMAG, holder hvad den lover. Velbekomme.
Sabrina Ghayour (f. 1976), er en iransk-engelsk autodidakt kok. Hun kom til England i 1979 med sin mor fra Teheran, i begyndelsen af den Iranske Revolution. Hun er ikke alene kendt for sine kogebøger, men også for hendes kulinariske events Sabrinas Kitchen. Hun bor i Yorkshire sammen med sin mand Stephen Lynn og sin mor.
Læs også Freverts anmeldelse af Persiana – her
Kogebog: FULD AF SMAG – se mere her
Kogebog: FULD AF SMAG: Forfatter: Sabrina Ghayour. Oversat til dansk af Sigurd Toftdahl Terkelsen. Udgivet på forlaget Turbine.
Kogebog: FULD AF SMAG er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm