Musik

KONCERTANMELDELSE – ROYAL ARENA: Rod Stewart

KONCERTANMELDELSE – ROYAL ARENA: Rod Stewart

 

 

‘One last time’ – tour

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

KONCERTANMELDELSE – ROYAL ARENA: Rod Stewart

Foto: Denise Truscello

 

 

 

 

 

 

✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

‘ …… han ligner sig selv, holder sig i brand god form, kan performe og har bevaret sit skønne smil ….’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Man siger, at alder kun er et tal på dåbsattesten, alligevel kan det ikke undgås, at der kommer en enkelt strøtanke såsom: Kan han klare det? Rockstjernen er fyldt 79 år og skal afholde koncert for 17.000 mennesker. Hvem er så dette rockfænomen? Det er Rod Stewart (f. 1945), en britisk sanger og sangskriver med en glorværdig verdenssucces. Han betegner sig selv som skotte, som sin far, og det undgik da heller ikke nogens opmærksomhed, at han flere gange under koncerten havde videoprojektioner af sækkespillende musikere og i mange numre var en tilsat sound af traditionel skotsk musik.

 

At han har fået øgenavnet ‘Roden’ er ikke så mærkeligt. Fra sin pure ungdom var han politisk aktiv og var med til sit-down strejker og demonstrerede imod atomvåben i begyndelsen af tresserne. Allerede der sang og spillede han musik og rejste rundt i Europa. I 1963 brugte han tid på at finde sin egen hårstil, godt hjulpet på vej af sukkervand og hårlak. Den har han stadigvæk, men han havde ikke en særlig heldig hårdag i aftenens koncert. Det så ud som om han havde taget en lur inden koncerten og sovet på den ene side.

 

Rod Stewart spillede som ung harmonika og begyndte at spille i små bands. Pludselig bragede det løs for ham efter et TV program. Stewart spillede i alle mulige forskellige bands og var samtidig solist. 1967 spillede han med Jeff Beck Group, en heavybluesgruppe, hvor han var forsanger og besøgte USA for første gang. To år efter var han med i gruppen The Faces, tidligere The Small Faces,1969-75.

 

Stewart promoverede sig også som solist fra 1971 med albummet ‘Every Picture Tells A Story’ og singlen ‘Maggie May’. I aftenens show var ‘Maggie May’ blevet til karaoke, folk stod op og sang med. Hans trippende karakteristiske gang, drengede smil og hæse stemme gav et flash back til den gode gamle Rod Stewart. Dog var der i dette nummer nogle pudsige fraseringer og det var der faktisk i en del af sangene.

Lyden blev bedre

Da Rod Stewart indtager scenen er taget ved at blæse af Arenaen. I første nummer ‘Addicted to love’, er lydbalancen mellem hans stemme og orkestret ikke god. Man kan ikke høre hvad han synger, til gengæld går de guitarspillende piger klart igennem. Efterhånden bliver lyden bedre og Rod Stewart viser sig at være i topform. Han spankulerer rundt på scenen som en vårhare og i fjerde nummer, ‘It’s a Heartache’, er han helt på hjemmebane. Salen kogte.

 

Hans sceneshow er flot og amerikaniseret. Sagt på en anden måde, det er professionelt og intet er overladt til tilfældighederne. Han har nogle fremragende musikere med sig. Der bliver spillet på violiner, harpe, trommer og percussion, saxofon, det hele smukt tilrettelagt med et velsyngende kor.

Riverdance

Rod har skiftet tøj til sølvlamejakke, sit sædvanlige bling. Han smiler til os og viser os sit velkendte skælmske smil. I sangen ‘The First Cut Is the Deepest’ sang han sig op, så meget det var muligt, med harpespil i baggrunden og meget andet. Der bliver spillet på alle tangenter. Vi blev heller ikke snydt for et lille Riverdance nummer, udført af to af korets damer. De beviste deres formåen i to solonumre med en stram koreografi.

 

Rod skifter igen tøj til jakke og bukser, som han siger, i farver der både er svenske og ukrainske og oplægget er en hyldest til Zelenskyj. Han har ikke helt glemt sit politiske engagement.

 

Rod kan noget og sætter sit mest drengede smil op og flirter med publikum. Han er veloplagt. Med intensitet synger han: ‘Have i told you lately’. Tøjskift sidste gang inden finalenumrene: ‘Downtown Train’, der blev sunget med indlevelse og ‘Some Guys Have All the Luck’, som er et sikkert hit. Man kan roligt sige, at der blev sat gang i den. Publikum var glade.

 

Og så kom det nummer som salen og KULTURINFORMATIONs udsendte havde ventet på: ‘Da Ya Think I’m Sexy?’ Jeg må indrømme, at det ikke lød som jeg kender det, men jeg kunne synge med. Og endelig slutter ekstranumrene med ‘Sailing’.

Nostalgisk koncert

Koncerten var flot afviklet, kunstneren startede på slaget 20:00, hvor mange gør det? Orkestret var samspillede og lød formidabelt og sangene er jo rene nostalgiske ørehængere. Når det så er sagt, kan det godt være at Rod Stewart havde en rå og sexet stemme som ung, men der er ikke meget tilbage af den. Men han skal have den cadeau, at han ligner sig selv, holder sig i brand god form, kan performe og har bevaret sit skønne smil.

 

Rod Stewart er en af musikindustriens mest sælgende kunstnere med mere end 250 millioner solgte plader. Han har gjort det godt.

 

 

KONCERTANMELDELSE – ROYAL ARENA: Rod Stewart, 9.juni 2024.

 

 

 

 

 

KONCERTANMELDELSE – ROYAL ARENA: Rod Stewart – se mere her

 

 

 

 

KONCERTANMELDELSE – ROYAL ARENA: Rod Stewart er skrevet af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm