Litteratur

KRIMI: Sort is

KRIMI: Sort is

 

 

 

 

 

 

 

KRIMI: Sort is

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

‘ …… et koldt gys til en hed sommer …….’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

Selvom der bliver udgivet en del islandske krimier, er det ikke ofte at Kulturinformation anmelder dem. Nu kom chancen. Yrsa Sigurðardóttirs bøger er oversat til 30 sprog. Sideløbende med sin forfatterkarriere arbejder hun som civilingeniør. Island er et spændende land og Yrsa Sigurðardóttir formår at beskrive de lokale steder og personer, så man med det samme bliver dus med det hele.

 

Det er vinter på Island og vi befinder os i Hvalfjödur. Et yngre ægtepar, Ása og Reynir, er efter mange år i udlandet, flyttet permanent tilbage til Island med deres to børn, Iris og Gigja. Familien har skabt sig en formue på IT, solgt deres virksomhed og bygget en pragtvilla på et, i følge naboerne, kedeligt sted. Deres hus ligger ret afsides og det er med fuldt overlæg, for de ønsker sig fred og ro. Reynir er syg, han er blevet opereret for en hjernetumor, og er ikke helt sit gamle jeg. De har anskaffet sig rideheste og et par hunde.

En au pair

For at det hele kan fungere optimalt, mener Ása, at det er nødvendigt at have en slags au pair pige. Ikke alene til at hjælpe i det daglige, men også til at give børnene hjemmeundervisning. Sóldis på 25 år har haft et videointerview med Ása. Hun bliver antaget og inden Sóldis ser sig om, befinder hun sig i en bil på vej til huset. Hun får sit eget lille anneks, med en gang over til hovedhuset.

 

Hurtigt finder hun ud af, at alting ikke er så rosenrødt som det ser ud. Hun er den tredje person, der er blevet ansat inden for få måneder. På et af værelserne i hendes afdeling, er et helt skab fyldt med herretøj. Hun kan ikke forstå, hvorfor pigerne skal undervises hjemme. Iris er teenager og ikke særlig modtagelig for undervisningen, hvorimod Gigja der er i 8 årsalderen, gerne vil lege og er vild med Sóldis fra første dag. Hver gang Sóldis forsøger at få svar på sine mange spørgsmål, er det umuligt at få et svar.

 

Pludselig sker der en masse uforudsete ting og Ása slår det hen. Hun påstår at der intet mærkeligt er i, at en pung og en fjernbetjening forsvinder, at Iris mister et halssmykke og flere andre uforståelige handlinger forekommer. Sóldis er ved at blive bange for at bo så isoleret og finder ud af, at de to tidligere ansatte ikke holdt ud ret længe i jobbet. Hun planlægger at rejse, men når hun det?

En opmærksom nabo

Naboen Karl kan ikke forstå, at der ikke har været nogen aktivitet i det store hus ved siden af hans i mange dage. Han går derover og et forfærdeligt syn møder ham. Politiet bliver tilkaldt og efterforskerne Týr og Karó bliver sat på opgaven. Den lokale retsmediciner Iduun bliver også tilkaldt. En helt familie er blevet udslettet. Hvad er der sket og hvorfor? Sagen bliver mere og mere indviklet og nye mystiske forhold dukker op. Ingenting er som de ser ud på overfladen. Har ægteparret mange lig med i lasten til Island? Hvad skjuler de? Og hvorfor?

 

De to efterforskere er to finurlige typer. Du lærer dem hurtigt at kende og følger deres efterforskning med spænding. I denne sag bliver efterforskerne også nødt til at tage stilling til personlige forhold og relationer. Forfatteren er god til at pin pointe væsentlige karaktertræk hos dem, og i persongalleriet i det hele taget, så du kommer helt tæt på de involverede parter.

Vildt plot – vild natur

Der er spænding fra første til sidste side. Yrsa Sigurðardóttir skriver let og utvungent. Hun får hurtigt skabt en dramatisk atmosfære, så historien bliver tvistet rundt flere gange. Det er umuligt at regne plottet ud. Når man er vant til at læse flest engelske og amerikanske bøger, er kulissen i denne roman et befriende alternativ. Beskrivelserne af naturens lokale præmisser, gør romanen barsk, voldsom og nærværende. Vi erfarer hvordan den islandske natur indvirker på sjæl, psyke og eksistens.

 

SORT IS er første bind af fire i serien af samme navn. Det er ikke tilfældigt at titlen er SORT IS. Det er et farligt vejrfænomen, som opstår når smeltet is eller sne igen fryser til og lægger sig som et usynligt og spejlglat lag på asfalten. Helt i tråd med de farer der hele tiden usynligt ligger og lurer i handlingen. Et koldt gys til en hed sommer.

 

 

 

KRIMI: Sort is. Forfatter: Yrsa Sigurðardóttir. Oversættelse: Nanna Kalker. Udgivet på forlaget Lindhardt og Ringhof.

 

 

 

 

KRIMI: Sort is – se mere her

 

 

 

 

 

 

KRIMI: Sort is anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm