Kunst Litteratur

KUNSTBOG: Elisabeth Jerichau Baumann

KUNSTBOG: Elisabeth Jerichau Baumann

 

 

 

 

 

 

KUNSTBOG: Elisabeth Jerichau Baumann

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

‘ ……… denne vidunderlige maler havde uanede kilder i sig af inspiration ……’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvor er det en fin lille og meningsfuld bog Sine Krogh har skrevet om denne fortræffelige kvinde, Elisabeth Jerichau Baumann. En af Danmarks mest markante kvindelige malere. Faktisk var hun epokegørende. Hun havde en karriere i en tid med uoverskuelig modgang for talentfulde, driftige og ambitiøse kvinder. Men, men, men hun var ikke til at slå ud. Når man ser på hendes enorme produktion igennem hendes relativt korte liv, forbavses man. Hun må have malet med raketfart. Hendes værker er gennemarbejdede, ned til mindste detalje, nærmest fotografiske. De har ro, er autentiske, har sødme og ærlighed. Det er ikke vanskeligt at forstå, hvorfor hele Europa ville købe hendes billeder.

Fra Polen

Elisabeth Baumann, 1818-1881, blev født i Polen. Faderen var tysk og moderen polak. Hun voksede op i en velstående familie, der var kunstnerisk. Allerede fra barnsben udviste hun en helt unik kunstnerisk begavelse. Sine Kroghs beskrivelse af hende som barn, ville i dag være lidt lig, at hun har været en dramaqueen. Hun vidste fra en tidlig alder, hvad hun ville og var helt sin egen. Ved at vælge kunstens vej, øjnede hun en fremtid for at kunne være selvforsørgende. Noget hun satte højt hele sit liv. Selv når hun i lange perioder var alene med børnene, var det hende selv der stod for ansvaret, forsørgelsen, hendes mand var ikke med i den proces. Elisabeth havde mange talenter. Hun kunne skrive, synge og spille teater. Det gav hende let adgang til kunstneriske kredse, som for andre ville have været lukkede, men i hendes tilfælde åbnede det mange døre. Elisabeth Baumann havde en medfødt evne til at mingle og skabe alliancer.

Düsseldorf

Det var svært for Elisabeth at blive optaget på en kunstskole, i det hele taget var det vanskeligt for kvinder at komme ind på de mandsdominerede uddannelser, men Elisabeth nægtede at lade sig slå ud. Hun blev optaget på det progressive kunstakademi i Düsseldorf fra 1838-1844. Hun ville være den bedste og kappedes med mændene. Som den tyske maler Peter von Cornelius sagde: ‘I hele Düsseldorf er der kun et mandfolk, og det er Elisabeth Baumann’. Hun var på intet tidspunkt bange for at tage kampen op mod det etablerede kunstnermiljø, men billedet vendte senere.

Bliver gift

Da Elisabeth mødte sin mand Jens Adolf Jerichau,1816-1883, var han allerede en etableret og dygtig billedhugger, der skulle tage arven op efter Thorvaldsen. Året efter flyttede Elisabeth alene til Rom og de giftede sig i 1845. Hun lærte hurtigt dansk og parret bosatte sig i Danmark i 1849. De fik ni børn sammen.

De kongelige etc

Som tidligere beskrevet havde Elisabeth mange talenter, men det var maleriet der vandt. Hun var en eminent portrætmaler og skabte sig med det samme et ry som sådan, både nationalt og internationalt. Hun blev derfor hurtigt en eftertragtet portrætmaler og hendes kunder var adelige, kongelige, kunstnere, politikere, forfattere etc. Elisabeth var i opposition til de nationalliberalt orienterede kredse og det var hendes kundegrundlag også.

 

Elisabeth var i stand til at skildre hver person som de må have været og set ud. Når man ser på hendes portrætter, er de meget forskellige og hun er aldrig gået på kompromis med finesse og raffinement og man har intet problem med at synes at kende personen på maleriet. Hun malede personerne som de så ud. Hendes alsidighed kendte ingen grænser. Eftersom hun malede og solgte mange værker i udlandet, er de nu spredt over hele verden. Både hos private samlere og på museer.

De mange rejser

Elisabeth besøgte flere gange Det Osmanniske Rige, hvor også hendes dygtige søn Harald opholdt sig i nogle år med sin hustru Marie. Begge kunstnere solgte godt der, og havde en utrolig aktiv kunstnerisk periode. Elisabeth rejste til mange forskellige steder og etablerede gode forbindelser, hvor end hun var.

 

Hendes rejser til Grækenland, Egypten, Italien, satte dybe spor i hendes malerier. Hun var specielt draget af Egyptens kvinder og eksotiske klædedragter og har skabt nogle af sine fineste værker fra hendes ophold der. Hendes passion var at male mennesker og deres liv i alle afskygninger og hun evnede at få den kulturelle diversitet frem i værkerne.

En serie

Hendes enorme produktion tyder på, at denne vidunderlige maler havde uanede kilder i sig af inspiration. Elisabeth Jerichau Baumann er en af de få personer, der var en legende i levende live. Hun var en eminent kvinde. Forlaget Frydenlund har planlagt en hel serie der hedder Kunstens Kvinder og denne om Elisabeth Jerichau Baumann er den første i rækken. Det er planlagt at Nicoline Tuxen, Bertha Wegmann, Johanne Krebs samt Agnes Slott-Møller følger efter.

 

 

 

 

KUNSTBOG: Elisabeth Jerichau Baumann. Forfatter: Sine Krogh. Udgivet på forlaget Frydenlund.

 

 

Læs også Freverts anmeldelse af  ELISABETH JERICHAU-BAUMANN
– nationalromantikkens enfant terrible – her

 

 

KUNSTBOG: Elisabeth Jerichau Baumann – se mere her

 

 

 

 

KUNSTBOG: Elisabeth Jerichau Baumann er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm