Østre Gasværk Teater: URINETOWN

DET STORE OFFENTLIGE TOILET ER ÅBENT

Foto: Østre Gasværk Teater

✮✮✮✮

‘ ……. er fyldt med rigtig mange små skarpe indskudte bemærkninger ……’

– Lene Pia Madsen, KULTURINFORMATION

Hvordan nærmer man sig en musical med titlen URINETOWN? Med forsigtighed og få forventninger.

Men der tog man fejl. URINETOWN er et festfyrværkeri af skarpt koreograferede dansenumre, store stemmer og et tempo, som efterlader publikum oppe af stolene og taget på flyvetur over Østerbro.

Vi kommer godt fra start. Politibetjent Lockstock (Mads Rømer Brolin-Tani) – med slet skjult reference til Guy Ritchies film af næsten samme navn, referencer er der masser af, de fleste virkelig sjove – er forestillingens motor, iscenesætter og fortæller, og han er fuldstændig uimodståelig morsom. Han har en timing, så man må læne sig frem i sædet af beundring og er sammen med henrivende Sicilia Gadborg, som Lille Sally, toppen af poppen i et lydefrit og skarpt cast, som giver den alt hvad de har i hver eneste scene. Mindre kunne godt have gjort det, men respekt for indsatsen. Genren fordrer tempo, medleven og et højt sangniveau, og det får man. Og mere til.

Foto: Østre Gasværk Teater

Ørehængere fra Broadway

Siden premieren på Broadway 10 dage efter 9/11 har forestillingen – trods sit navn – gået sin sejrsgang over hele verden med hele 11 Tony awards nomineringer – og ikke mindst prisen for bedste originalmusik, hvilket er helt fortjent. Musikken er forrygende, orkestret flyvende og titelsangen en ørehænger, som følger én længe efter, man har forladt teatersalen. Så er De advaret.

At forestillingen har over 20 år på bagen kan i glimt anes, men undergangstemaet er almengyldigt og alt for present, så den holder vand. Stykket er fyldt med rigtig mange små skarpe indskudte bemærkninger, som trækker forestillingen op til nutiden, og det er klogt set. Vi skal have et anker, og det har man evnet at inkorporere.

En fremtids musical

Og vi er i gang: Musicalen foregår i en ikke fjern fremtid, hvor kloden er så godt som løbet tør for vand og al besørgen af miljøhensyn skal foregå på offentlige toiletter, smart installeret og monopoliseret af rigmanden Cladwell (en stærkt syngende Kurt Ravn), som de facto styrer landet assisteret af politiet og en flok fidele spytslikkere. Ind på scenen træder hans datter Hope (Katrine Schmidt-Nørgaard), som fucker hele hans smukt iscenesatte magtimperie op ved at forelske sig i modstandsbevægelsens leder Bobby Strong (Thor Vestergaard), og så ruller forestillingen med alt hvad den kan trække af forviklinger, forsoninger, dramatiske højdepunkter men desværre også en slutning, som er mere barsk, end forestillingens afvikling og tempo kan bære.

Foto: Østre Gasværk Teater

Slutningen

Valget af en slutning, som forsøger at bringe salen til tavshed (ingen spoilere, De må selv gå ind og se forestillingen), kunne have været et godt træk, for at kombinere de fine højtempo dansenumre med temaet, men den fiser ud i ingenting, og det er ærgerligt i et stykke, som ellers bringer latter og støvletramp og stor imødekommenhed og kærlighed fra publikum til spillerne, men desværre ikke evner at holde helt til vejs ende.

Men det er den eneste anke i en forestilling, som både laver fis med sig selv, sin genre og verdensordenen og gør det med charme, danseglæde og panache – og det er da ikke så ringe!

Østre Gasværk Teater: URINETOWN:

Medvirkende

Kurt Ravn, Julie Steincke, Mads Rømer Brolin-Tani, Maria Skuladottir, Sicilia Gadborg Høegh, Kim Ace Schjerlund, Thor Vestergaard, Max-Emil Nissen, Katrine Schmidt Nørgaard og Mads Æbeløe Nielsen

Designteam

Instruktør & koreograf Kim Ace Schjerlund
Kapelmester Thomas Møller
Scenograf Nevena Prodanivic
Lysdesigner Brian Njie
Lyddesigner Tim Høyer
Kostumedesigner Anna Juul Holm &
Mulle Seistrup

Musik & tekster Mark Holmann
Bog & tekster Grey Kotis