KunstCentret Silkeborg Bad: Efterår 2025
Søhøjlandets smukke kunsthal byder publikum og naturen indenfor
“Naturens Øje”: “Fragility / Kittiwake II”, 2024. Cyanotypi og tusch på Arches Grain Fin 640 g.
Pressefoto: KunstCentret Silkeborg Bad. COPYRIGHT RICKY JOHN MOIIOY
✮✮✮✮
'To udstillinger ”Natura Spiritualis” og ”Naturens Øje” på KunstCentret Silkeborg Bad udmønter sig i behov for en fordybelse i naturen, som står i kontrast til købstadens selvudnævnte rolle som udendørshovedstad ….. '
– Lars Svanholm, KULTURINFORMATION
Det styrtede ned fra oven med vand den dag, jeg valgte at besøge KunstCentret Silkeborg Bad, der som bekendt er Søhøjlandets smukke kunsthal med placering ved den sydlige indgang til Silkeborg og i udkanten af skoven med udsigt over Ørnsø.
I samme moment, jeg glæder mig over, at man i tørvejr kan betragte to udstillinger med naturen som inspiration, bliver mine tanker forbundet med Silkeborg som selvudnævnt udendørshovedstad – eller Danmarks Outdoor Hovedstad, som man officielt i en selvbevidst attitude vælger at kalde fænomenet.
”Natura Spiritualis”: De ganske små figurer i træstammens hulninger og brud består af individer i bevægelse som små dansende småkravl i træets organisme. Pressefoto: KunstCentret Silkeborg Bad
Frisindets trange kår i friluftsoasen
Jeg glemmer lige i et kort moment byens identitet som åndehul for nydere af naturen og minder endnu en gang om, at der i købstadens lokale medie har fundet en debat sted vedrørende nøgenhed kontra ikke nøgenhed blandt områdets vinterbadere. Frisindet har muligvis lidt trange kår i friluftsoasen?
Jeg vælger imidlertid den slagne vej gennem udstillingerne og begynder min tour de force i et miljø, som består af en kæmpemæssig træstamme med en lige så imponerende trærod i kunstcentrets såkaldte søjlesal. I sig selv er tilstedeværelsen af denne gigant bemærkelsesværdig; men den rummer tillige i sin bastante tilstedeværelse en intim og nok så interessant side.
Man bør ofte være vågen og opmærksom, når man går dybt i kunstudstillinger, og det tror jeg desværre, at mange udstillingsgæster glemmer, når man overvældes af noget grandiost, som man her er vidne til. De ganske små figurer i hulninger og brud består af individer i bevægelse som små dansende småkravl i træets organisme.
Grebet sætter hele problematikken om naturens rolle i et både poetisk og funktionalistisk perspektiv. De små figurer optræder tilsyneladende nøgne i materialets sprækker, hvilket skaber associationer til menneskets skrøbelighed kontra naturens monumentale kræfter. Værket fremstår stærkt og mageløst.
I en supplerende rolle til dette centrale værk kan man opleve en serie relieffer, som dog mere skaber en tilføjende dynamik i udstillingsrummet end en anskueliggørende dimension. Det gør ikke noget. Beslutningen om at implementere værkerne i salen er taget, og så kan KULTURINFORMATIONs udsendte hoppe og springe til ingen verdens nytte.
”Naturens Øje”: ”Fragility / Birdlife”, 2025. Collage – mixed media. Foto: Lars Svanholm
Bevidst overspringshandling
Til gengæld mener samme anmelder at besidde så megen sans for humor, at en lidt afsides installation med lyd- og billedeffekter forankret i, hvad højtalere, hvor kantophænget er fraværende, er i stand til at gøre ved sanseværktøjet, når disse skållignende objekter går i selvsving fyldt med visne blade og en lille robotlignende tingest bevægende sig rundt i et tilsyneladende tilfældigt mønster.
Der befinder sig også en ”fuglerede” i organismen, men det er kabler, som sandsynligvis får hele installationen til teknisk at fungere. ”Hjerterummet” beskrives som komposition for tekniske enheder og frø, sand og bark.
I de mindre sidegallerier optræder en myriade af små og større enheder bestående af diverse objekter fundet i naturen. Genstandene er placeret minutiøst i stramme kompositoriske forløb, og optræder næsten som naturens egne ”ready mades” i deres fragile tilstand.
Nu er vi på vej ind i kunstcentrets imponerende panoramasal, som er præget af en luftig mobile-installation, som jeg har svært ved at se som andet og mere end blot fyldstof, men heldigvis kan jeg og min ledsager, som ikke går af vejen for en udfordring, skitsere vores hænder og derefter placere vores tegning på en finurlig væginstallation med – ja, rigtigt gættet – hænder som digitalt tema. Jeg foretog her en bevidst overspringshandling.
Udstillingen ”Natura Spiritualis”, som er udviklet af video- og performancekunstner Noelia Mora Solvez, tekstildesigner og billedkunstner Jeppe Worning samt lydkunstner og komponist Johannes Smed, skaber en naturlig reference til området omkring Silkeborg Bad, og netop udstillingens titel, med det spirituelle som undertema, kunne man faktisk nemt sende videre som en opfordring til brugerne af udendørshovedstaden med henblik på at vægte fordybelse frem for hæsblæsende bevægelse.
”Natura Spiritualis”: Papmache relief. Pressefoto: KunstCentret Silkeborg Bad
”Naturens Øje”: ”Deep Sea X”, 2025. Litografi, linoleumssnit, akvarel, sytråd på japanpapir og Arches Grain Fin. Pressefoto: KunstCentret Silkeborg Bad
Meditativ tilstand mens regnen slår mod ruderne
Jeg vælger elevatoren op til overetagen på KunstCentret Silkeborg Bad, hvor jeg med ét står over for en udstilling, der i sin mangfoldighed nærmest fungerer som en totalinstallation over adskillige rum, men der er naturligvis tale om en serie enkeltværker, der går i en form for samklang i Karin Lykkes udstilling ”Naturens Øje”, og mens regnen banker mod ruderne, kan man finde sig selv i en ny form for meditativ tilstand i denne udstilling.
Hvor ”Natura Spiritualis” bringer Søhøjlandets nærområde i spil, rækker Karin Lykke længere ud i verden; men altid i en form for dialog med vores egen velkendte natur, som er langt mere tæmmet, end man oplever det ude i f.eks. det nordatlantiske område, som Lykke har brugt som et modstykke til det kludetæppe af natur, vi er vidner til herhjemme i kongeriget.
Det kræver noget af en kunstner at fylde hele KunstCentret Silkeborg Bads øvre etage, og her kunne man faktisk nemt atter havne i et dilemma, hvor materiale kunne ses om en form for fyldstof. Udstillingskonceptet rummer da også flere udtryk og adskillige metoder med henblik på at bringe naturens fortryllelse indenfor i kunsthallen, men man besidder heldigvis som iagttager en fri rolle til at foretage nedslag i en sådan omfattende kunstudstilling.
Hvad jeg i en indledende fase undrer mig over, er et antal ganske specifikke værker i en ofte blå tone, og her kan jeg hurtigt ved at studere oplysningerne ved værkerne konstatere, at Karin Lykke har benyttet metoden cyanotypi, hvilket er en form for kemisk praksis, hvor fotografiet går i en slags konvergens med grafik i en proces, hvor lysfølsomme jernsalte reagerer på sollys og efterlader billedet i et blåt aftryk. Herved fremstilles værker, som trækker tråde til fotografiets oprindelse og naturens egne aftryk.
Netop naturens spor er tydeligt væsentlige i Karin Lykkes fremstillinger, og netop en kompleks disciplin i produktionen afstedkommer en helt signifikant autenticitet i hendes værker. Motiverne er forskellige, men altid forbundet til elementer fra naturen og landskaberne. En enkel genstand som en fjer bliver nærmest monumental i Lykkes version.
”Natura Spiritualis”: Genstandene er placeret minutiøst som en myriade af små og større enheder i stramme kompositoriske forløb, og optræder næsten som naturens egne ”ready mades” i deres fragile tilstand. Foto: Lars Svanholm
Ægget som arkeform
Som billedkunstner går Karin Lykke tydeligvis i dybden med henblik på at rekognoscere i mulighederne for at skabe bindinger til den natur, som alle kender, men ofte overser. Det er hvad kunsten og Karin Lykke er i stand til: At gøre det usynlige synligt! Okay, det var en kliché, men den fungerer faktisk aktuelt.
Fremme i forløbet betages jeg af en serie på fire værker, som hver især optræder i højformat. Ægget er temaet i disse arbejder, og cyanotypi er en del af produktionen. Ægget udgør en arkeform, som igen og igen har fundet vej til billedplanerne i kunsthistorien, og ikke blot dér, men også i andre af Lykkes værker.
Det kan opleves som har kunstneren brugt revl og krat som overordnede temaer i udstillingen, og når man oplever skitser, tegninger og grafiske arbejder i collager, bliver man en anelse forstyrret i underbevidstheden over det enorme antal værker, udstillingen består af.
Der er ingen tvivl om, at ”Naturens Øje” er en udstilling, som Karin Lykke har arbejdet koncentreret på at sætte i scene. Den udgør i bogstavelig forstand en tur gennem adskillige miljøer fra det nære til de nævnte nordatlantiske områder, og dette illustreres ganske fint i udstillingens formidlingsmateriale, hvor mødet i kunstneres praksis mellem sanselighed og iagttagelse bliver pointeret.
Når en kunstudstilling er så omfattende som ”Naturens Øje”, er det uundgåeligt at enkelte værker kan stå svagere end andre i helheden; men dette forhold vil jeg ikke gå ind i en nærmere analyse omkring, men blot opfordre publikum til at finde deres egne highlights i udstillingen, og fordybe sig i dem. Det er nemlig også, hvad tilstedeværelsen i naturen handler om: Fordybelse – på trods af, hvordan man ellers gebærder sig i landskabet i det område, hvori KunstCentret Silkeborg Bad er placeret.
”Naturens Øje”: Fire versioner af æg fra 2025. Cyanotypi og tusch på Arches Grain Fin 640 g. Foto: Lars Svanholm
Udstillingerne ”Natura Spiritualis” og ”Naturens Øje” kan ses på KunstCentret Silkeborg Bad, Gjessøvej 40, Silkeborg frem til d.18. januar 2026.
KunstCentret Silkeborg Bad: Efterår 2025 – se mere her
KunstCentret Silkeborg Bad: Efterår 2025. Coverfoto: ”Natura Spiritualis”: I sig selv er tilstedeværelsen af denne gigantiske træstamme bemærkelsesværdig; men den rummer tillige i sin bastante tilstedeværelse en intim og nok så interessant side. Foto: Lars Svanholm
KunstCentret Silkeborg Bad: Efterår 2025 er anmeldt af kunstkritiker Lars Svanholm, KULTURINFORMATION
Se mere om Lars Svanholm her. Redaktion: Jesper Hillestrøm