KUNSTHAL CHARLOTTENBORG: Banu Cennetoğlu

Being Safe is Scary

✮✮✮✮

‘ ….. at kunsten ikke altid følger den slagne vej, kan kun være forfriskende – når bare den ikke farer vild undervejs ……’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Banu Cennetoğlu (f.1970), har en BA i psykologi og har studeret fotografi i Paris. Fra 1996 til 2002, boede hun i New York, hvor hun arbejdede med dokumentarfilm og var modefotograf for bl.a. Purple og Self Service. I 2002, flyttede hun til Amsterdam. I 2005, flyttede Cennetoğlu tilbage til Istanbul, hvor hun nu virker. Hun er grundlægger af BAS, et kunstnerdrevet sted dedikeret til kunstneres bøger og tryksager.

Banu Cennetoğlu arbejder meget metodisk og hendes værker bærer præg af en omfattende materiale samling og er meget personlige. Det oplever vi på udstillingen.

Udstillingens titel: Being Safe is Scary – At være sikker er skræmmende, må siges at være flertydigt. Det er et graffiticitat fra en husmur i Athen. Kunstneren mener det sætter spørgsmål i gang som: Hvem kan være i sikkerhed, føle sig sikker, og med hvilke konsekvenser?

Balloner i guld

Vi kommer vidt omkring på denne udstilling. Når du træder ind i den første udstillingssal, ser du fire monstrøse guldballonskulpturer. Det er helium oppustede balloner. Umiddelbart ser de meget festlige ud, men det er ramme alvor. Vi står og ser på fire ’kapitler’ fra menneskerettighedskonventionen. Hver skulptur er med bogstaver fra et kapitel, så hele kapitlet er stavet igennem. Disse er kapitlerne 21, 22, 23 og 24. Efterhånden som udstillingen skrider frem vil ballonerne skrumpe ind og til sidst ligge hen ad gulvet. Man kan så stille sig selv et spørgsmål: Er det det dét der sker med konventionerne, at de siver ud i sandet??? De tidligere ’kapitler’ har været udstillet andre steder, og Banu fortsætter til hun har været igennem dem alle. Der er seks tilbage.

Et andet værk er: 20.01.2025. Cennetoğlu har indsamlet alt, hvad der er blevet udgivet på denne dag i Danmark af alle papirudgaver af ugeblade, ugeaviser og dagblade. Det er ret meget skulle jeg hilse og sige. Cennetoğlu har gjort det samme i andre lande og de værker står i pæn orden på hylder. Du kan tage dem ned og bladre dem igennem. Læse dem er måske lige tidskrævende nok. Det er jo interessant at se, hvilke nyheder, interviews og egnsbestemte artikler, der bringes. Det er trods ikke i alle lande vi kan finde den frie presse. Og det kan man jo så sætte en større diskussion i gang. Hvad er en fri presse? Har vi en fri presse i Danmark? Ja, vil nogen sige, nej vil det lyde fra andre, det kommer an på med hvilken politisk farve man ser journalisterne med. Men i forhold til mange andre steder, synger vores presse frit og højt.

Det sidste værk, som får et par ord med på vejen, er en videofilm der varer 127 timer og 14 minutter. Det er et vidnesbyrd over kunstnerens liv fra juni 2006-marts 2018. Filmen er i kronologisk rækkefølge og uredigeret. Det er det rå materiale vi ser. Hvad skal man egentlig bruge den til? Ideen er at vise hvad den digitale billedteknik kan vise, på godt og ondt. De fleste ville ikke vise alt frem for andre, de havde foretaget sig over en periode på 12 år, men her er vi vidner til en kortlægning af de roller vi har i vores eget liv. Vi glemmer, men det gør kameraet ikke. Ret interessant og temmelig grænseoverskridende.

Bonus: Disobedience Arhive, The Open Stage

En anden udstilling, Disobedience Arhive, The Open Storage, er en kollektion af film, indsamlet over næsten 50 år. Den Milano-baserede Marco Scotini har siden 2005, vist flere hundrede videoværker i 15 lande. Der er forskellige temaer. De skifter hver gang arkivet vises. Derfor kan det måske været vanskeligt at sammenligne disse indsamlede værker med dissideret arkivmateriale, fordi de ikke er stationære. De er fleksible og skifter temaer.

På udstillingen træder du ind i et slags ’Tv-studie’, med skærme der står side om side. Du kan gå fra skærm til skærm og opleve forskellige problemstillinger fremstillet af ’almindelige’ mennesker. Det gør værkerne skræmmende realistiske, hvad de også er.

Disobedience Arhive er også en form moderne aktiv historieskrivning. Mange af problemstillingerne handler om migration, forurening, klimakrise o.m.a. Værkerne udgår på tværs af tid og geografi og skal ses som et afgørende slag for en bedre verden.

Diaspora-aktivisme. Diaspora-aktivisme: Atelier Impopulaire, Ursula Biemann, Bani Khoshnoudi, LIMINAL & Border Forensics, Angela Melitopoulos, Daniela Ortiz, Tita Salina & Irwan Ahmett, Sim Chi Yin, Pınar Öğrenci.Radikale økologier: Navjot Altaf, Ravi Agarwal, Atelier d’Architecture Autogérée (AAA), Mao Chenyu, Critical Art Ensemble, Sanjay Kak, Karrabing Film Collective, Oliver Ressler, Nomeda & Gediminas Urbonas.

Omdrejningspunktet i begge udstillinger er dokumentation og arkivering. Er vi kommet dertil, at kunstnere er blevet vor tids arkivarer? Faggrænserne er ved at blive udviskede, derfor ser vi nye udstillingsformer og nye samtidskunstnere kommer med andre inputs end tidligere. Kunsten skal være i bevægelse. At den ikke altid følger den slagne vej, kan kun være forfriskende, bare den ikke farer vild undervejs. Sagt på en anden måde, at kunst ikke må blive enten for fortænkt, hvis den kan blive det, eller bliver kaldt kunst, og i virkeligheden er noget andet. Som her arkivering, men indtil videre er det spændende og oplysende. Udstillinger med nye perspektiver på tingene.