NY DANSK ARKITEKTUR: ET OPSLAGSVÆRK
Kunst Litteratur

NY DANSK ARKITEKTUR: ET OPSLAGSVÆRK

NY DANSK ARKITEKTUR: ET OPSLAGSVÆRK

 

 

10 Bygninger, 10 Tegnestuer, 10 Temaer

 

 

 

 

 

NY DANSK ARKITEKTUR: ET OPSLAGSVÆRK

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

‘ …………. arkitektonisk kunst i verdensklasse …..’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

Dette digre værk er intet mindre end formidabelt. 944 sider der kommer hele vejen rundt om de sidste 10 års arkitekturdebat og hvor ti fremtrædende arkitekter/tegnestuer viser det ypperste af det, som man kan kalde, den danske arkitekturs nye guldalder.

 

Det er befriende at vi kommer rundt i hele Danmark, for det viser med hvilken spændvidde dansk arkitektur har formået at sætte sit præg over hele landet. Nok er København verdens arkitekturhovedstad 2023, men dette værk viser, at vi formår at sprede vores kvalitetsarkitektur bredere ud i Danmark.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

NY DANSK ARKITEKTUR: ET OPSLAGSVÆRK

Hammershus. Foto: Rasmus Hjortshøj – COAST

 

 

 

 

Forfatteren

Forfatteren til bogen, Kristoffer Lindhardt Weiss, er cand. mag i filosofi fra Københavns Universitet og Sorbonne i Paris. Weiss er arkitekturskribent og direktør i Arkitekternes Forlag. Han har skrevet flere bøger om arkitektur. I 2016 var han kurator af den danske pavillon på Venedig Biennalen for Arkitektur sammen med Boris Brorman Jensen.

Værkets opbygning

Bogen er delt op i 10 dele. Hver del indeholder en nøje beskrivelse af det bygningsværk, der fokuseres på. Tilgange til de forskellige bygninger varierer og der ligger mange tanker og intentioner bag. Ikke alene har arkitekten en vision om beliggenhed, brugerflader, materialer, klimabevidsthed etc., men meget afhænger også af mulighederne af stedets logistik og hvad politikerne mener i den kommune, hvor bygningen skal opføres. Uanset om det er en privat- eller offentlig bygherre, er der mange faktorer der spiller ind. Det er ganske imponerende, hvad der er gået forud af forberedelser til disse bygninger, som er beskrevet i bogen. Lang tidskrævende planlægning og intense tanker om, hvordan den pågældende bygning vil kunne være den rigtige på netop det udvalgte sted.

 

I værket beskrives, at det er slut med at tænke dansk arkitektur som konform og traditionsbunden, selvom det absolut ikke er alle der igennem de sidste 100 år har været traditionelle. Den nye generation beviser med bravur at danske arkitekter stadigvæk er progressive, nytænkende og fremtidssigtende. Disse ti værker er udvalgt fordi de fremstår unikke og træder frem som ren formgivning, der appellerer til vores sanser.

 

Forfatteren har individuelle samtaler med arkitekterne og det levendegør dem. De får tid og rum til at forklare deres tanker og hensigter med bygningsværkerne. Det er befriende at læse om tvivl, betænkeligheder og små detaljer. Der bliver talt om processerne og hvordan det afslutningsvis er muligt at nå frem til målet. Der er mange interessante og filosofiske tanker, der ligger til grund for bygningerne. Det giver et helt nyt perspektiv og indblik i værkerne, at forfatteren har åbnet op til at give beskueren og læseren indblik i et større univers hos arkitekterne.

De 10 dele i NY DANSK ARKITEKTUR omhandler:

Vadehavscentret – Dorte Mandrup. Centret ligger i et stykke fredet natur. Mandrups udbygning af det allerede eksisterende center er meget vellykket. Den nye tilbygning er lagt uden på den gamle og har skabt et større gårdanlæg kombineret med en ny formidlingsbygning.

 

The Silo – Cobe, Københavns Nordhavn. Den gamle silo er blevet konverteret til boliger. Den er ganske ukendelig og er højere end de andre bygninger i Nordhavn, som er et af de største byudviklingsprojekter i Danmarkshistorien.

 

 

 

 

 

 

 

 

NY DANSK ARKITEKTUR: ET OPSLAGSVÆRK

The Silo. Foto: Rasmus Hjortshøj – COAST

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Lego House – BIG, Billund. LEGO er ikke blot et brand, men en del af Billunds identitet. Derfor passer huset godt ind, som en stabling af klodser i direkte reference til det verdensberømte byggesystem.

 

Moesgaard Museum – Henning Larsen, Aarhus. Dette bygningsværk kendetegner alt hvad tegnestuen har stået for i årtier. Rummelige lysvirkninger, gedigent design og en højt udviklet sans for grøn bygningsteknologi. Formen er genial og hele taget kan bruges som rekreativt område.

 

 

 

 

Moesgaard Museum

Moesgaard Museum. Foto:  Rasmus Hjortshøj – COAST

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Center for Kræft & Sundhed – NORD Architects, København, Østerbro. Byggeriet er baseret på at skulle have en helende og rolig atmosfære. Facaden er almindelig og sammenhængende, men det indre af byggeriet, er sammensat af småhuse omkring et hyggeligt gårdrum.

 

Hammershus Besøgscenter – Arkitema/Harlang, Bornholm. Et helt usædvanligt byggeri, der langstrakt er integreret i landskabet og bliver en del af dette. Lokalerne giver frit udsyn til naturen.

 

Forskerboligerne – Praksis, København. Forskerboligerne er et enkelt funktionelt byggeri, der er nøje placeret i sammenhæng med de eksisterende historiske nabobygninger.

 

Axel Towers – Lundgaard & Tranberg, København. Et usædvanligt smukt byggeri midt i byrummet. De gyldne farver er gennemgående, både inde og ude. Samt runde og kurvede former, der skaber spændende lysvirkninger.

 

Sonnesgade 11 – SLETH, Aarhus. En urban helhedsløsning for et byhus. Bygningens væsentligste kendetegn er det høje detaljeringsniveau og bygningsintegrerede løsninger.

 

Tipperne – Johansen Skovsted, Ringkøbing Fjord. Tipperne er et kulturlandskab. Et fuglereservat, hvor der i forbindelse med det eksisterende Tipperhus er opført et fugletårn i pagt med naturen.

 

Et smukt opslagsværk

 

Bogen er smukt gennemillustreret og har tegninger og skitser, der viser hvilken lang vej der er fra idé til det færdige resultat. Diversiteten i bygningsværkerne er slående. Ligeledes er det bygninger, hvor brugen må siges at være meget forskellig.

 

 

 

 

Vadehavscentret

Vadehavscentret. Foto: Rasmus Hjortshøj – COAST

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

NY DANSK ARKITEKTUR kan anbefales til alle, der vil vide meget mere om ny dansk arkitektur. Den er ideel som opslagsværk. Desuden kan du finde en bygning fra bogen uanset i hvilken del af landet du bor. Det er arkitektonisk kunst i verdensklasse. God fornøjelse.

 

 

 

NY DANSK ARKITEKTUR: ET OPSLAGSVÆRK. Forfatter: Kristoffer Lindhardt Weiss. Udgivet på Strandberg Publishing A/S.

 

 

 

 

 

NY DANSK ARKITEKTUR: ET OPSLAGSVÆRK – se mere her

 

 

 

 

 

NY DANSK ARKITEKTUR: ET OPSLAGSVÆRK er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION