Odense: CARL NIELSEN MUSEET

Foto: Rico Feldfoss
✮✮✮✮✮✮
' ….. uanset hvilken musikgenre du foretrækker, vil du altid kunne finde et stykke af hans musik, du vil kunne lide … '
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Den internationalt kendte komponist Carl Nielsen,1865-1931, har sit eget museum i Odense. Dette er blevet fornyet i 2023. Det ligger centralt lige ved siden af H. C. Andersens Hus, og selvom du ikke skulle være den store connoisseur ud i Carl Nielsen, vil du alligevel have et fornøjeligt besøg på museet.
Kulturarven – så dansk som den kan være
Carl Nielsen er en stor del af den danske kulturarv, han skrev flere hundrede sange. Det, de fleste kender ham for er, ’Den danske sang er en ung blond pige’, 1926, tekst af Kai Hoffmann, og bare for at nævne nogle kendinge er der: ’Jeg ved en lærkerede’, ’Jeg bærer med smil min byrde’ og ’Jens vejmand’- også kendt som ’Hvem sidder der bag skærmen’. Carl Nielsen er næsten synonym med vores fælles, danske kulturarv og identitet. Når vi synger sange fra højskolesangbogen og måske synger sammen i andre sammenhæng, hvor der bliver sunget danske sange, er det ofte med musik af Carl Nielsen. Bare tænk på de fantastiske fællessange vi sang under corona.
Spillemand
Carl Nielsen blev født på Fyn. Han vokser op med naturen omkring sig, og værdsætter den resten af sit liv. Hans far var en anerkendt musiker på egnen, han ernærede sig dog som maler, og spillede til dans og fester i nærområdet. Han var Carls læremester og Carl lærer at spille violin fra han er seks år. Han kommer hurtigt efter det, og er ude og spille med sin far. Carl er et naturtalent og allerede som 8-9 årig komponerer han sit første stykke musik, en polka. Han bliver optaget i den lokale musikforening og bliver optaget i et militærorkester. Carl lærer hurtigt at spille forskellige instrumenter. Han bliver korporal og det giver ham en friplads på konservatoriet. Efter endt uddannelse avancerer han hurtigt til anden violinerne i Det kongelige Kapel. Af en eller anden grund bliver han i kapellet i 19 år. Han er absolut en af sin tids største musikbegavelser og komponerer på livet løs, ved siden af hans orkesterarbejde.
Voksenlivet
I 1890 får Nielsen et legat, som giver ham muligheder for at rejse ud i verden i længere tid. Han tager til Tyskland og Frankrig. I Paris møder Nielsen den danske billedhugger og maler Anne Marie Brodersen, 1863-1945. Det bliver et vendepunkt i hans liv. De forelsker sig i hinanden, gifter sig, og efter et par år vender de hjem til Danmark.

Foto: Rico Feldfoss
Dirigent på Det Kongelige Teater
Carl Nielsen er progressiv i sine kompositioner. Man kan også mene, at han var forud for sin tid. Han var ikke bange for at afprøve musiske grænser, der kunne forbavse tilhørerne. Han havde en usædvanlig spændvidde i sine musikgenrer. Hans repertoire var alt fra sange, symfonier og to operaer: ’Maskerade’ og ’Saul og David’. Saul og David fik Nielsen selv mulighed for at dirigere på det Kongelige Teater i 1902. Carl Nielsen rejser rundt i Europa og spiller sin musik. Publikum er begejstrede for hans kompositioner. I 1906 kom Carl Nielsen selv til at stå for at dirigere urpremieren af Maskerade. Den blev en dundrende succes og det er Maskerade stadigvæk, når den bliver opført på Det Kongelige Teater.
Når du træder ind i museets første rum, vises en film. Lys og lyd betød en del for Nielsen og i filmen akkompagnerer ’musikalske lysglimt’ musikken. Lyden er på hele udstillingen strålende. Du kan ikke undgå at blive opslugt af Carl Nielsens musikalske univers. Museet er draperet med sorte lydabsorberende gardiner, der tilmed giver et stiligt indtryk.
Instrumenter og ….strik ….
På første sal er der montre med udstillede instrumenter, som Carl Nielsen har brugt. En fiks detalje er skabene i udstillingen. Når de åbnes, er der overraskende nye oplysninger om enten Nielsens private liv eller hans musik. Virkelig elegant. Man bliver overrasket over komponistens liv, bl.a. at parret var meget optagede af at dyrke kroppen. Det vi i dag ville kalde, holde sig i form. Nielsen var også en habil og dygtig ’strikker’. Efter et hjerteanfald beordrede hans læge ham til at tage den med ro, og finde en interesse han kunne fordybe sig i. Han begyndte at strikke og på udstillingen er udstillet håndklæder fabrikeret af komponisten. Nielsen fandt det at strikke, godt for hans virke. Han kunne sidde stille og roligt og alligevel være aktiv, mens hans tanker tog på udflugt til musikkens himmel.
Også internationalt
Nielsen nåede i sit liv at blive en international kendt komponist. Han ønskede sin musik kunne nå alle, yngre og ældre. På det lille, eksklusive fine museum, kan du nemt forstå den rækkevidde Carl Nielsens musik havde og har. I det sidste rum på museet, kan du sidde og lytte til et sammenklip af mange af Nielsens mest kendte, og også ukendte, musikstykker. Volumenen er der ikke sparet på. Du kan sidde og føle hvordan musikken omslutter dig. Jeg kender ikke alle Carl Nilsens kompositioner, og sad og blev overrasket over nogle af sammenklipningerne. Jeg ville nynne videre på noget jeg kendte, og da var musikken allerede skiftet. Modigt, vovet, pompøst, henførende og fantastisk smukt.
Min musikalske tur er slut. Carl Nielsen museet er en ny oplevelse, både visuelt og musisk. Uanset hvilken musikgenre du foretrækker, vil du altid kunne finde et stykke af hans musik, du vil kunne lide. Musikken er ikke alene berusende, også betagende. Hvis du ikke kender Nielsens symfonier eller operaer, er hans musik en oplevelse, du burde unde dig selv at lytte til, og museet er stedet der kan hjælpe dig på vej.

Foto: Rico Feldfoss
Odense: CARL NIELSEN MUSEET – se mere her
Odense: CARL NIELSEN MUSEET er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm
