FILMANMELDELSE: Vi har stadig i morgen

Italiensk drama

✮✮✮✮

' ……. filmen griber én som den ruller over lærredet …..'

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

VI HAR STADIG I MORGEN foregår i Rom i 1946. De amerikanske soldater har endnu ikke forladt Italien og den almindelige italiener har trange kår. Hovedpersonen, Delia, spillet af Paola Cortellesi, har en hård hverdag. Hun bor i en kælderlejlighed med sin mand og tre børn, to sønner og en datter. Manden er en tyran og mandschauvinist.

Delia gør hvad hun kan for at holde sammen på familien, og knokler i hverdagen med forskellige jobs. Desuden skal hun sørge for sin sengeliggende svigerfar, som bor hos dem. Hendes mand, Ivano, Valerio Mastandrea, er voldelig og Delia finder sig i hans dominans.

Datteren Marcella – vil giftes

Datteren Marcella, Romana Maggiora Vergano, flirter med en ung fyr Giulio. Ivano har nægtet at lade Marcella studere, det er kun drengene der går i skole, for det er meningen, at hun skal giftes og leve i et traditionelt ægteskab. De unge skal forloves og svigerfamilien inviteres til middag hos Marcellas familie. Giulios familie er velstående i forhold til Marcellas familie, de ejer en isbar, og Delia gør hvad hun kan for at gøre hjemmet pænt. Allerede ved ankomsten er stemningen anstrengt. Svigerfamilien er snobbede og middagen bliver en katastrofe, som ender med at Delia bliver banket.

Delia overhører en samtale mellem de unge og opdager, at Giulio ikke er et hak bedre end hendes egen mand. Marcella fortæller ustandseligt Delia, at hun bare skal gå fra Ivano og ikke finde sig i hans opførsel, dertil svarer Delia hver gang: Hvor skal jeg gå hen? Delia beslutter derfor, at hun i stedet vil gøre alt for forhindre, at Marcella og Giulio bliver gift. Delia har selv ladet sig forblænde af charme og søde ord og opdagede for sent, at hendes mand havde et iltert temperament, han ikke kunne styre. Han bortforklarer det med, at han har været i krig to gange!

Instruktøren, Paola Cortellesi

Filmen er instrueret af Paola Cortellesi, 1973-. Hun er et meget populær navn i Italien, kendt for sine komiske roller og har medvirket i utallige shows. Dette er hendes debut som filminstruktør. Filmen har da også et twist af humor i nogle af scenerne, der i al deres voldsomhed, kommer til at fremstå endnu heftigere. Det er næsten værre hele tiden at antyde tingene, end at vise den skinbarlige virkelig. På et tidspunkt udvikler en voldsscene sig til en slags koreograferet dans. Det bliver nærmest en rituel dans og i brudstykker bliver dansen både elegant og smuk. Men det hele er en stor løgn. Man fornemmer at denne katten efter musen forestilling, ikke er en leg, men ramme alvor og udspiller sig dag efter dag.

Alting var bedre i de gode gamle dage…..(?)

Paola Cortellesi har valgt at vise filmen i sort/hvid og det giver den faktisk mere kant end hvis den havde været i farver. Kontrasten står mejslet for publikum. Filmen er et opgør mod det mandsdominerede samfund og viser, at kvinderne måtte holde sammen og stå side ved side, for at overleve i en hverdag uden mange rettigheder. Det vidtforgrenede sociale liv, var en nødvendighed for at overleve. Endvidere er vi vidner til et ulmende oprør i året 1946, hvor italienske kvinder fik stemmeret.

Vi er i et historisk hverdagsmiljø på godt og ondt, og takket være den lette stiliserede tilgang til handlingen, bliver filmen en dokumentation. De ’romantiserede’ hårde vilkår fra en svunden tid, er blevet et momentum. Instruktøren skaber en respekt omkring sine karakterer og de finder håb i deres liv. Der er mange overraskelser undervejs og filmen griber én som den ruller over lærredet. Den bliver nærværende og vedkommende. Historien er fuldstændig uforudsigelig.

Vi bliver konfronteret med problemstillinger, der stadigvæk er mere aktuelle end nogensinde. Kvinder som lever i et ægteskab, som har udviklet sig i en helt anden retning end forventet. Selv efter 60 år lever nogle kvinder i Italien stadigvæk i voldsdominerede ægteskaber. Det gør de også i andre lande. Selvfølgelig er situation ikke at sammenligne med efterkrigstidens italienske arbejderklasse, men det er godt at blive mindet om, at ting kan være gemt under en pæn, nydelig og påtaget overflade. Delia er ikke en enkeltstående kvinde, mange var i samme båd og det er de stadigvæk.

Præstationerne

Skuespillerne spiller godt og autentisk. Paola Cortellesi som Delia, udmærker sig i særdeleshed. Hendes resignerede attitude i hverdagen, står i stærk modsætning til hendes stille underspillede glæde og vindende smil, når hun i sjældne klip lyser op ved synet af hendes ungdomsforelskelse. Filmens sort/hvide billeder bliver akkompagneret af et sigende, nærmest fortolkende soundtrack, der bliver en inkorporeret del af handlingen. ’Vi har stadig i morgen’ handler ikke kun om Delia kamp for at give hendes datter en bedre fremtid, men om, at alle kvinder selv skal kunne vælge deres fremtid i frihed.

FILMANMELDELSE: Vi har stadig i morgen – se trailer her

FILMANMELDELSE: Vi har stadig i morgen. Instruktør: Paola Cortellesi. Medvirkende: Paola Cortellesi -Delia, Valerio Mastandrea-Ivano, Romana Maggiora Vergano-Marcella, Emanuela Fanelli-Marisa, Giorgio Colangeli-Sor Ottorino, Vinicio Marchioni-Nino, Francesco Centorame-Giulio Moretti, Lele Vannoli-Alvaro, Paola Tiziana Cruciani-Sora Franca, Yonv Joseph-William m.fl.

FILMANMELDELSE: Vi har stadig i morgen er skrevet af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm