ANMELDELSE | Litteratur: Ansgars liv

 

 

 

Den første fortælling om Nordens apostel

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

' ….. minder os om, at kristendommen ikke kom til Danmark natten over, og at metoderne ændrede sig undervejs ….. '

– cand. scient. Bo Christiansen, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I anledning af 1200-året for Ansgars ankomst til Danmark i år 826 udgiver Bibelselskabets Forlag en nyoversættelse af Rimberts Vita Ansgarii. Værket, der formentlig er skrevet omkring år 865, regnes for at være den vigtigste (og næsten eneste) skriftlige kilde til den tidligste kristendom i Danmark og Sverige.

 

 

 

Rimbert var Ansgars elev og rejsefælle i mere end 20 år, og blev senere hans efterfølger som ærkebiskop i Hamborg-Bremen, og han var øjenvidne til meget af det, han skriver. Her får vi fortællingen om hvordan benediktinermunken Ansgar, med velsignelse fra både paven og Frankerrigets kejser, ledsagede den nydøbte kong Harald Klak til Hedeby i Slesvig, og senere rejste videre til Birka i Sverige, og hvordan han efter mange rejser og meget modstand får etableret de første kirker i Hedeby og Ribe, to vigtige handelsbyer.

 

Bibelselskabet skriver i sin pressemeddelelse at det drejer sig om intet mindre end grundlæggelsen af Danmarks dna, ’historien om hvordan kristendommens ankomst var med til at forme det Danmark, vi kender i dag’.

Et tankevækkende forord

Bogen indledes med et kort forord af Kong Frederik. Her gives et virkeligt tankevækkende forslag til hvad bogen kan bruges til: ”Med [Ansgars] historie i hænderne har vi en oplagt anledning til at tænke over og tale om, hvad kristendommen betyder for os i dag.”

 

Bogen er skrevet på 800-tallets højtidelige latin, som i en nøjagtig oversættelse ville være noget nær ulæselig. Oversætteren, Torben Bramming, sognepræst ved Ribe Domkirke, leverer en oversættelse der er moderniseret og letlæselig, så der bygges bro mellem datidens tankegang og den moderne læser.

Et grundigt efterskrift

I sin udførlige efterskrift redegør Torben Bramming for den historiske baggrund, giver tekstkritiske oplysninger og deler sine egne overvejelser og perspektiveringer i forbindelse med oversættelsen.

 

Vi får et overblik over de politiske, kirkelige og økonomiske magtspil, geografien og meget mere. Oversætteren forholder sig også til beretningens omtale af mirakler, syner og åbenbaringer. Og endelig hvordan samfundet langsomt og gradvist ændredes efter kirkens etablering.

 

Selve Rimberts tekst er et anbefalingsskrift til kirkens ledere med det mål at få den nyligt afdøde Ansgar helgenkåret. Som sådan kan teksten ses som et stykke religiøs propaganda. Samtidig er det et vigtigt historisk dokument, en af de få samtidige kilder der levende beskriver det kulturelle og religiøse sammenstød mellem katolsk tro og de nordiske guder, som det blev oplevet af kirkens mænd.

 

Rimbert læner sig stærkt op ad Bibelens sprogbrug og låner autoritet derfra. Hans indledning lyder nærmest som et af Pauli breve. Han indfletter bibelcitater, snart er vi i Åbenbaringen, så hos profeterne, Han omtaler visioner, åbenbaringer, og mirakler, ikke kun som noget der overbeviste Ansgar, men som begrundelse for at Ansgars mission lå i direkte forlængelse af apostlenes virke.

 

Vi behøver ikke betvivle Rimberts eller Ansgars oprigtighed. De fremstår ydmyge, selvopofrende, og loyale over for den kirke de repræsenterede. For dem har Kirken og kristendommen været det samme.

 

Bogen er rigt illustreret af tegneren Claus Muldstrup i en klassisk, fortællende stil, der ligger tæt på historiske bogillustrationer.

Var Ansgar den første?

Vi har ofte hørt, at Ansgar var ’Nordens apostel’, der bragte kristendommen til Danmark i 800-tallet. Han var nu ikke den første. Allerede omkring år 700 forsøgte den angelsaksiske missionær Willibrord, kendt som ’frisernes apostel’, at omvende danerne, dog uden videre succes. Han fik lov til at tage 30 drenge med tilbage til Utrecht for at oplære dem i kristendommen, måske med håbet om at de kunne vende hjem som missionærer.

 

Den kristne tro og tankegang sivede ind i Danmark via uformelle kanaler længe før de officielle missioner. Danske købmænd mødte kristne i de europæiske handelsbyer og blev påvirket af skikke, kultur og tro. Og under vikingernes togter tog de tusindvis af kristne krigsfanger fra England, Irland og Frankerriget med tilbage til Danmark. Disse trælle har i et eller andet omfang fortsat praktiseret deres tro, men uden kirker og præster.

 

Ansgar var den første, der fik officiel tilladelse til at bygge kirker. Før ham var den kristne tro mere et spredt fænomen fremfor en organiseret kirke. Arkæologiske fund af små kors-smykker og kristne begravelsesskikke tyder på, at der havde boet kristne i Danmark i flere generationer. Det Ansgar bragte til Danmark var Kirken, og det var med til at lægge grunden til selve statsdannelsen.

 

Og det tog lang tid før den nye tro blev den officielle og eneste. Vikingerne havde tilsyneladende et pragmatisk forhold til tro. De måtte sikre sig at den nye gud var stærkere end deres gamle guder. De skiftede heller ikke nødvendigvis religion af overbevisning. Mange lod sig "primsigne" (af latin *prima signatio*). Det var en slags "halv-dåb" med korsets tegn, som gjorde, at de kristne i udlandet ville handle med dem, uden at de behøvede at opgive deres gamle guder fuldstændigt. Senere, typisk på dødslejet, kunne man blive rigtig døbt. Det var en praktisk overgangsfase for mange.

Kristendommens ankomst? Eller Kirkens?

Der var stor forskel på de første kristnes mission og kirkens fortsættelse af denne. De første kristne var en ofte undertrykt minoritet i Romerriget. De havde ingen politisk eller militær magt. Deres redskaber var udelukkende ordet, og den kraft der var bag det. Den senere kirke i middelalderen var blevet en rig og magtfuld institution tæt forbundet med statsmagten. Missionærer som Ansgar kom med rygdækning fra kejsere og konger og brugte diplomati, gaver og politiske alliancer til at vinde fodfæste.

 

De første kristne missionerede ’nedefra og op’. De henvendte sig til enkeltpersoner i byerne – ofte fattige, slaver og almindelige borgere. Den senere kirke missionerede ofte ’oppefra og ned’. Strategien (især i Norden) var at omvende kongen eller de lokale høvdinge først. Hvis kongen tog den nye tro til sig, fulgte befolkningen (nogle gange af tvang) med.

 

De første kristnes mission var rent fredelig. Folk tilsluttede sig af personlig overbevisning, ofte med risiko for forfølgelse. Selvom folk som Ansgar brugte fredeligt diplomati, var den europæiske mission også præget af decideret sværdmission (f.eks. Karl den Stores tvangsomvendelse af sakserne eller korstogene). Kristendommen blev her udbredt med militær magt, og dåben var ofte et krav for at overleve eller bevare sin jord.

Konklusion

Torben Brammings oversættelse og grundige efterskrift minder os om, at kristendommen ikke kom til Danmark natten over, og at metoderne ændrede sig undervejs. Rimbert forsøger at tegne et billede af en kompromisløs hellig mand, men historien viser, at omvendelsen krævede pragmatisme, politisk snilde og diplomati.

 

Bibelselskabets udgivelse inviterer til den refleksion, Kong Frederik efterspørger. Men skal vi forstå historien ret, må vi skille tingene ad: Det var én ting, da den kristne tro sivede ind i Danmark nedefra – gennem trælle, købmænd og personlige møder. Noget helt andet var det, da Kirken som magtfuld institution rykkede ind oppefra. De første kristne udbredte et budskab; den senere Kirke gennemtvang sin magt og struktur i tæt alliance med konger og kejsere.

 

Hvor de spæde kristne fællesskaber overlevede på ordet alene, blev middelalderkirkens udbredelse ofte til en magtdemonstration, der stod i skærende kontrast til de bibelske ord i Zakarias’ Bog (4,6): ”Ikke ved magt, og ikke ved styrke, men ved min ånd, siger Hærskarers Herre!”

 

Den magtfulde institution, der voksede frem i vikingetiden, glemte ofte det ideal, Jesus selv opstillede for sine disciple i Matthæusevangeliet (20,25-26): ”I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer.”

 

 

 

ANMELDELSE | Litteratur: Ansgars liv – se mere her

 

 

 

* Bibelcitaterne er taget fra Bibelen Online, den autoriserede bibeloversættelse fra 1992

 

 

 

 

 

 

ANMELDELSE | Litteratur: Ansgars liv er skrevet af cand. scient. Bo Christiansen, KULTURINFORMATION Redaktion: Jesper Hillestrøm

 

 

 

Ansgars liv — The Life of Ansgar: English Abstract

 

Published by Bibelselskabets Forlag to mark the 1,200th anniversary of the arrival of Benedictine monk Ansgar in Denmark in 826 AD, this new Danish translation of Rimbert's Vita Ansgarii — composed circa 865 AD and regarded as the primary written source for the earliest history of Christianity in Denmark and Sweden — is rendered by Torben Bramming, parish priest at Ribe Cathedral. The volume carries a foreword by His Majesty King Frederik of Denmark. Rimbert, Ansgar's travelling companion of more than twenty years and his eventual successor as Archbishop of Hamburg-Bremen, constructs a hagiographic narrative of deliberate apostolic authority, positioning Ansgar's mission as a direct continuation of the work of the early Christian apostles. Translator Bramming's extensive scholarly afterword contextualises the work within the broader political, ecclesiastical and economic dynamics of the Carolingian Empire, interrogating the fundamental distinction between the organic, grassroots dissemination of early Christianity and the institutionalised, top-down ecclesiastical power structures through which the medieval Church consolidated its authority across Scandinavia. A significant contribution to the historiography of Nordic Christianisation.