Teaterkoncert | Klassisk: DSCH

 

 

 

 

Det Kongelige Teater, Gamle Scene

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Foto & coverfoto: Magnus Skrede

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

' …… konceptet var originalt, og udførelsen var uden vaklen. Herfra kan jeg kun tilføje, at hvis DSCH en dag bliver opført i Stockholm, Aarhus, Hamborg eller Barcelona, vil man ikke fortryde, at man bruger forestillingen som en anledning til at tage af sted på en storbyferie …. '

– M. Bjørk, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En fest for øjet og øret

Det Norske Kammerorkester var kommet til København og havde indbudt til fest. Det Kongelige Teater stillede sin Gamle Scene til rådighed – og det var virkelig en fest, hvor en god håndfuld dygtige musikere leverede et show, som gav smæk for skillingen. Men det var på en måde, vi ikke er vant til.

 

Teaterkoncerten var bygget over musik af den russiske komponist Dmitri Shostakovitj (også stavet Schostakowitsch), et navn der i forkortet form blev brugt som showets titel: DSCH. Den seriøse komponist levede fra 1906 til 1975, og hans musik kan siges at inkarnere hele det 20. århundrede med dets glæder, sorger og rædsler, dets forventninger og dets disharmoni. Det er musik, der kan være krævende – både at spille og at høre på.

Musik blev til show

Men for længe siden har nogle kreative musikere fået den idé at lade musikken blive til et show, der illustrerer alle dens facetter – alvor såvel som humor. Idéen var sådan her: Få nogle professionelle musikere til at springe, danse, marchere, vugge og svaje sådan som de enkelte strofer i musikken indbyder til, alt mens de spiller, og få dem til at klæde sig ud i anderledes tøj. Og lav så en en scenografi, der understøtter det hele i pagt med musikkens vekslende stemninger. Hvis man gør det, er man kommet et godt stykke væk fra en klassisk koncert med alvorsfulde musikere, som sidder på hver sin plads iført kjole og hvidt.

 

Men det var det, vi fik at se! Det blev et fabelagtigt show, præsenteret i et antal tableauer, som afløste hinanden. De professionelle musikere havde lært en kompliceret koreografi. På et tidspunkt var vi i en togvogn, hvor musikerne var passagerer, der flyttede rundt i vognen. Og de kunne spille de valgte stykker af Shostakovitj udenad i halvanden time. Man så dem springe rundt i godt humør, spille violin ryg mod ryg og samtid valse rundt, ligge på knæ eller ligge vandret, alt imens baggrund og andre effekter vekslede. De klarede at bevæge sig rundt i skotsk prægede kostumer komplet med kilt og hosebånd / sokkeholdere.

 

Idéen er undfanget af det dansk-norske par Katrine Øigaard og Øystein Sonstad, begge professionelle musikere. De fik på et tidspunkt Mikkel Harder Munck-Hansen med på tanken, og han stod for regi og koncept. Man må samtidig tage hatten af for dem, der har designet det visuelle, og for teknikerne, der fik det hele til at lykkes uden udfald.

En ordløs fortæller

Som en slags gennemgående figur så og hørte vi Bjarke Mogensen, der behandlede sit akkordeon, så det var en fryd. Intenst og rørende, uden ord, ofte med et strøg af humor, men altid virtuost. Flere af komponistens klaverpartier var med god virkning omplantet til akkordeon, og klangen stod godt til lyden fra strygerne.

 

Når Bjarke Mogensen dukkede op på scenen, fornemmede man, at det var en gammel ven, der ville fortælle videre på en historie med tankevækkende pointer.

En tonic for tanken

Det føltes som en gave at komme til en teaterforestilling uden ord. (Undskyld, Holberg og Shakespeare, I får ordet en anden gang). Denne forestilling gav rigeligt stof til tankevirksomhed og blev ikke forstyrret af forklaringer. Musikkens intensitet, dens vekslen mellem det rå og det blide, de mere eller mindre truende himle bag strygerne, musikernes tydelige medleven – det var alt sammen med til at anskueliggøre, hvad musikken fortalte.

 

Det virkede som en tonic for tanken. For man måtte uundgåeligt tænke på noget dybere end det daglige liv. Musik kalder selvfølgelig noget forskelligt frem i os hver især, men her var det oplagt at tænke på noget mere overordnet – som et menneskes liv, måske ens eget, med alt, hvad det har rummet af godt og mindre godt. Eller på hele det 20. århundrede, komponistens egen periode. Hvad var det dog for en tid! Hvad har mennesker ikke udsat hinanden for! Og så er mennesker alligevel gjort af et sejt stof, som har gjort det muligt for dem at overleve, at udtrykke sig og at bringe vigtige pointer videre, så vi kan ende med at sidde her i et teater og smile til hinanden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Foto: Magnus Skrede

 

 

 

 

 

 

 

 

D, Es, C og H

Forestillingens titel DSCH er også en hentydning til tonerne D, Es, C og H, der hører naturligt hjemme i tonarten c-mol. Komponisten har bevidst anvendt dem i værker for strygere som hans opus 110 og 110a i c-mol.

 

Hen mod forestillingens slutning blev passagerne med de fire toner fremført og gentaget, faktisk med en bevægende virkning. Man mærkede en ejendommelig respekt i salen. Sjældent har et teaterpublikum siddet så stille i så lang tid.

 

Men da det hele var forbi, var der både jubel og piften. De udøvende kom frem på række til flere fremkaldelser, uden at enkelte blev fremhævet.

 

Der var kun to opførelser af denne forestilling på Det Kongelige Teater. Nu er der altså ikke flere, og der er ingen meldinger om kommende opførelser. Men mon ikke arrangørerne er ved at få flere aftaler. Man kunne have undt Dmitri S., at han selv havde set og hørt forestillingen. Han ville have blinket bag de tykke briller, men ville nok have værdsat den hyldest til hans musik, som forestillingen var.

 

Der kommer 6 stjerner her, fordi konceptet var originalt, og udførelsen var uden vaklen. Herfra kan jeg kun tilføje, at hvis DSCH en dag bliver opført i Stockholm, Aarhus, Hamborg eller Barcelona, vil man ikke fortryde, at man bruger forestillingen som en anledning til at tage af sted på en storbyferie.

 

 

 

 

Teaterkoncert | Klassisk: DSCH – se mere her

 

 

 

 

Teaterkoncert | Klassisk: DSCH – læs også KLASSISK MUSIK: DSCH – kommer til København af Rachel Einarsson – her

 

 

 

 

Teaterkoncert | Klassisk: DSCH – Læs også: Interview: Rachel Einarsson taler med folkene bag DSCH – her

 

 

 

Teaterkoncert | Klassisk: DSCH er en anmeldelse af M. Bjørk, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm

 

 

 

 

 

 

DSCH — Det Kongelige Teater, Copenhagen — English Abstract

 

The Norwegian Chamber Orchestra visited Copenhagen's historic Gamle Scene at Det Kongelige Teater with DSCH — a choreographed theatrical concert conceived by Danish-Norwegian musicians Katrine Øigaard and Øystein Sonstad, directed by Mikkel Harder Munck-Hansen. The production presents the music of Dmitri Shostakovich (1906–1975) through an interdisciplinary performance framework in which the ensemble — costumed in Scottish-inflected dress complete with kilts — executes a complex choreography while performing works from the composer's chamber repertoire, including the String Quartet No. 8, Op. 110 in C minor, entirely from memory across ninety minutes. Danish accordionist Bjarke Mogensen served as a wordless narrative presence throughout, his instrument substituting for the composer's piano writing with considerable expressive authority. The production's central dramaturgical conceit — that Shostakovich's music, with its oscillation between the traumatic and the sardonic, between collective anguish and private irony, demands embodied physical response rather than formal concert stillness — was executed with remarkable rigour and unanimity. A singular and profoundly affecting encounter with one of the twentieth century's most morally and aesthetically complex compositional voices.