Frøbjerg Festspil | anmeldelse: Baronessen fra Benzintanken

Milde makrel, en morderlig pæn komedie!

✮✮✮✮✮

' …… Frøbjerg Festspil bliver ved med år efter år at imponere med deres scene og den geniale måde, de lynhurtigt kan ændre fra en kulisse til en anden …… '

– Søren Hjelm Larsen, KULTURINFORMATION

Ved Frøbjerg Festspil er vi inviteret 66 år tilbage i tiden. Meget var anderledes dengang, men selv på den tid var der kontraster. Forskel på høj og lav. Adelen og håndværkerne. Det beskrev man første gang i den originale opsætning — filmen af samme navn — hvor Ghita Nørby spillede den kvindelige hovedrolle, nemlig Anne, en rigtig drengepige. Vokset op hos sin morbror og uddannet mekaniker. Oliepletter på kinden og benzin i blodet. Ikke så meget pjat. Og helt uvidende om sin egen, blændende skønhed.

Anne Gjerløff fylder rollen helt ud

Den rolle udfyldes mere end godt af Anne Gjerløff, som i denne opsætning spiller den absolutte hovedrolle. Hun fylder den helt ud. Synger solen sort og er tæt på at lave halsbrækkende stunts ned ad en stejl trappe i — for karakteren — uvante høje hæle. Samtidig skal hun jonglere de forskellige følelser, som opstår i en ung piges sind, når hun præsenteres for nye, uvante udfordringer. Høje hæle er kun en lille detalje.

Ingen tvivl om, at hendes nærmeste medspillere, morbror Lars (Lasse Krintel) og dennes mekanikerkollega Hans (Jonas Cheblaoui), gør det rigtig godt og er med til at bære historien derhen, hvor den hører hjemme — men de er trods alt oppe imod selveste Ove Sprogø og Dirch Passer. Ikke helt fair, vel?

Tidslomme med charmerende rekvisitter

Vi bliver inviteret ind i en tidslomme af charmerende udtryk fra dengang, som f.eks. "morderligt pænt" og "milde makrel", hvilket passer rigtig godt til alle de andre pragtstykker af rekvisitter, som holdet bag opsætningen har formået at fremtrylle til denne forestilling. Det handler jo ikke mindst om biler, og de fylder en del i denne historie — og bliver kørt af skuespillerne selv under forestillingen, lige foran dem, som er så heldige at sidde på forreste række.

En klassisk historie om kærlighed og loyalitet

Historien er klassisk: en pige er usikker på, hvad der forventes af hende, bryder sig ikke om forandringer, tror hun (muligvis) er forelsket — men i den forkerte, naturligvis — og med følelser som ulykkelig kærlighed og loyalitet, der bliver udfordret, bevæger historien sig langsomt men sikkert i den rigtige retning. Undervejs arver hun jo et slot med en stor flok tjenestefolk — ikke at forglemme. Så hun har jo alt, ikke sandt? Så enkelt er det bare ikke for nogen som helst i denne historie.

Undervejs får hun og mekanikerkollega Hans — i en champagnebrandert — hjælp fra slottets spøgelse (udtales: "spøjelse"), som har både det ene og det andet at berette, efter at have fulgt nøje med i familiens gøren og laden i et par århundreder.

Dansenumre, can-can og lynhurtige kulisseskift

Der er rigtig mange fine dansenumre — endda en rigtig can-can, som jeg ganske vist ikke mindes var med i filmen, men pyt, vi er til en rigtig musical — og alle synger, som om de blev betalt en formue for det. Frøbjerg Festspil bliver desuden ved med år efter år at imponere med deres scene og den geniale måde, de lynhurtigt kan ændre fra en kulisse til en anden.

Så er du til genren, hvad enten det er gamle danske komedier eller en musical, er det uden tvivl Frøbjerg Festspil, du skal besøge.