KLASSISK MUSIK: DSCH - kommer til København
Musik

KLASSISK MUSIK: DSCH – kommer til København

KLASSISK MUSIK: DSCH – kommer til København

 

 

 

 

Når Sjostakovitj ruller over scenen, bliver det mørkt

 

 

 

 

 

 

 

 

artikel af Rachel Einarsson

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

KLASSISK MUSIK: DSCH - kommer til København

Pekka Kuusisto & Norwegian Chamber Orchestra – DSCH. Southbank Centre. Foto: Pete Woodhead

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

"Når Det Norske Kammerorkester spiller på Det Kgl. Teater i København den 27. og 28. maj, bliver det både dystert, stemningsmættet, livskraftigt og overraskende. Orkestret der er kendt for ikke at holde sig tilbage med eksperimenterende tiltag, skal for første gang opføre teaterkoncerten ”DSCH” i Danmark – en forestilling, der er udviklet i et dansk-norsk samarbejde og allerede er opført i London, Oslo og Bergen. ”DSCH” er en nodeløs portrættering af D. Sjostakovitj, og musikerne skal mestre flere discipliner udover det rent musikalske." 

– cand.mag. Rachel Einarsson, Klassisk bureau

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det er mørkt. Konstant. Meget mørkt

Scenen i Operahuset i Oslo virker som ét sort hul. Et hul som man bare kigger ind i og forsøger at fortolke og dechifrere. Scenerummet virker bredt og dybt – rigeligt til at rumme de 18 musikere. Selvom der er godt med udtryk og variation i forestillingen, virker stemningen generelt trykket og alvorlig. For lyset er minimalt, og kun musikken taler, selvom der er masser af bevægelse. Vi må være forsigtige. Tænk, hvis nogen opdagede, at vi var der.

Danskerne kan vente noget helt særligt

Sådan var stemningen, da ”DSCH” sneg sig over scenen på hjemmebane i januar 2026. Nu kommer den proaktive teaterkoncert om D. Sjostakovitj til København, hvor Det Kgl. Teater lægger scene til de hovedsageligt norske musikere, der i løbet af stykkets 90 minutter spiller uden noder og dirigent. Dog, den finske violinist Pekka Kuusisto er egentlig leder og holdepunkt gennem forestillingen, når han er på scenen. Det sker for det meste godt skjult, mens det andre steder er mere tydeligt, at musikerne enstemmigt retter deres opmærksomhed mod hans strøg, tempo og energi.

 

Det bliver en anderledes dag på et ellers i forvejen ikke kedeligt kontor for Det Norske Kammerorkester; et orkester, der er kendt for at arbejde innovativt med både nyere musik og moderne sceneformer. I ”DSCH” har musikerne skiftende kostumer undervejs, og de bevæger sig rundt i varierende scenarier, mens de spiller; mens de spiller et gennembearbejdet og arrangeret portræt med Sjostakovitjs egen musik. En idé der oprindeligt er opstået hos ægteparret Katrine Øigaard Sonstad og Øystein Sonstad, der spiller hhv. kontrabas og cello i orkestret. Som en særlig solist i ”DSCH” ser man Bjarke Mogensen, der med sit akkordeon indtager en eftertænksom figur som Sjostakovitjs alter ego – ofte lidt for sig selv på scenen og med en stemme, der er transskriberet til lejligheden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

KLASSISK MUSIK: DSCH - kommer til København

Foto & coverfoto: Magnus Skrede

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bjarke Mogensen gæster scenen som solist

Det er bl.a. Mikkel Harder Munck-Hansen, direktør for Det Danske Institut for Videnskab og Kunst i Rom, der har været med til at engagere Bjarke Mogensen i forestillingen. Mikkel Harder Munck-Hansen er uddannet skuespiller og er fhv. skuespilchef på Det Kgl. Teater, ligesom han har haft flere ledende stillinger for forskellige andre initiativer i det danske kulturliv og i udlandet. Nu spiller han en af rollerne bag scenen i ”DSCH” som instruktør, og der er et par særlige grunde til, at han gerne ville have Bjarke Mogensen med på scenen.

 

„Jeg ville gerne have nogle klaverværker med i forestillingen“, indleder han. „Komponisten var selv pianist – men et flygel fylder så meget på scenen og er svært at få ind og ud hurtigt. Og så klæder Bjarkes akkordeonspil musikken virkelig godt. Det gør det i mine ører mere russisk“, forklarer Mikkel Harder Munck-Hansen om transformationen fra klaverværk til solostykke for akkordeon.

 

Instruktøren foreslog Bjarke Mogensen som solist, også på grund af hans virtuositet. Og så er der endnu en grund til valget af den danske akkordeonist med et CV, der bl.a. tæller optrædener på nogle af verdens fornemmeste scener og en solistuddannelse fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. „Han ligner også Sjostakovitj, hvis han får et par briller på“, vurderer Mikkel Harder Munck-Hansen uden tøven.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

KLASSISK MUSIK: DSCH - kommer til København

DSCH-Konsertteater med Det Norske Kammerorkester. Sjostakovitsj Festspillene. Bergen, Norge. Norway-festival. Foto: Thor Brodreskift

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvad betyder DSCH?

Idéen blev vel modtaget af Katrine Øigaard Sonstad og Øystein Sonstad, som i øvrigt også selv har et par solistroller i forestillingen. En forestilling med et i øvrigt også ganske særpræget navn, „DSCH“? Det kan Mikkel Harder Munck-Hansen også forklare. Navnet har sammenhæng med Sjostakovitjs ottende strygekvartet, som han skrev på tre dage under et besøg i Dresden i 1960. Byen led stadig under den massive udbombning fra Anden Verdenskrig, og Sjostakovitj selv var under pres fra ledelsen i Sovjetunionen.

 

„Den ottende strygekvartet er skrevet i Dresden. Alt var udbombet, og Sjostakovitj skulle melde sig ind i partiet, hvis han ville beholde sin stilling ved konservatoriet“, fortæller Mikkel Harder Munck-Hansen. „Derfor er denne kvartet ekstremt dyster. Den er bygget over initialerne i hans eget navn, og de er også ledetonerne i dette stykke. Denne ottende strygekvartet blev udgangspunktet for hele forestillingen“, siger Mikkel Harder Munck-Hansen.

 

Titlen går således tæt på Sjostakovitjs person – både som han betragtede sig selv og som vi andre får lov at opleve ham. Der er imidlertid også passager fra andre af Sjostakovitjs værker i forestillingen. Dermed bliver ”DSCH” en slags dramatisk potpourri over den russiske komponists store musikalske spændvidde i udtryk og kompleksitet. Fra glæde til angst, fra umiddelbarhed til gennemtænkt alvor. En musiker som med sit særlige liv delt på to kontinenter – USA og Sovjetunionen – altid har sin helt egen plads i musikhistorien, men måske særligt i denne tid får en slags fornyet aktualitet på grund af ufreden i Sjostakovitjs fødeland og globalt set pt.

 

I tråd med en bevidsthed om politisk undertrykkelse og menneskerettigheder under pres har Det Norske Kammerorkester indgået et samarbejde med Amnesty Norge for hele 2026. Orkestret skal spille tre koncerter i år i dette samarbejde, og heraf er ”DSCH” den ene.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mikkel Harder Munck-Hansen

Mikkel Harder Munck-Hansen. Foto: Rachel Einarsson

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

KLASSISK MUSIK: DSCH – kommer til København og spiller på Det Kongelige Teaters Gamle Scene, og Cumulus Teatret er dansk producent for forestillingen – bestil billetter og se mere her

 

 

 

 

 

KLASSISK MUSIK: DSCH – kommer til København, er en artikel frembragt af cand.mag. Rachel Einarsson fra Klassisk bureau. Einarsson skriver og formidler artikler, reportager, podcasts og anmeldelser m.m, fra hele verden om klassisk musik. Hun er indehaver af portalen klassiskbureau.com som befinder sig på et højt internationalt niveau, og her findes et hav af oplevelser for selv de mest kræsne klassiske musikelskere. KULTURINFORMATIONs redaktion retter en særlig tak til Rachel Einarsson for samarbejdet.

 

 

 

 

 

KLASSISK MUSIK: DSCH – kommer til København – besøg Rachel Einarssons forunderlige verden her

 

 

 

KLASSISK MUSIK: DSCH – kommer til København. Redaktion: Jesper Hillestrøm