Kunstmuseet ARoS: The Populace

 

 

 

 

 

 

Ny udstilling på ARoS giver et billede af et samfund,

hvor kopi og original er vanskelige at adskille

 

 

 

 

 

 

 

Eksklusivt klædt i dobbeltradet habit optræder karakteren her i udstillingen. Foto: David Stjernholm © ARoS 2026

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

'I de senere år har ”artificial intelligence” udgjort et tema i verden og gjort mange forvirrede angående hvad, der er ægte og hvad, der blot er kunstigt. Måske findes der ingen entydig konklusion?'

– Lars Svanholm, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Når to kunstnere har bragt sig sammen om et fælles projekt, og den ene, danske Nina Beier (født 1975) er kvinde og den anden amerikanske, John Miller (født 1954) er en mand, kunne køns- og generationsforskelle udmærket skabe et sammenstød i grundsyn og signalementer, og her gør jeg mig klart ansvarlig i betragtninger forankret i fordomme i spørgsmålet vedrørende kønsroller og aldersklasser.

 

Heldigvis er verden skruet sammen i markant mere nuancerede perspektiver, end min forudfattede anskuelse foreskriver, og hos Beier og Miller er der tanker i spil, der bringer nutiden ind i fortællingen vedrørende kopien og den ægte vare, hvor imitationen ved hjælp af det efterhånden udbredte fænomen ”artificial intelligence” ofte forveksles med originalen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Set bagfra er figurerne i udstillingen betinget ganske livagtige. Foto: David Stjernholm © ARoS 2026

 

 

 

 

 

 

 

Statement på t-shirt og iført solbriller i iagttagelsen af kunsten. Foto: David Stjernholm © ARoS 2026

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Afvigelsen mellem det syntetiske og det levende

Hvordan de nævnte problematikker kan illustreres i en billedkunstnerisk kontekst, viser Beier og Miller i udstillingen ”The Populace” på kunstmuseet ARoS i Aarhus, og allerede, da jeg i selskab med et massivt presse- og formidlingskorps entrerer udstillingen, bliver afvigelsen mellem det syntetisk fremstillede individ og det levende menneske aldeles skåret ud i pap, men dette er i et øjeblikkeligt moment at betragte som en instinktivt baseret påstand.

 

Udstillingen, som består af én totalinstallation, besidder to primære islæt, nemlig et større antal portrætter fra et museum i Basel i Schweiz, eller rettere sagt et antal kopier af de faktiske portrætter. Allerede her rammer vi en kerne i relationen til, hvad som kan opleves som en virkelig kulisse rodfæstet i en regulær og ægte verdensorden i modsætning til den kopierede virkelighed.

 

Personligt bliver jeg faktisk overrumplet af et kæmpestort antal mannequin-figurer, der er forklædt som virkelige individer, og det så effektivt, at jeg begynder at dechifrere figurerne fra de formelige personer, som ret hurtigt er til stede i udstillingen. Årsagen skal ses i, at de artificielle skikkelser optræder som personer, der fungerer som et mangfoldigt publikum til en kunstudstilling, der handler om de tidligere omtalte portrætter.

 

Jeg bliver således i et kort moment taget med bukserne nede om hælene, men tilstanden er heldigvis ikke af lang varighed. Jeg afkoder ret omgående, hvad der bør ses som en del af installationen og de tilstedeværende – regulære – personer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg tror, jeg ville blive stoppet af museets kustoder, hvis jeg havde prøvet at få adgang til udstillingsarealet bærende på et stort guitaretui. Foto: David Stjernholm © ARoS 2026

 

 

 

 

 

 

 

 

Der er naturligvis også plads til børnene i udstillingsmiljøet. Foto: David Stjernholm © ARoS 2026

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ord på museernes rolle i samtiden

Hvis der skal konkluderes på, hvad der er ægte og hvad som er en kopi af homo sapiens, bør man tage et ekstraordinært blik på de figurerer, der optræder i installationens disponering. Hvordan ser en typisk museumsgæst ud i nutiden? Det kan jeg nemt røbe: Der findes i dag ikke en entydig facitliste. Jeg identificerer dog umiddelbart en del kategorier i flokken.

 

Hvor persongalleriet er mangfoldigt, men dog typisk, har Nina Beier udvalgt værkerne på billedsiden ud fra et ganske vist alsidigt sortiment af personer fra gennemgående en periode fra 1600-tallet til og med 1800-tallet. Det er faktisk påfaldende, hvordan portrætterne er gennemført ud fra en arketypisk formel trods det store spænd i epoker.

 

Mens jeg dvæler ved forskellen mellem syntetisk og ægte materialitet, opdager jeg, at den ene halvdel af de to kunstnere, der står bag ”The Populace”, John Miller, og som faktisk er jævnaldrende med signaturen bag denne anmeldelse, i et interview med udstillingens kurator Signe Mark sætter ord på sin oplevelse af kunstmuseerne som institutioner i et historisk perspektiv.

 

Han har naturligvis observeret tingene ændre sig gennem det sidste halve århundrede. Han udtaler følgende: »For det første indgår samtidskunsten i et kontinuum med populærkulturen, så nutidens publikum opfatter den ikke længere som en barriere«. Tesen kan muligvis antydes som almen gyldig, men hvis man har iagttaget udviklingen i det kunstbaserede afsnit af museumsverdenen, har Miller en klokkeklar pointe. Der er sket en oplagt udfyldning af gabet mellem tør kunstformidling og oplevelse.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En ensom udstillingsgæst iagttager portrætter fra et museum i Basel i Schweiz, eller rettere sagt et antal kopier af de faktiske portrætter. Foto: David Stjernholm © ARoS 2026

 

 

 

 

 

 

 

Museet som kulturens forsamlingshus

Den for nylig afdøde, tidligere direktør for Statens Museum for Kunst, Allis Helleland, blev i sin tid stærkt kritiseret for at se nye muligheder for museumsinstitutionerne. I virkeligheden var Helleland blot ”first mover” på området mellem oplevelseskulturen og kunstmuseets efterhånden daværende lettere støvede rolle som en form for uigennemtrængelig fæstning for finkultur.

 

Jeg bliver også her fristet til at nævne ARoS’ tidligere direktør Jens Erik Sørensens greb med i 2006 at udstille Formel 1-racerbiler, hvilket blev kritiseret ganske meget af kunstens puritanere. Udstillingen iscenesat af ingen ringere end Ingvar Cronhammar blev en kæmpe succes, og fik folk, der normalt ikke kunne drømme om at sætte deres ben på et kunstmuseum, til at valfarte til ARoS.

 

Enhver institution bør være foranderlig, og på mange måder kan man nemt frygte, at kunstmuseerne – herunder ARoS – udvikler sig til en form for kulturlivets forsamlingshuse. Personligt er jeg ikke så bekymret, men jeg har naturligvis fokus på, at det kunstfaglige aspekt i et kunstmuseums profil ikke svækkes og ofres på populismens alter.

Relevant udstilling

Tilbage i ARoS’ Niveau 3, som er et stop på vejen ind til kæmpeinstallationen med den efterhånden lidt indviklede titel ”As Seen Below – The Dome, a Skyspace by James Turrell”, der indvies til midsommer i juni måned, spadserer jeg rundt mellem de mange menneskeliggjorte mannequin-figurer, og opdager, at jeg faktisk med ét er alene iblandt dem, da de øvrige gæster til pressevisningen har bevæget sig ud i et tilstødende område, hvor der serveres en let frokost.

 

Her går det op for mig, hvor vanskeligt det kan synes at adskille kopi og original. Jeg er måske blot som modent individ fanget i fælden og tilsvarende forvirret over, hvad der er ægte og syntetisk? Jeg kan ikke konkludere ret meget entydigt, men blot bekræfte, at jeg har oplevet en relevant udstilling, der sætter tanker i gang vedrørende, hvordan vi som individer oplever verden og den mangfoldighed af karakterer, der agerer i den.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Installationsfotoet her viser tydeligt mangfoldigheden af de syntetiske udstillingsgæster på ”The Populace”. Foto: David Stjernholm © ARoS 2026

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

”The Populace”, som er en totalinstallation af danske Nina Beier og amerikanske John Miller, kan ses og opleves på ARoS Aarhus Kunstmuseum, Aros Allé 2, Aarhus, frem til den 29. marts 2027.

 

 

 

 

 

Kunstmuseet ARoS: The Populace – se mere her

 

 

 

 

Kunstmuseet ARoS: The Populace. Coverfoto: Mannequin-figurerne er placeret i udstillingen, så de ofte forekommer i indbyrdes dialog. Foto: David Stjernholm © ARoS 2026

 

 

 

 

 

Kunstmuseet ARoS: The Populace er en anmeldelse af kunstkritiker Lars Svanholm, KULTURINFORMATION. Se mere om Lars Svanholm her. Redaktion: Jesper Hillestrøm