FORCE OF NATURE: Natalia Osipova

Foto: Winstag Production

✮✮✮✮✮✮

' ….. Osipova har et helt usædvanligt alsidigt talent. Hun behersker både den moderne og klassiske stil til perfektion og udfører begge med en dynamik, energi og overbevisning man sjældent ser ….. '

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Det var en af de sjældne gæstespil på Det Kongelige Teaters Gamle Scene, da Natalia Osipova optrådte med sin verdensturné FORCE OF NATURE. Osipova er prima ballerina ved ’The Royal Ballet’ og tilhører eliten af solister i verden. Vi fik et indblik i både klassisk tåspidsdans og moderne balletværker.

Osipova har et helt usædvanligt alsidigt talent. Hun behersker både den moderne og klassiske stil til perfektion og udfører begge med en dynamik, energi og overbevisning man sjældent ser. Hun har danset mere end 170 forskellige roller. Hun formår at få hvert parti til at blive til sit eget og sætter dermed helt sin personlighed ind i karakteren. Hun er på alle måde sin egen og en enestående danser. Med sig på turen medbringer hun nogle af sine bedste dansekolleger og verdens solister.

FØRSTE AKT

La Fille mal gardée

Solister: Natalia Osipova og Patricio Revé. Elever fra ’OlgaMirza Ballet-School’ deltager i forestillingen: Alaia Elizabeth Weicher, Ella Schurizek Antonsen, Laura Sofie Poulsen, Lilli Gudbrandsson, Molly Mortensen, Sasha Madsen, Uma Baumgarten Roepstorff, Vanessa Saaby Schmidt. Koreografi: Frederick Ashton. Musik: Ferdinand Hérold.

’La Fille Mal Gardée’ er faktisk en af verdens ældste balletter, som stadig danses i dag. Den oprindelige version blev skabt ca.1789 i Frankrig. Utroligt at balletten stadig lever. Den mest kendte moderne version er denne koreograferet af Frederick Ashton. I ’Bånddansen’ bruger de otte korpsdansere lange bånd til at danne formationer med. Der var som om starten var lidt tung og der lå en vis anspændthed over solisterne, men den forsvandt hurtigt.

Patricio Revé er en pragtfuld danser. Han rammer slaget punktligt, men han formår at trække bevægelsen ud inden den næste, så det virker som om den bliver forlænget, men ikke forsinket. Det er meget specielt og ekvilibristisk. Natalia Osipova viste særligt i den sidste del af indslaget sit format. Gode linjer og sikre piruetter.

Foto: Winstag Production

Le Corsaire Pas de Deux

Solister: Anna Tsygankova og Giorgi Potskhishvili. Koreografi: Marius Petipa. Musik: Adolphe Adam

Et af de mest berømte galanumre i klassisk ballet. Balletten stammer fra 1800-tallet og bygger løst på et digt af Lord Byron. Historien foregår i et eksotisk fantasieunivers med sørøvere, haremmer, slavemarkeder, flugter, kærlighed og eventyr. Det er en meget dramatisk og spektakulær ballet. Det viser også denne lille Pas de Deux, som er virtuos, romantisk og fyldt med energi. Den blæste salen fuldstændig omkuld. Sjældent har jeg set et så smuk og fuldendt springkraft som hos Giorgi Potskhishvili. Hans højde på springene var formidabel og tempoet i hans ’grand jetés’ ses ikke bedre. Vi så også en solist med en råstyrke i sit partnerarbejde. Den kvindelige solist var bedårende. Hun brillerede med 29 fouetteer. Aftenens bedste nummer.

Damage Skin

En lille moderne vignet. Koreografi: Jason Kittelberger. Solister: Jason Kittelberger og Patricia Torres Diaz.

Kittelbergers koreografi er plastisk og henførende. Som en langsom flydende lavastrøm. Det er et bevægelsesmønster fyldt med modstridende følelser, der smelter sammen til en helhed. Koreografien har en enorm sværhedsgrad og de to solister er utroligt samdansede.

Giselle – Pas de deux, Akt II. Tragisk romantisk ballet

Solister: Natalia Osipova og Giorgi Potskhishvili. Koreografi: Jean Coralli, Jules Perrot. Musik: Adolphe Adam.

Giselle er en af den klassiske ballets mest kendte pas de deuxer. Her Brillerede Osipova med en overjordisk æterisk Giselle. Hun svævede i rummet. Det er som om hun transcendere til den rolle hun indtager. Giselle er her det yndige væsen som ikke kan nås og svæver væk igen. Osipova har et smukt fodarbejde og rene batteringer. Du er aldrig i tvivl om hvilke trin der bliver udført. Det er imponerende.

Isadora

Solist: Natalia Osipova. Koreografi: Kenneth MacMillans. Musik John Tavener.

Selve titlen ’Isadora’ har reference til den legendariske amerikanske Isadora Duncan. Han var vel nærmest den som opfandt den moderne dans omkring år 1900. Hun gjorde oprør mod den klassiske ballet: hun dansede barfodet, brugte løse, græske kjoler og ville have dans til at føles naturlig, fri og menneskelig. Hun iscenesatte sig selv i en slags skulpturel koreografi, så bevægelserne blev’ frosset’. hun var efter datidens etikette ustyrlig. Hun blev kvalt i et af sin lange halstørklæder, der blæste ind i et hjul i en åben Bugatti sportsvogn.

Natalia Osipova fortolker strålende Isadora Duncan i Kenneth MacMillans og man har ikke svært ved at forestille sig, at sådan måtte det lige være at Isadora Duncan har danset.

Foto: Winstag Production

ANDEN AKT

Ashes

Medvirkende: Natalia Osipova, Jason Kittelberger, Franciso Serrano, Patricia Torres Diaz. Koreografi: Jason Kittelberger. Musik: Nigel Kennedy og Kroke Band.

Koreografien til ’Ashes’ er kreeret af Jason Kittelberger og i denne ballet ser vi virkelig han virkelig kan. Oprindeligt blev den skabt som en solo til Natalia Osipova og senere blev det videreudviklet til en duet mellem Osipova og Kittelberger. At den nu er blevet til en ballet for fire personer giver den kun mere tyngde.

Handlingen, om man så kan sige, er ret forståelig. Kort sagt er det et mindre drama der udspiller sig på scenen. Mennesker mødes, sød musik opstår og det er ikke altid at det kan fungere. Vi kommer vidt omkring. Det handler også om afhængighed, det kan være alkohol, som her hvor der hele tiden bliver taget en flaske frem og lagt ned i en skuffe igen, men afhængighed kan jo være mange ting også kærlighed.

Sorg og desperation, med selvmord som en option, er også på tapetet. For til sidst at stå i tilbage med ingenting kun ’asken’ efter alt er smuldret væk. Det er stærke sager og koreografien er fantastisk.

Kittelbergers stil er i en liga for sig. Han formår at få bevægelserne til at smelte sammen. Kroppene bliver en flydende samlet masse. Der er en fysisk styrke i udtrykket. Bevægelserne er store og tydelige. Koreografien til hans balletter lykkes til fulde, fordi han arbejde med et materiale, dansere, der er sjældent gode. Det er en stor fornøjelse at se. Det er moderne ballet når det er bedst.

Musikken understreger ikke alene de specielle spændinger der er i koreografien, men ligger som et stemningstæppe under balletten. Den indeholder bl.a. balkansk og østeuropæisk folkemusik, blandet med sigøjner musikkens intense violin og næsten hypnotiske stemning, der både er sørgmodig, fortættet og dramatisk. En vej til afslutningen.

’Ashes’ var aftenens sidste ballet og måske skulle man have valgt et mere spektakulært bravour nummer til finale. På den anden side viser denne ballet, at danserne favner bredt og kan danse alle stilarter. Det i sig selv er beundringsværdigt. En meget flot og vellykket balletgalla.