**O – OVERGADEN: coyote: Upstairs og STICKY EYES**

to vidt forskellige udstillinger

O – OVERGADEN © coyote Upstairs. Foto David Stjernholm

✮✮✮✮✮

' …. Udstillingerne bevæger sig i hver sin retning, men deler en understrøm af sprækker og tab …..'

– Githa Schultz, KULTURINFORMATION

Det anonyme kunstnerkollektiv coyote (etableret i 2017), bevæger sig i udstillingen Upstairs ud i byen og ud i et opløst rum, hvor samtidskunsten ikke længere er bundet til institutionen, men glider ud i arkiver, myter set med både egne og andres blikke.

I den anden ende står Morten Knudsens soloudstilling STICKY EYES (paintings, collages, drawings and monuments) der tager afsæt i tabet af sønnen Ernst, og arbejder sig ind i sorgens vedholdende kredsløb, et sted hvor erfaring ikke afrundes, men bliver ved med at vende tilbage i nye former.

Morten Knudsen STICKY EYES

I udstillingen STICKY EYES arbejder billedkunstneren Morten Knudsen (f. 1985, DK) med gentagelse, som et sprog for tab, sorg og hukommelse. Værkerne er bygget op af tilbagevendende former og motiver, der hele tiden nærmer sig det samme uden at blive identiske.

Udstillingen åbner med serien E is for Everything, hvor bogstavet E gentages som et centralt motiv. Det er både første bogstav i kunstnerens søns navn, og en reference til det antistof, der er knyttet til hans død.

E’et fremstår udskåret eller tegnet i enkle linjer, næsten som en stille rytme, der fungerer som et vedvarende forsøg på at fastholde det, der glider væk.

Mens Morten fortæller om serien og sine valg, dukker kortfilmstitlen Ernst & Lyset op for mit indre blik, og bliver ved med at snige sig ind i bevidstheden. Den forsvinder igen som fragmenter af noget uafsluttet, ledsaget af en vedvarende erkendelse i Morten Knudsens forløb, som hos andre, der har mistet et barn: at børn altid vil stå som lys i mørket.

I den store sal møder man malerier, der på afstand kan minde om landskaber, men som tæt på opløses i lag af farve og struktur. De peger mod noget mikroskopisk og kropsligt, som celler eller viruslignende former, og understreger kroppens skrøbelighed og uforudsigelighed.

Der opstår i udstillingen en fornemmelse af, at befinde sig i et felt mellem liv og tab, som en grå og samtidig blomsterhavsmættet dag på en kirkegård, hvor tilstedeværelse og forsvinden eksisterer side om side.

Hos Knudsen opstår også en dobbelthed mellem det kliniske, og det sanselige. På den ene side minder de sterile flader og plexiglasagtige strukturer om hospitalets afstand, på den anden side står værkerne i børnehøjde med intense farver og en næsten fysisk tilstedeværelse, hvor farven ikke er dekorativ, men nødvendig.

Samtidig bryder de mere grå og sorte værker igennem som en påmindelse om, hvorfor man overhovedet er her. De bærer en tyngde, der ikke forsøger at skjule sig.

Der er ingen tvivl om, at værkerne udspringer af en dyb sorg, præget af aggression, afmagt og fortvivlelse over tabet af et barn.

Netop i dette udgangspunkt bevæger de sig imidlertid over i noget andet. De fremstår som en form for bearbejdning, hvor sorgen ikke ophæves, men fastholdes og gradvist transformeres gennem billeddannelsen, uden at den dermed forsvinder eller lukkes ned.

O – OVERGADEN STICKY EYES © Morten Knudsen. Foto David Stjernholm

coyote: Upstairs

coyote arbejder i en helt anden retning. Her opløses idéen om den individuelle kunstner, til fordel for noget kollektivt flertydigt, og i konstant bevægelse.

Udstillingen begynder med en enkel handling; en gipsvæg i O – OVERGADEN er fjernet. Dagslys, baggård og rå konstruktion trænger ind, og rummet føles pludselig mindre som hvid kube, og mere som et gennemskåret sted.

Gipspladerne vender tilbage som borde, flader og skulpturelle elementer. Langbordet står centralt som kollektivets urform, et sted for fællesskab, diskussion og konflikt, noget man samles omkring, før man ved hvorfor.

Lyset er lånt fra Hviids Vinstue, og giver rummet en skæv, næsten efterlukket stemning, som om udstillingen fortsætter efter lukketid. Andre lyskilder er støbt af omsmeltede Tuborg flasker, og refererer til bygningens tidligere liv som trykkeri af blandt andet Tuborg etiketter.

coyote bevæger sig gennem København som en levende organisme, der udspiller sig som videoværker. Et endoskopkamera kryber gennem Christian V’s rytterstatue, Vor Frelsers Kirkes spiraltrappe og Korsgade, hvor Allotria-huset engang lå.

Herfra gravede Bz’erne sig ud gennem en tunnel under Korsgade, før politiet stormede bygningen, og efter sigende fandt politiet en seddel med ordene: vi fortæller selv, hvornår vi vil slås.

Billederne flettes med 160 hidtil ukendte fotografier fra et billedarkiv hos Københavns Kommune. Slidte facader og forfaldne byrum glider ind og ud af hinanden, så byen fremstår som noget, der hele tiden omskrives.

coyote kalder det abstrakt dokumentarisme. Et sted mellem arkiv, myte og byvandring, hvor fiktion og virkelighed ikke stabiliseres. Intet samler sig til én fortælling; alt holdes åbent og i bevægelse.

Ved åbningsfesten 22. maj 2026 inviterede coyote til en genopførelse af Annika Erikssons 30 år gamle videoværk Copenhagen Postmen’s Orchestra, hvor musikere af københavnske postbude spillede Portisheads Sour Times.

Det blev et både rørende og melankolsk tilbageblik på en arbejdsstyrke og infrastruktur, der i dag er forsvundet.

Samtidig fungerede værket ikke som et nostalgisk indslag, men som en præcis forlængelse af udstillingens egen logik, hvor det midlertidige også er det, der vender tilbage som spor, erindring og midlertidig genaktivering.

O – OVERGADEN © coyote Upstairs. Foto David Stjernholm

O – OVERGADEN © coyote Upstairs. Foto Githa Schultz

Vurdering

O – OVERGADEN, kunsthallernes frække lillesøster, fremstår stadig som et sted, der insisterer på risiko og en særlig form for ungdommelighed i sin måde, at tænke kunst på.

Siden 1986 har institutionen, i det tidligere trykkeri ved Christianshavns Kanal, fungeret både som springbræt og som et sted, hvor kunstens rammer hele tiden testes og genopfindes.

Herfra udsprang kunstnere som Jens Haaning og Olafur Eliasson, der siden blev centrale navne i det såkaldte nordiske mirakel, hvor nordisk samtidskunst fik international gennemslagskraft gennem værker præget af sociale, demokratiske og relationelle idéer.

Særligt institutionens Open Call-format med 700-800 ansøgere årligt, fastholder en sjælden risikovillighed, hvor eksperimentet vægtes over sikkerhed, og fungerer som motor for nye kunstneriske positioner.

I det lys bliver coyote og Morten Knudsen to meget forskellige, men lige stærke positioner. coyote bevæger sig udad mod opløsning, i sprækker af netværk og fælles fortællinger, mens Knudsen bevæger sig indad mod erindring, tyngde og en erfaring, der ikke kan forceres.

Forskellen mellem dem er netop det, der gør udstillingsrækken interessant. Det ene værk vil væk fra centrum, det andet insisterer på, at blive i det. Alligevel handler begge om, hvordan noget kan holdes åbent uden at miste sin intensitet.

Det, der står tilbage, er en oplevelse af et udstillingssted, der ikke skynder sig at samle trådene, men lader dem blive i bevægelse lidt længere end forventet.

Og måske er det netop her, O – OVERGADEN stadig føles mest levende: rastløst, med en åbenhed der fortsat virker undersøgende.