JUVELER | anmeldelse: Ballet

 

 

 

Det Kongelige Teater, Gamle Scene

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

' …… en juvel af en forestilling …… '

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En glimtende og glitrende aften, hvor musikken bar publikum ind i drømmenes verden, og Den Kongelige Ballet fik publikum til at glemme rusk og regn i det kolde efterår. Juvelerne strålede om kap fra scenen.

 

George Balanchine, 1904-1983, var en koreograf, der revolutionerede den klassiske ballet i 1900-tallet. Han lagde fundamentet for den neoklassiske ballet, ikke alene med sin stil, men med hele tankesættet bag. Stilen moderniserede den traditionelle russiske ballet ved at tilføre en hidtil uset hastighed, energi og et næsten atletisk udtryk. Han satte dansen forrest i symbiose med musikken. De fleste af hans balletter er uden handling. Du skal opleve bevægelserne i samspil med musikken og mellem danserne. Man skal visualisere musikken direkte. Trinene blev formet efter musikkens struktur og rytme. Det er en fortælling i sig selv.

 

JUVELER er tre små selvstændige balletter, der udforsker tre vigtige perioder i Balanchines liv. Ædelstenene bruger Balanchine også til at beskrive tre epoker i dansens historie. Fikst bliver hver enkelt ballet også en beskrivelse af de vigtigste faser i hans eget liv, fra barndommen i Rusland over ungdomsårene i Frankrig frem til hans liv i USA.

 

Balanchine boede det meste af sit voksne liv i New York, og det var her, han fik inspirationen til JUVELER. Historien er, at han spadserede ned ad Fifth Avenue i New York og ofte stoppede op og kiggede på udstillingsvinduerne hos en af gadens mest eksklusive juvelerforretninger, Van Cleef & Arpels. Smykkerne gav inspiration til idéen om en ballet bygget op omkring de tre juveler: smaragder, rubiner og diamanter.

 

Balanchines koreografier kræver et ekstremt højt tempo og hurtigt fodarbejde. Danserne skal kunne dække store områder af scenen på meget kort tid. For at generere den nødvendige kraft til de hurtige bevægelser, trænes danserne i at lave meget dybe knæbøjninger, pliés.

 

Balanchine brød med den traditionelle ballets symmetri og afrundede arme, f.eks. som hos August Bournonville. Han brugte kantede, bøjede og asymmetriske armstillinger. I hans karakteristiske arabesque, hvor det ene ben er løftet og strakt bagud, åbnes hoften mere op mod publikum end i klassisk ballet, hvilket giver en mere strakt, atletisk og langstrakt linje.

 

Hovedet holdes i specifikke vinkler for at skabe et mere levende udtryk. Pirouetter er et kapitel for sig. I traditionel ballet starter en pirouette som regel fra en kontrolleret, lukket position. Balanchine ændrede dette, så danserne ofte tager afsæt til udadvendte pirouetter, en dehors, direkte fra en dyb, åben udfaldsstilling. Jeg kan garantere, at hans teknik og stil er vanskelig at udføre og kræver enorm styrke af danserne. I aftenens balletter ser vi hele spektret af George Balanchine, når han var i koreografisk hopla.

SMARAGDER

Musikken er et yndigt romantisk stykke fra 1800-tallet af Gabriel Fauré. Balanchine har tolket musikken med en poesi, der ikke stopper. Bevægelserne flyder over i hinanden, og når der er små ophold, er det i et tableau, så du fornemmer dem som små stillbilleder. Silvia Selvini og Sebastian Pico Haynes er stilsikre. Også Wilma Giglio og Phillip Katsnelson var præcise, og Carling Talcott-Steenstra, Petra Love og Meirambek Nazargozhayev var formidable i deres pas de trois. De ti korpsdansere supplerede solisterne flot. Du har en fornemmelse af, at danserne svæver.

 

Balanchine havde en helt unik evne til at få de kvindelige solister til at virke ekstremt feminine i en teknik, der kræver styrke som en bryder. Det var lige netop, hvad Wilma Giglio og Silvia Selvini her demonstrerede. Et fint lille smykke. Her er det den lyriske og romantiske franske ballettradition, der er i fokus, og den knytter sig til Balanchines tid med Ballets Russes i Frankrig.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Foto: Tom McKenzie

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

RUBINER

Med 'Rubiner' er vi ovre i en helt anden boldgade med musik af Igor Stravinskij. Det er sprudlende og dynamisk. Holly Dorger og Jón Axel Fransson kan det hele. Her viser de ovenikøbet en boblende side af sig selv. Der er fart over feltet og tankerne ledes hen på den frække og kække jazztid i Amerika. Den klassiske ballet er næsten blevet 'amerikaniseret'. Koreografisk er der blandet sjippebevægelser og løb, og hele tiden er der synkoperede rytmer og bevægelser.

 

Lania Atkins var et vidunderligt supplement til de to solister. Hendes teknik og styrke er formidabel. Hele tiden varierer formationerne, og du ser et nyt billede. Der er musicalstemning over både musik og dans. Det er netop i denne periode, Balanchine dyrker og udvikler sin unikke neoklassiske balletstil.

 

Sjældent har jeg set en så veludført dans på den danske balletscene. Slagene blev ramt spot on. En stor fornøjelse. Tilmed så alle danserne ud til at more sig og gav alt, hvad de havde.

 

 

 

 

 

 

 

 

Foto: Tom McKenzie

 

 

 

 

 

DIAMANTER

Aftenens sidste juvel er et overflødighedshorn af hvide diamanter ledsaget af Tjajkovskijs musik. Ikke alene er den en kærlighedserklæring til den russiske ballettradition, men også en hyldest til ballettens storhedstid. Det var her, Balanchine trådte sine første trin og selv blev uddannet.

 

Her er alt sat på et bræt. Balanchine har brugt, ikke kopieret, Petipa i sin tilgang til balletten. Det ses tydeligt. Det eneste, der ikke er med, er en handling. Emma Riis-Kofoed og Ryan Tomash er i en klasse for sig. De danser sammen, som om de aldrig havde bestilt andet. Der er intet romantisk i deres dans, snarere en respekt, hvor Ryan viser sit sikre partnerarbejde. Han får Emma Riis-Kofoed til at se ud, som om han ikke er der. Hun virker overjordisk. Meget elegant. Heldigvis får vi også en storslået solo fra Ryan.

 

Tjajkovskijs musik understøtter den pompøse storhed, der er over balletten. Alle de traditionelle linjer og formationer er med. Her er forskellen bare, at der ind imellem bliver danset i kanon og ikke unisont. Der er mere end tredive dansere på scenen. De glider ind og ud, og det ser ud, som om der er dobbelt så mange. Det er også en anden koreografisk finte, Balanchine kan. Han lader dansere komme ind på scenen i forskellige antal og supplere hinanden, så det flyder sammen til en helhed. Det mangfoldiggør det visuelle indtryk af dansere.

 

Til sidst lader Balanchine danserne folde sig ud i en polonæse efter bedste russiske ballettradition. Meget festligt.

 

Alt i alt en underholdende, varieret og smuk balletaften. En juvel af en forestilling.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Foto: Tom McKenzie

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Smaragder. Koreografi: George Balanchine. Musik: Gabriel Fauré, uddrag af 'Shylock', 1889, og 'Pelléas et Mélisande', 1898. Kostumer: Karinska. Lysdesign: Thomas Bek Jensen. Iscenesættelse: Colleen Neary og Jared Angle. Dirigent: Damian Lorio. Orkester: Det Kongelige Kapel. Første pas de deux: Silvia Selvini og Sebastian Pico Haynes. Anden pas de deux: Wilma Giglio og Phillip Katsnelson. Pas de trois: Carling Talcott-Steenstra, Petra Love og Meirambek Nazargozhayev. Corps de ballet. Premiere: 13. april 1967 med New York City Ballet på New York State Theatre, New York.

 

Rubiner. Koreografi: George Balanchine. Musik: Igor Stravinskij, 'Capriccio for klaver og orkester', 1928-29. Kostumer: Karinska. Lysdesign: Thomas Bek Jensen. Iscenesættelse: Colleen Neary og Nikolaj Hübbe. Assisteret af Rose Gad. Pianist: Kelly Lenahan. Dirigent: Damian Lorio. Orkester: Det Kongelige Kapel. Pas de deux: Holly Dorger og Jón Axel Fransson. Solo: Lania Atkins. Corps de ballet. Første opførelse: 13. april 1967 med New York City Ballet på New York State Theatre, New York.

 

Diamanter. Koreografi: George Balanchine. Musik: Pjotr Tjajkovskij, anden, tredje, fjerde og femte sats af Symfoni nr. 3 i D-dur, opus 29, 1875. Kostumer: Karinska. Lysdesign: Thomas Bek Jensen. Iscenesættelse: Suzanne Farrell og Colleen Neary, assisteret af Amy Watson, Claire Still og James Clark. Dirigent: Damian Lorio. Orkester: Det Kongelige Kapel. Pas de deux: Emma Riis-Kofoed og Ryan Tomash. Fire solistdamer: Emma Mckenzie, Daniela De Pompeis, Isabella Walsh og Joscelyn Dolson. Fire solistherrer: Sylvester Jønson, Joseph Aumeer, Schonan Greve og Mathieu Rouaux. Corps de ballet. Første opførelse: 13. april 1967 med New York City Ballet på New York State Theatre, New York.

 

 

Opføres på Det Kongelige Teater, Gamle Scene, med tre forskellige hold på udvalgte spilledage.

 

 

 

JUVELER | anmeldelse: Ballet – besøg Det Kongelige Teater

 

 

 

 

LÆS OGSÅ:

 

BALLET: RAYMONDA – Den Kongelige Ballet

 

DEN KONGELIGE BALLET: Koreorama

 

Urpremiere: THE ART OF THE FUGUE

 

DET KONGELIGE TEATER: GOTTA DANCE!

 

anmeldelse | balletkritiker, Louise Frevert: Verdensballetten 2026

 

 

 

 

 

 

 

 

 

JUVELER | anmeldelse: Ballet er skrevet af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm

 

 

 

 

JUVELER — Den Kongelige Ballet, Det Kongelige Teater — English Abstract

 

George Balanchine's celebrated triptych ballet Jewels receives a sparkling production from the Royal Danish Ballet at Det Kongelige Teater's Gamle Scene, Copenhagen. Three self-contained works — Emeralds (Fauré), Rubies (Stravinsky) and Diamonds (Tchaikovsky) — trace Balanchine's artistic biography from his Parisian formation with Ballets Russes through his American years to a grand homage to the Russian ballet tradition of his childhood. Emma Riis-Kofoed and Ryan Tomash are outstanding in Diamonds; Holly Dorger and Jón Axel Fransson bring irresistible jazz energy to Rubies. Reviewed by Louise Frevert for KULTURINFORMATION.