anmeldelse | balletkritiker, Louise Frevert: Verdensballetten 2026
Den nittende sæson
Foto: Verdensballetten
✮✮✮✮✮
' …… et godt produkt med superprofessionelle solister med et tårnhøjt niveau ….
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Det er en herlig tilbagevendende tradition at hilse Verdensballetten velkommen. I år er det den nittende sæson. Det er de kunstneriske ledere Steven McRae og Jens-Christian Wandt, der står for programmet — eller man skal hellere sige de to programmer. Turneen med Verdensballetten er delt op i to forskellige ture med i alt 13 forskellige destinationer. Det er ikke helt de samme solister på begge turneer, men de er nogle af de bedste inden for deres genrer.
I år var premieren i Det Kgl. Haveselskabs Have, som danner et pragtfuldt, naturskønt grønt bagtæppe for arrangementet. Det er en alsidig sammensætning af musiske former, vi hører igennem aftenen. Der er simpelthen noget for enhver smag, og du bliver underholdt til fulde.
Åbningen og Tornerose
Jens-Christian indledte stemningsfuldt med "I de lyse nætter". Musik: Mogens Schrader, tekst: Dagmar Schrader. Derefter var der en kort entré med alle syv dansere, før det gik løs med Rosenadagioen fra Tornerose. Musik af Peter Tjajkovskij, koreografi efter den legendariske Petipa. Det er en temmelig balancekrævende adagio, hvor ballerinaen skal beherske en eminent balance, mens fire herrer elegant fører hende gennem nummeret. Her demonstrerede Yasmin Naghdi sin tekniske formåen.
Foto: Verdensballetten
Sopran Lydia Hoen Tjore
Den bedårende norske sopran Lydia Hoen Tjore beærede endnu engang Verdensballetten med sin medvirken og henrivende, sprøde og klare stemme. I første akt sang hun Michaelas arie fra operaen Carmen — "Je dis que rien ne m'épouvante", musik: Georges Bizet. I anden akt fik vi en spændende arie fra operaen La Wally, "Ebben? Ne andrò lontana".
Den grimme ælling — ny ballet af Kim Brandstrup
Den danske koreograf Kim Brandstrup har skabt en ny ballet til Verdensballetten 2026. Den handler vel egentlig om at finde sig selv og dermed sin plads i livet, inspireret af H.C. Andersens eventyr "Den grimme ælling". Fint danset af Sangeun Lee, der bryder ud af ægget og bliver større. Hun både ser og hører svanerne og vokser med dem. Balletten har et komplekst og vanskeligt bevægelsesmønster. Musik: Katrine Grarup Elbo. Bevægelserne er sigende og stærke.
Alexander McKenzie på klaver og Andreas Bernitt på violin præsenterede et yndigt lille intermezzo, "Vocalise", komponeret af Sergei Rachmaninov. Intenst og bevægende.
Foto: Verdensballetten
Hamlet i tre personligheder
Solodanser Astrid Elbo har i de senere år skabt koreografi til adskillige værker og har i år kreeret "An Envious Silver — Hamlet undone". Måske en lille splint, en flig der kan skabe misundelse og starte tragedien. Gareth Haw, Nicol Edmonds og Harris Beattie danser Hamlet i en slags tre personligheder, hvor Hamlet er i tæt dialog med sig selv. Astrid har altid været fascineret af Hamlet og hans kompleksitet og har i denne ballet vist sider af ham, som er i en indre dialog. Kvinderne får ikke megen plads, så udgangspunktet er Gertruds monolog i balletten. Lidt dyster, men sigende fortællestil, og du bliver fanget ind i dansen. Musik af den tyske komponist Sophia Jani. Elbo er en af de unge, lovende koreografer.
Første akt sluttede med pas de deux'en, adagioen, fra Nøddeknækkeren. Musik: Peter Tjajkovskij, og igen koreografi efter den legendariske Petipa. Lige denne sekvens kan få selv den mest inkarnerede balletskeptiker til at overgive sig. Musikken er fortærende skøn, og Anna Rose O'Sullivan og Steven McRae var brillante.
Anden akt — Journey og Slingerland
"It Ain't Necessarily So/Cautiv", komponeret af Andreas Bernitt. Dramatisk og ikke mindst betagende. Igen lidt musik til at puste ud på.
I næste nummer kommer vi på en rejse ind i moderskabet med balletten "Journey". Koreografi: Steven McRae, musik: Johann Sebastian Bach. Temaet er fantastisk, og det at blive forældre er en berigelse, men i denne ballet blev hele temaet ligesom uforløst. Koreografien var heller ikke nytænkende. Absolut ikke en dårlig ballet, men der var ikke rigtig "motherpower" i den. Det skal siges, at Yasmin Naghdi og Nicol Edmonds er suverænt dygtige.
Anderledes var det i koreografen William Forsythes ballet "Slingerland" med musik af Gavin Bryars. Balletten er oprindeligt fra 1989 og kunne lige så godt være koreograferet i dag. Et ekspressivt billedsprog med geometriske figurer og lange linjer, vidunderligt og ekvilibristisk udført af Sangeun Lee og Gareth Haw.
Foto: Verdensballetten
An American in Paris og Steven McRaes tapdancing
En anden international koreograf er Christopher Wheeldon, som vi så i aftenens forestilling med "An American in Paris". Musik: George Gershwin. Her danset i en kærlighedens pas de deux af Anna Rose O'Sullivan og Harris Beattie, i sorte kostumer med rød kontrast i skørtet og på bælterne. Autentisk og simpelthen så heftigt danset, at du ligefrem kunne se gnisterne mellem danserne.
Vi nærmede os slutningen, men inden da kom Steven McRae på scenen i en Czardas og viste atter en gang sine evner inden for tapdancing. Det er godt nok vildt, at man kan slå så mange ekstra slag med beslagene, samtidig med at der bliver drejet tre og fire piruetter. Storartet. Musik: Vittorio Monti.
Og derefter blev der sunget på livet løs af Lydia Hoen Tjore og Jens-Christian Wandt. "Tanzen möcht ich" — og det var hvad publikum gjorde på vej ud, på trods af stormen.
KULTURINFORMATIONs garvede teateranmelder, Valdemar på 14 år, var underholdt. Specielt syntes han, at alle de mange stilarter var afvekslende, og det vil jeg give ham helt ret i. Forestillingen rammer et bredt publikum, også aldersmæssigt, og det er meget positivt. Den vil passe fint til en familietur.
Verdensballetten er et godt produkt med superprofessionelle solister med et tårnhøjt niveau, og vi glæder os til jubilæumssæsonen som nummer 20 i 2027.
Foto: Verdensballetten
Medvirkende
I aftenens forestilling medvirkede: Solisterne: Steven McRae, Yasmin Naghdi, Gareth Haw, Nicol Edmonds, Harris Beattie, Anna Rose O'Sullivan, Sangeun Lee. Sopran: Lydia Hoen Tjore. Sanger og konferencier: Jens-Christian Wandt. Musikere: Klaver — Alexander McKenzie. Violinister — Andreas Bernitt, Niklas Wallentin.
Spillesteder for Verdensballetten 2026
7. juli 2026, Det Kgl. Haveselskabs Have, Frederiksberg. 8. juli 2026, Sølyst, Klampenborg. 9. juli 2026, Sylt, Tyskland. 10. juli 2026, Møllerup Gods. 12. juli 2026, Den Tilsandede Kirke, Skagen. 1. august 2026, Trelleborg. 2. august 2026, Fjordenhus, Vejle. 3. august 2026, Great Northern, Kerteminde. 4. august 2026, Christianssæde Slot, Lolland. 5. august 2026, Dyvig Badehotel. 6. august 2026, Rønnebæksholm, Næstved. 28. august 2026, Museum Rietberg, Zürich. 30. august 2026, Pully, Lausanne.
anmeldelse | balletkritiker, Louise Frevert: Verdensballetten 2026 – se mere her
anmeldelse | balletkritiker, Louise Frevert: Verdensballetten 2026 er frembragt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm
anmeldelse | balletkritiker, Louise Frevert: Verdensballetten 2026 – English Abstract:
Louise Frevert’s review of Verdensballetten 2026 celebrates the 19th season of this world-class ballet ensemble, led by artistic directors Steven McRae and Jens-Christian Wandt. The tour features two distinct programs across 13 venues, showcasing an eclectic mix of classical and contemporary works. Highlights include excerpts from The Sleeping Beauty and The Nutcracker, alongside new choreography like Kim Brandstrup’s The Ugly Duckling and Astrid Elbo’s Hamlet-inspired piece. Standout performances by solists such as Yasmin Naghdi, Gareth Haw, and Anna Rose O’Sullivan demonstrate technical brilliance and emotional depth. Soprano Lydia Hoen Tjore and musicians like Andreas Bernitt add vocal and instrumental richness. The evening blends tradition and innovation, appealing to a broad audience, from seasoned ballet enthusiasts to families. Frevert praises the production’s high artistic level and its ability to captivate, concluding that Verdensballetten remains a must-see cultural experience as it approaches its 20th anniversary in 2027.