anmeldelse | roman: Om onsdagen danser vi

 

 

 

 

 

Feelgood roman

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

' …… du bliver ført gennem teksten med et dynamisk og livligt sprog ….. '

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne lille roman er intet mindre end en perle. Fra første side er man engageret. Ikke fordi du sidder og skal være med til at opklare, hvem der dræbte den rige unge fyr, eller løse århundredets mysterium, men fordi du er med på en livsbekræftende rejse.

 

Julia er en yngre fransk kvinde på 32 år og uddannet psykolog. Hun og kæresten er gået fra hinanden, og Julia er flyttet ind hos en barndomsveninde i Paris. Det lyder frygteligt banalt indtil nu, men så er der sceneskift.

Et vikariat på et plejehjem i Biarritz

Julia arbejder på en skønhedsklinik og superviserer klienter inden skønhedsoperationer. Luftforandring på alle fronter vil være tiltrængt, så hun kigger jobannoncer. Julia får øje på et ledigt vikariat på et plejehjem i byen Biarritz i det sydvestlige Frankrig. Hun ser det som en kærkommen anledning til at komme væk og prøve noget nyt.

 

Julia har aldrig arbejdet med ældre mennesker, og hun kan ikke helt gøre op med sig selv, om det er det rigtige for hende. Fra den første dag opdager hun, at denne flok ældre mennesker ikke på nogen måde er, som hun havde forestillet sig. For hvordan havde hun egentlig troet, at dette ville være? Og hvad kunne hun forvente af gamle mennesker?

Sorg over faderen og vrede mod kæresten

En af grundene til, at Julia og kæresten gik fra hinanden, var, at han ikke tog med til hendes fars begravelse. Hun var rasende, og de følelser kan hun ikke slippe. Hendes sorg over faderen er afgrundsdyb.

 

Julia er nu konfronteret med disse menneskers hverdag og ikke mindst deres skæbner. Hun har ugentlige samtaler med hver enkelt. Det varer ikke længe, før det går op for hende, at inde bag de lidt affældige hylstre gemmer sig mennesker, som ikke er en dag ældre i deres sind end hende selv.

Familiære samtaler og selvbedrag

Som månederne går, skifter billedet, og Julia oplever samtalerne med plejehjemmets beboere mere som familiære samtaler end som møder mellem patient og psykolog. Julia har ikke kunnet fortælle sin mor, hvor hun bor, eller at hun har skiftet job. Hun har vendt sin vrede og sorg mod sig selv, så hun har løjet både over for søsteren og moren. Er det en løgn eller et selvbedrag? Vi kommer vidt omkring i denne lille, livskloge roman. Den er smækfyldt med humor og et nuanceret syn på alderdommen.

 

Selvfølgelig ville det ikke være nogen sag at blive gammel på den elegante, festlige og ikke mindst friske måde, disse kære mennesker ældes på, men det er jo langt fra virkeligheden. Det, der ikke er så fjernt, er den indstilling, forfatteren har udstyret plejehjemsbeboerne med. Generelt er de positive og får det bedste ud af de sidste år på trods af dårlige odds.

 

Vi kommer tæt på familiefejder og almindelig utilfredshed, men som helhed er alle fremstillet, som vi gerne selv vil være, hvis vi får lov til at blive gamle nok og stadig have det i behold, der gør tilværelsen udholdelig.

Aldersgrænserne udviskes

Julia får pludselig øjnene op for, at aldersgrænserne bliver udvisket, og at hun er i stand til at bekæmpe sin egen angst for at knytte sig til andre. Hendes kolleger får hende med i et fællesskab uden forbehold. Deres forhold til beboerne er varmt og emotionelt.

 

Det, der er så fint ved denne roman, er den glæde, man oplever på hver side, selvom romanen samtidig er noget af det mest rørende. Det kunne lyde som en gang romantisk pladder, men det kan jeg garantere for, at det ikke er. Tværtimod. Du får ustandseligt en klump i halsen, for de følelser, som beskrives, er så genkendelige, uanset alder.

Vær tro mod dig selv

Julia vil ikke give sine følelser frit løb, og sådan er der desværre mange mennesker, der har det. Man skal bare vide, at på et tidspunkt er der ikke mere tid til at fortryde eller tænke tingene igennem, så hvorfor udsætte eller være forbeholden? Den fornemmeste opgave i ens liv må være at være tro mod sig selv og ikke lefle for andres ønsker eller behov.

 

Ja, vi kommer langt omkring i "Om onsdagen danser vi". Det er en fantastisk bog, som er meget anderledes, end jeg havde forestillet mig, og ovenikøbet en bog, jeg blev begejstret for. Vi bliver konfronteret med livets afslutning uden omsvøb, men på intet tidspunkt bliver det omklamrende eller for meget. Forfatteren er en fnuglet linedanser, der ikke på noget tidspunkt mister balancen. Hun kommer sikkert i mål på den anden side.

En sofistikeret omgangstone

En lille fin detalje er personernes omgangstone. Igennem hele romanen titulerer de hinanden med "De". Det løfter stemningen op på et næsten sofistikeret niveau, uden at det bliver distancerende. Personerne kommer meget tæt på hinanden, men ved deres omgangstone bliver deres samtaler ikke forfladiget — de bliver tværtimod endnu tættere. Den gensidige respekt bliver tydelig.

 

Det er en enestående oversættelse. Jeg har ikke læst den på originalsproget, men jeg kan ikke tro, at den har mistet noget undervejs. Du bliver ført gennem teksten med et dynamisk og livligt sprog.

 

Det er en bog, der bliver hos én efter sidste side. Ikke fordi den råber højt, men fordi den stille og roligt minder os om noget væsentligt: at livet stadig er levende, selv når det nærmer sig sin afslutning. Og måske især dér.

Om forfatteren Virginie Grimaldi

Virginie Grimaldi er født i 1977 i Bordeaux i Frankrig, hvor hun stadig bor. Hun debuterede som romanforfatter i 2015 og har siden udgivet ni romaner. Grimaldi er en af Frankrigs mest læste forfattere, og hendes romaner er oversat til mere end 20 sprog.

 

 

 

"Om onsdagen danser vi". Forfatter: Virginie Grimaldi. Feelgood roman. Oversættelse: Agnete Dorph Stjernfelt. Udgivet på forlaget Alpha.

 

 

 

 

anmeldelse | roman: Om onsdagen danser vi – se mere her

 

 

 

 

 

 

anmeldelse | roman: Om onsdagen danser vi er skrevet af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm