TEATERMASKINEN | anmeldelse: Det Kongelige Teater

Skuespilhuset

✮✮✮✮✮

' …. Scenerne står hver for sig, men tilsammen tegner de et billede af teatrets mange ansigter ….. '

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Det er teater, når det er skåret helt ind til benet. Ingen smarte kostumer, der flytter fokus, og ingen unødvendige kulisser. Kort sagt bliver vi præsenteret for det rå håndværk. Skuespillerne står næsten 'nøgne' på scenen, og vi fornemmer nerven hos hver enkelt. Det er stærkt, afslørende og vildt udfordrende. Jeg ved næsten ikke, om det er mest udfordrende for skuespillerne eller publikum. Vi er i hvert fald tæt på. På alle måder.

En odyssé gennem teaterhistorien

Vi bliver taget med på en odyssé gennem omkring 2.500 års teaterkunst. Forestillingen er en collage af dramatiske højdepunkter, og det gælder om at holde tungen lige i munden. Vi springer fra det ene århundrede til det andet. De gamle grækere, blandt andre Aischylos og Euripides, bliver kastet ud over scenekanten, som var det den naturligste ting i verden. Siden følger blandt andre Shakespeare, Molière, Strindberg og Lars Norén. Også Staffan Valdemar Holms egne tekster har fået plads.

Stina Ekblad indleder med at tale om istid, isskorper, jægerstenalder og mammutter. Hun er blændende gennem hele forestillingen. Den ellers så kontrollerede skuespiller viser sig også at kunne slå sig løs med dans og dyriske bevægelser. Hun bliver afbrudt af Karen-Lise Mynster, som mener, at der kun er én mulighed: Vi må begynde med de gamle grækere. Og så går det ellers over stok og sten.

Et hektisk tempo

Tempoet er næsten hektisk. Vi skal igennem mere end 2.000 års teaterhistorie på små tre timer. Forestillingen er bygget op som en film med hurtige klip fra den ene tid til den næste. Mellem scenerne dukker små, finurlige tekster op, og indimellem sænkes et lærred ned fra loftet. Her giver forskellige instruktører deres bud på, hvad skuespilkunst er. Med få velvalgte ord får vi et glimt af, hvad teatret kan som kunstform, og hvad der sker, når kunsten kommer til kort.

De mange indslag giver indimellem fornemmelsen af at sidde til en revy. Scenerne står hver for sig, men tilsammen tegner de et billede af teatrets mange ansigter. Det ene øjeblik er vi midt i en tragedie, hvor ordene falder tungt. Det næste bliver vi overrasket af noget så morsomt, at hele stemningen i salen skifter. Det lykkes på forunderlig vis.

Man kan ikke nå at lære alle figurerne grundigt at kende, før forestillingen er videre. Men det er heller ikke nødvendigt. Vi ser, hvor lidt der skal til, før et nyt menneske træder frem på scenen: en ændring i stemmen, en anden holdning eller et blik, der pludselig får en ny betydning. Her må publikum selv være med til at skabe rummet og forestille sig alt det, som ikke står på scenen.

Forvandlingskugler

Skuespillerne er intet mindre end brillante. Vi ser med egne øjne, hvordan de skifter fra den ene karakter til den anden. Som seks forvandlingskugler ændrer de hele tiden farve og form. Nicolas Bro viser sit format, hvad enten han er naiv ungersvend, stoisk konge eller råbende moster. Han kaster sig ind i figurerne med en energi, der får selv de hurtigste skift til at se lette ud.

Olaf Johannessen er vanvittig morsom som butleren James i 90-års fødselsdagen. Jo mere beruset James bliver, desto mere præcist styrer Johannessen sin komik. Samtidig viser han, at han mestrer både det klassiske og det komiske repertoire. Det er netop spændet mellem de to, der gør det så fornøjeligt at følge ham gennem forestillingen.

Tina Gylling Mortensen viser også nye sider af sig selv. Hun er vidunderlig som den nye dramapædagog, der pådutter sine elever stadig mere vanvittige idéer og får alting vendt på hovedet. Man ler, men latteren får efterhånden en ubehagelig kant. Hun viser, hvordan en underviser kan manipulere med andre, og hvor farlige ord kan blive i den forkerte mund. Figuren stammer fra Staffan Valdemar Holms Den nye dramapædagog fra Månen og de andre planeter.

De klassiske uddrag

Jens Albinus og Karen-Lise Mynster spiller et uddrag med Macbeth og Lady Macbeth. Her bliver tempoet et andet, og ordene får lov til at fylde. Det er klassisk teater, når det er bedst. Stina Ekblad træder også stærkt frem i uddraget fra Aischylos' Agamemnon, hvor vi møder Kassandra, Klytaimnestra og Agamemnon. I Euripides' Bacchanterne møder vi blandt andre Budbringeren, Jens Albinus. Det er blot nogle få eksempler fra forestillingens indholdsrige program.

Karen-Lise Mynster er med til at holde sammen på de mange spring i teksterne. Hun kan med få ord sætte en scene i gang og et øjeblik senere give plads til en helt anden stemning. Jens Albinus har samme sikre greb om de klassiske tekster. Hos begge mærker man, at de ikke behøver store armbevægelser for at få ordene ud over scenekanten.

Et 40-årigt samarbejde

Instruktøren Staffan Valdemar Holm, (f.1958), og scenografen Bente Lykke Møller, (f.1956), har haft et kreativt og sammentømret samarbejde i 40 år. De har sat mere end 100 forestillinger op i en stor del af verden. Vi bliver præsenteret for et bredt udpluk af deres alsidige repertoire i Teatermaskinen. For instruktøren har det været vigtigt at udbrede essensen i teatrets kerne og den er for ham ordet, og formidle det i et tomt rum. Det er stensikkert, at det ikke havde kunnet lade sig gøre med mange andre skuespillere end dem vi møder her.

Teatermaskinen er annonceret som Holm og Møllers afskedsforestilling, men lad os nu se, om de kan lade være med at sætte nye stykker op.

Der bruges uddrag fra følgende tekster: Staffan Valdemar Holm, Månen og de andre planeter (2022), Ural (2025). William Shakespeare: Stormen (1611), Macbeth (1606), Kong Lear (1604-5), Hamlet (1600-01). Aischylos: Agamemnon (458 fvt.), oversat af Ellen A. Madsen og Erik H. Madsen, Hans Reitzels forlag 1980. Euripides: Bacchanterne (ca. 405 fvt.), oversat af Henrik Haarløv, Gyldendal 1985. Lars Norén: Natten er dagens mor (1982), Lars Natten Norén AB. Peter Brook: Det tomme rum (1968), oversat af Jens Juhl Jensen, Munksgaards forlag 1988. Antonin Artaud: Det dobbelte teater (1938), oversat af Klaus Hoffmeyer, Forlaget Arena 1967. August Strindberg: Frøken Julie (1888). Lauri Wylie: Dinner for One / 90 års fødselsdagen (1920'erne). Molière: Scapins rævestreger (1671), oversat af Christian Ludvigsen nyttig TV-Teatret 1979. Friedrich Schiller: Teatret betragtet som en moralsk institution (1784), oversat af Peter Møller 2022. Selma Lagerlöf: Gösta Berlings saga (1891). Anton Tjekhov: Tre Søstre (1901). Denis Diderot (1713-84): Dialog om skuespilkunsten, udkom posthumt i 1830, på dansk i 1949.

Medvirkende: Jens Albinus, Nicolas Bro, Stina Ekblad, Olaf Johannessen, Tina Gylling Mortensen, Karen-Lise Mynster. Iscenesættelse: Staffan Valdemar Holm. Scenografi- og kostumekoncept: Bente Lykke Møller. Lysdesign: Egil Barcley Høgenni Hansen. Lyddesign: Rasmus Kreiner. Manuskript: Staffan Valdemar Holm og Benedikte Hammershøy Nielsen. Oversættelse af det meste: Niels Brunse. Teatermaskinen af Staffan Valdemar Holm med tekster af Aischylos, Euripides, Shakespeare, Norén, Strindberg, Molière, Brook, Schiller, Artaud, Wylie, Lagerlöf, Tjekhov, Diderot.

Teatermaskinen opføres på Skuespilhusets Store Scene. Det Kongelige Teater.

TEATERMASKINEN | anmeldelse: Det Kongelige Teater – besøg teatret

LÆS OGSÅ:

DET KONGELIGE TEATER: Rødderne i hjørnehuset

DET KONGELIGE TEATER: Papageno og Papagena

DET KONGELIGE TEATER: Den fantastiske bus

DET KONGELIGE TEATER: UNDER DYBET

TEATERMASKINEN | anmeldelse: Det Kongelige Teater er skrevet af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm