**KunstCentret Silkeborg Bad | anmeldelse: TIDMULDSTJERNE**

Undergang i overjordiske versioner

Et udsnit af Nanna Gro Henningsens tableau med titlen ”Brutalized Botany”. Foto: Lars Svanholm

✮✮✮✮✮

' …. Otte samtidskunstnere kommenterer hver især visuelt på klimakrisen, og spørgsmålet kan lyde: Kan man skildre temaet på en smuk måde? Det kan man tilsyneladende ….. '

– Lars Svanholm, KULTURINFORMATION

Det var en forbløffende iagttagelse, der ramte mig som beskuer, da jeg ved åbningen stiftede bekendtskab med udstillingen TID*MULD*STJERNE på KunstCentret Silkeborg Bad. Min sans for perception udfordrer mig ret omgående i mødet med værkerne, som er udviklet individuelt af otte vidt forskellige kunstnere.

Udstillingen åbnede i sommer; men nu er det efterhånden blevet sensommer eller måske oven i købet, i læsende stund, efterår, og jeg har taget et nyt og forhåbentligt kvalificeret blik på udstillingen, som kommenterer på klodens langsomme forfald; men for det meste tematisk afkodet i stærkt æstetiske kategorier.

Stærkt konceptuelt afsæt

Forfald oplever man i en bogstavelig form, da man ved indgangen til flere af udstillingssalene træder på værker, der illustrerer insekter og fugle, der er ved at forsvinde fra jordens overflade. Er det meningen, at man skal stolpe rundt på kunstværkerne? Ja, det er klart hensigten, da værkernes flygtighed symboliserer netop truede arter i naturen.

Konceptet af Karen Gabel Madsen er efter min mening det, der mest autoritært beskriver, hvad der er på færde uden mellemled og komplicerede forklaringer.

Her insinuerer jeg sikkert udstillingens ganske stærkt idébaserede afsæt. I en del af installationerne skæres tingene tydeligt ud i hård masonit og i andre ligger det grundlæggende tema som en understrøm. Formlerne afsløres ganske vist i det lille katalog, der ledsager udstillingen; men det er blevet borte på anmelderens kontor, så jeg må gribe og gøre – udelukkende – i det sete, hvilket jeg ser som en umiddelbar fordel.

Således kan man som iagttager se værkerne på disses betingelser, men hvor det er nødvendigt at få en indføring i, hvad, som bør betragtes som klodens kamp mod mennesket, bliver dette gjort i det omfang, som de udstillende kunstnere har fundet det plausibelt.

Vicky Steptoe: ”Et bord” (udsnit) 2022-2026. Foto: Lars Svanholm

Henriette C. Hansens værk med titlen ”Arupidopis (Revisit Santa Maria)” med en stor organisk skulptur som centralt tema. Foto: Lars Svanholm

Skrøbelighed til at tage og smage på

Ifølge KunstCentret Silkeborg Bad ønsker billedkunstnerne bag udstillingen, »at bidrage med en ny sansning af verden med udgangspunkt i en lighed mellem og respekt for alt levende på planeten«. Det er det faktisk muligt at gøre med klare og enkelt aflæselige midler. I en kombination mellem video og skulptur med den fælles titel ”Jord” skaber Pernelle Maegaard et smukt rum, hvor vekslingen mellem digital virkelighed og analog skulptur går glimrende i overensstemmelse.

I en konvergens mellem det intime, det digitale og tilbage til en analog verdensorden har Vicky Steptoe givet næring til livssynet om, at demokratiet fungerer ”som en sart blomst”. Herved bekræftes det, at folkestyret i den version, som det fungerer i vores verden, er under et voldsomt pres. I en videoproduktion ses kunstneren (formoder jeg) i gang med at fortære en smuk blomst. Skrøbeligheden er her til at tage og smage på.

Der ligger en undertone af noget stærkt rituelt i Nina Maria Kleivans stærke installation ”Your Tears, My Tears”, som består af bannere med en tornado af tekster, som man kan gå på opdagelse i; men værkets overordnede symmetriske logik rammer i sig selv præcist, og så må ordene komme i anden række.

Det bliver ikke mindre symbolsk i Nanna Gro Henningsens tableau med titlen ”Brutalized Botany”, der rummer en bunke objekter, der kan tolkes ud fra et frit perspektiv indtil man får øje på et skærmmøbel, der med tekst går i samklang med globusser, reb, trækasser og møbler som et udkomme af dommedag. Den omtalte tekst refererer til Storbritannien som kolonalmagt i 17- og 1800-tallet. Nutid og historie mødes her i et fængende rum.

I samme miljø møder man endnu et værk, det todelte maleri ”Perspektiv” af Karen Gabel Madsen, der således nu har fundet plads på væggene, og et andet, meget stort maleri med titlen ”Forbrug” af samme kunstner har jeg allerede passeret i udstillingens labyrintiske forløb. Maleriet er stort og desværre placeret, så det er umuligt at komme på afstand af; men til gengæld åbenbares detaljerne glimrende tæt på i det gådefulde værk, som måler 205 x 305 cm.

I en kombination mellem video og skulptur med den fælles titel ”Jord” skaber Pernelle Maegaard et smukt rum. Her eksemplificeret i en gruppe af skulpturer. Foto: Lars Svanholm

I en serie smukke sort-hvide fotografier af Jeanette Land Schou fungerer forgængelige genstande som en form for readymades. Foto: Jeanette Land Schou

Maleriet ”Forbrug” af Karen Gabel Madsen er stort. Det gådefulde værk måler 205 x 305 cm. Foto: Karen Babel Madsen

Dystert og livgivende rum

Jeg springer hurtigt over Henriette C. Hansens værk med titlen ”Arupidopis (Revisit Santa Maria)” med en stor organisk skulptur som centralt tema. Min indre intuitive nysgerrighed tvinger mig ind i Nina Maria Kleivans stærke installation ”Uddød er for altid”, som i et mørkt rum åbenbarer mere end 100 mindre skulpturer, der hver især rummer en form, man kan analysere på i tæt relation til værkets titel.

Med ét bliver alt langt mere håndgribeligt, da man som gæst befinder sig i Bodil Brems’ cafémiljø, der dog rummer referencer til det indre eller det ydre rum. Hvad skal vi stille op, når verden stopper med at eksistere? Vi kan opsøge Café Oblivion, og her studere den udvendige del af caféen i kraft af en serie livagtigt kreerede malerier. Rummet er dystert og livgivende på samme tid, og er det ikke meningen med en café? Jeg spørger blot!

Efter, at man har studeret og undersøgt vores planets potentielle undergang blandt andet i kraft af Jeanette Land Schous pædagogiske opslag over Jordens formodede alder ledsaget af en håndgribelig fortælling om Amager Fælled og de miljømæssige forbrydelser, der i det store perspektiv for ganske nylig har fundet sted der, giver det faktisk mening, at det hele suppleres med mere eller mindre anløbne genstande minutiøst placeret i enkle glasmontrer i harmoni med en serie sort-hvide fotografier af samme kunstner.

Her fungerer de forgængelige genstande dog som en form for readymades; men det gør dem ikke mindre besnærende.

I det hele taget viser den aktuelle udstilling på KunstCentret Silkeborg Bad med den velkendte placering ved skov og sø, at selv overordnede billeder på planetens undergang kan skildres i smukke, vedkommende og overjordiske versioner.

Nina Maria Kleivans stærke installation ”Uddød er for altid” åbenbarer mere end 100 mindre skulpturer, der hver især rummer en form, man kan analysere på i tæt relation til værkets titel. Foto: Lars Svanholm

Udstillingen TID*MULD*STJERNE med værker af Jeanette Land Schou, Nina Maria Kleivan, Karen Gabel Madsen, Bodil Brems, Henriette C. Hansen, Vicky Steptoe, Pernelle Maegaard og Nanna Gro Henningsen kan ses på KunstCentret Silkeborg Bad, Gjessøvej 40, Silkeborg, frem til d. 10. januar 2027.

KunstCentret Silkeborg Bad | anmeldelse: TID*MULD*STJERNE – besøg udstillingen

KunstCentret Silkeborg Bad | anmeldelse: TID*MULD*STJERNE. Coverfoto: Man kan opsøge Café Oblivion, og her studere den udvendige del af caféen i kraft af en serie livagtigt kreerede malerier af Bodil Brems. Foto: Lars Svanholm

LÆS OGSÅ:

LEIF SYLVESTER: KunstCentret Silkeborg Bad

KunstCentret Silkeborg Bad: IMAGINATURE – SANSEUDSTILLING

KunstCentret Silkeborg Bad: Efterår 2025

KunstCentret Silkeborg Bad: Papirets hukommelse

KunstCentret Silkeborg Bad | Udstilling: Henrik Martensen

KunstCentret Silkeborg Bad | anmeldelse: TID*MULD*STJERNE er skrevet af kunstkritiker Lars Svanholm, KULTURINFORMATION. Se mere om Lars Svanholm her. Redaktion: Jesper Hillestrøm