Copenhagen Contemporary | anmeldelse: Fire & Ice
— On Belonging and Becoming in Kalaallit Nunaat, Greenland
Installation view, Fire & Ice, 2026 Copenhagen Contemporary Emilia Sølvsten, Sukkertoppen, 2026. Foto: David Stjernholm
✮✮✮✮✮
' ….. en udstilling, der bliver ved med at arbejde i én, længe efter man har forladt den ….. '
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Et levende kunstfelt med mange stemmer
Grønland er ikke bare et sted på kortet. Det er et landskab, en historie, et sprog og en identitet, som både kan gives videre og tages fra én. Det er netop denne komplekse følelse af tilhør, tab og tilblivelse, som udstillingen Fire & Ice — On Belonging and Becoming in Kalaallit Nunaat, Greenland undersøger på Copenhagen Contemporary.
Copenhagen Contemporary, CC, er et internationalt kunstcenter i København, som viser installationskunst skabt af samtidskunstnere og nye talenter. Lokalerne har til huse i den gamle B&W-svejsehal, istandsat af arkitekt Dorte Mandrup. Med 7.000 m² er der plads til teknisk krævende og pladskrævende formater, som mange samtidskunstnere arbejder i. Rummene kalder på store totalinstallationer, performancekunst og monumentale videoværker.
Fire & Ice er en gruppeudstilling med otte samtidskunstnere, som enten bor, arbejder eller har rødder i Kalaallit Nunaat, Grønland. Udstillingen samler både etablerede kunstnere og en ny generation. På tværs af billedkunst, performance, litteratur og aktivisme insisterer kunstnerne på at fortælle deres egne historier.
Hovedparten af værkerne er nykommissionerede og skabt specifikt til udstillingen. Det gør Fire & Ice til otte forskellige svar på, hvad det vil sige at have tilknytning til Kalaallit Nunaat i 2026. Her bliver tilhør ikke noget, man blot har, men noget, man gør. Det er historien, der former nutiden, og det, man selv vælger at give videre.
Titlen Fire & Ice peger på de to stemmer, der løber gennem hele udstillingen. Ilden er stemmen, der insisterer på at blive hørt: sorgen, vreden og viljen til at handle. Isen er det, der fryser til: tavshed, systemer, tab og alt det, der aldrig blev sagt højt. De to kræfter mødes i værker, der undersøger identitet, traume, modstandskraft og forholdet til et landskab, der på én gang er hjem og noget, man kan miste.
Installation view, Fire & Ice, 2026 Copenhagen Contemporary Kim Kleist-Eriksen, Taaguuteqanngitsoq (Aarrup niaqua) (Untitled (Carved Walrus Skull)), 2024. Foto: David Stjernholm
Installation view, Fire & Ice, 2026 Copenhagen Contemporary Inuk Silis Høegh, The Green Land, 2021. Foto: David Stjernholm
Kim Kleist-Eriksen — hvalroskraniet
Kim Kleist-Eriksens værk Uden titel møder publikum som et udskåret hvalroskranie. Det er et imponerende stykke håndværk og samtidig en fortælling om menneskelige værdier, respekt for livet og taknemmelighed for livets gaver. Man fornemmer historien om føden, der skal mætte familiens munde, og om at skaffe tøj på kroppen. Det er en smuk og virkelig fortælling om ære, kærlighed og ikke mindst nødvendighed.
Historien, som nænsomt er udskåret i kraniet, viser Havets Moder, mens ansigterne langs stødtænderne repræsenterer den grønlandske befolkning. Det er et værk med stor sjælelig empati. Kim Kleist-Eriksen (f. 1985) har skænket kunstværket til det danske kongepar og arbejder netop i krydsfeltet mellem traditionelt grønlandsk håndværk og samtidskunst.
Inuuteq Storch — Soon Will Summer Be Over
Fra det håndskårne hvalroskranie bevæger udstillingen sig videre til fotografiet og Inuuteq Storchs billedserie Soon Will Summer Be Over. Her skaber han en smuk og sigende fortælling om dagenes dont og et døgns lys, der altid er til stede et sted i det nordligste Grønland og byen Qaanaaq.
Qaanaaq er et sted, Storch længe har villet dykke ned i, da hans navn stammer derfra. Øjebliksbillederne virker som perler på en snor af længsel efter et sted, hvor folket, der boede der, blev frataget deres hjem, da de i 1953 blev tvangsfjernet til fordel for den amerikanske Thulebase. Billederne er dramatiske og tegner et fint socialrealistisk billede — et slags fotoalbum, der vidner om fangst, familie, kærlighed, tro og tillid.
Inuuteq Storch (f. 1989) viser jagt, fangst og forandring set indefra. Han er født og bosat i Sisimiut og er en af de mest markante nye stemmer i grønlandsk kunst. I 2024 repræsenterede han som den første grønlandske kunstner Danmark på Venedigbiennalen med Rise of the Sunken Sun, og i 2026 viste han soloudstillingen Soon Will Summer Be Over på MoMA PS1 i New York.
Installation view, Fire & Ice, 2026 Copenhagen Contemporary Inuuteq Storch, Soon Will Summer Be Over, 2023. Foto: David Stjernholm
Installation view, Fire & Ice, 2026 Copenhagen Contemporary Martin Brandt Hansen, Mitaartut, 2026; Assakaasoq (Wheel), 2026; Nuuk Imeq, 2026. Foto: David Stjernholm
Lisbeth Karline Poulsen — De ufødte
Hvor Storch arbejder med erindring og landskab, konfronterer Lisbeth Karline Poulsen publikum med en af Grønlands mest smertefulde nyere historier. Hendes værk Inunngorsimanngitsut — The Unborn — De ufødte er ikke for svage sjæle.
Poulsen vender en barsk historie til et sårbart og smukt udtryk, der både provokerer og fortæller os en sandfærdig historie om et voldsomt overgreb og indgreb på voksne kvinder og unge piger. Man træder ind i et rum med ekstremt skarpt hvidt lys, nærmest ubehageligt at opholde sig i. 43.000 røde perler pibler ud af en lille æske og falder som bloddråber.
Værket er blandt udstillingens mindre, men rummer en stor kunstnerisk og poetisk gennemslagskraft. Med afsæt i spiralsagen fra 1960'erne repræsenterer hver perle ét af de ufødte børn, der blev en direkte følge af den systematiske spiralprævention, som blev iværksat af den danske stat på grønlandske kvinder uden deres samtykke.
Det skarpe lys er som en spot, der sætter fokus på noget, vi skal se og tage stilling til. Ubehageligt. Et stærkt værk. Poulsen er født i Nanortalik og bor og arbejder i Nuuk.
Julie Edel Hardenberg — Meant To Meet
Fra det kollektive traume går turen videre til Julie Edel Hardenbergs Meant To Meet — Sisamat — 2026. Her arbejder hun med et påfaldende kropsligt materiale: stof og menneskehår, føjet sammen til ét værk.
Sisamat 2026 var noget af det første, jeg bemærkede på udstillingen på grund af de skarpe kontraster mellem sort og hvidt og det særlige materialevalg. Det er et stykke transkontinentalt kunstværk, hvor der tydeligvis er noget på færde. Langsomt sniger historien sig ind, og kulturer og sprog mødes.
Det er et møde, hvor sprog egentlig er unødvendigt, og alligevel tales der så tydeligt i kunstværkets fortælling, som det hænger der. Så enkelt som en varm fortælling om mennesker, der møder hinanden og bare er meant to meet.
Til Fire & Ice præsenterer Julie Hardenberg en nyfortolkning af værket, hvor det intime, næsten personlige stof møder hendes vedvarende arbejde med sprog, magt og selvbestemmelse. Det er tråde, der løber gennem hele hendes praksis, fra tidlige sprogprojekter til fotografi og aktivisme. Hardenberg er billedkunstner og aktivist og en af de stemmer i grønlandsk kunst, der mest konsekvent har gjort selve sproget til kampplads.
Installation view, Fire & Ice, 2026 Copenhagen Contemporary Lisbeth Karline Poulsen, Inunngorsimanngitsut (The Unborn), 2025. Foto: David Stjernholm
Jessie Kleemann — Sangens kraft
Sproget bliver også en vej ind i Jessie Kleemanns videoværk Sangens kraft — 2026. Her genfortæller hun en inuitisk myte om en mand, hvis kajak langsomt letter fra havet, mens han hører sang.
Værket er optaget ved Vadehavet, hvor Kleemann selv udfører performancen, ledsaget af et lydspor. Det bliver et billede på, at kunsten, ligesom sangen i den inuitiske myte, kan løfte os ud af det velkendte.
Kleemann er digter og performancekunstner og en af de centrale kunstneriske skikkelser med tilknytning til Kalaallit Nunaat. Hun har tidligere ledet Kunstskolen i Nuuk og udstillet på bl.a. SMK. Hos hende bliver sangen både fortælling, bevægelse og en mulig vej væk fra det fastlåste.
Installation view, Fire & Ice, 2026 Copenhagen Contemporary Emilia Sølvsten, Sukkertoppen, 2026. Foto: David Stjernholm
Emilia Sølvsten — Sukkertoppen
En anden form for bevægelse findes hos Emilia Sølvsten (f. 1996), der med værket Sukkertoppen undersøger sin egen position mellem Danmark og Kalaallit Nunaat. Hun bevæger sig i en mellemposition og bruger installationen til at undersøge sit eget ophav.
Sukkertoppen er et imponerende, drømmende og topografisk landskab over den vestgrønlandske by Maniitsoq, bygget af flere tusinde støbte sukkertoppe. Titlen på værket — som er Sølvstens hidtil største præsentation — er Maniitsoqs gamle navn.
Sukkertoppen er en fordanskning af Suikerbrood, som hollandske hvalfangere navngav området i 1660'erne. Dermed bliver værket selv et billede på sin egen pointe: et tilsyneladende uskyldigt stof bærer en voldsom kolonihistorie, og et dansk stednavn dækker over et sted, hvor kunstneren selv har rødder.
Sølvsten arbejder med skulptur, installation, performance og tekst og er uddannet fra Sandberg Instituut i Amsterdam. I hendes værk bliver sukkeret både materiale, landskab og historisk spor.
Martin Brandt Hansen — Det etnografiske blik vendes om
Hvor Sølvsten undersøger kolonihistorien gennem et poetisk materiale, vender Martin Brandt Hansen det etnografiske blik om. Han stiller hverdagen og kulturen op bag museumsglas og spørger: hvem er det egentlig, der bliver kigget på?
Brandt Hansen er billedkunstner og arbejder med installation og skulptur. Til Fire & Ice har han skabt en storskaleret præsentation som del af Copenhagen Contemporarys Horizons Program med de tre nykommissionerede værker Nuuk Imeq, Mitaartut og Assakaasoq.
Værket er særligt interessant, fordi det undersøger, hvordan kulturelle symboler forandrer sig. Tidligere var kajakken et af de mest udbredte symboler på inuitisk kultur, men den er nu blevet erstattet af påhængsmotoren, som i dag er en vigtig del af det lokale miljø og dermed er blevet et moderne kulturelt symbol.
Midt i rummet står en stor kølemontre med hundredvis af Faxe Kondi-sodavand. Ingen er i tvivl om, at Grønland på ingen måde står tilbage i udviklingen. Til gengæld får man en fornemmelse af, at det kommercialiserede liv er ved at tage overhånd. Mange af Brandt Hansens 1:1-figurer er frygtindgydende, og kontrasterne mellem den oprindelige kultur og det moderne liv er slående.
Inuk Silis Høegh — The Green Land
Udstillingen slutter med Inuk Silis Høeghs videoværk The Green Land, hvor det sydgrønlandske landskab bliver både motiv og medskaber. Den gennemgående grønne farve er på én gang et billede på håb og på de radioaktive stoffer, der historisk er blevet efterforsket i undergrunden.
Værket er skabt sammen med lydkunstneren Jacob Kirkegaard og kredser om planerne for udvinding af sjældne jordarter. Naturen får selv lov til at være medskaber, og resultatet er eftertænksomt. På samme tid er værket skræmmende, smukt og fascinerende.
Høegh (f. 1972) er billedkunstner og filmskaber fra Qaqortoq. I The Green Land bliver landskabet ikke bare et sted, man ser på, men en levende størrelse, der bærer både håb, fare og politisk konflikt.
Installation view, Fire & Ice, 2026 Copenhagen Contemporary. Foto: David Stjernholm
Grønland på verdenskortet — og en nødvendig udstilling
Det er vist ikke gået nogens næse forbi, at Grønland specielt i det seneste år har været på verdenskortet. Donald Trump har på flere måder prøvet at få Grønland indrulleret i sit imperium, men stærke kræfter har kæmpet imod. Vi må desværre nok se i øjnene, at de sidste ord ikke er sagt i denne sag.
Netop derfor føles Fire & Ice både aktuel og nødvendig. Udstillingen reducerer ikke Grønland til et politisk spørgsmål eller et eksotisk landskab. Den viser et levende kunstfelt med kunstnere, der selv formulerer deres historier, konflikter og drømme.
De otte kunstnere arbejder forskelligt, men tilsammen skaber de en stærk fortælling om tilhør. Her er tilhør ikke entydigt eller problemfrit. Det er noget, der hele tiden forhandles mellem mennesker, steder, sprog, minder og magtforhold.
Fire & Ice viser med stor tydelighed, at grønlandske kunstnere ikke blot har én stemme. De har mange stemmer, og de taler både med ild og is. Nogle værker råber, andre hvisker, men ingen af dem lader sig overse.
Det er ekstra opløftende, at der bliver lavet en udstilling som denne. Forhåbentlig går det op for flere og flere, at grønlandske kunstnere er fremragende og nytænkende. Udstillingen taler for sig selv og viser, at Kalaallit Nunaat ikke skal forklares udefra. Landet og dets historier skal fortælles af dem, der lever med dem.
Fire & Ice er derfor ikke kun en udstilling om Grønland. Det er en udstilling om, hvem der får lov til at definere et sted, en historie og en identitet. Og det er en udstilling, der bliver ved med at arbejde i én, længe efter man har forladt den.
Fakta om Grønland
Der har boet mennesker i Grønland i mindst 4.500 år. Det var primært arktiske folkeslag, som indvandrede fra Canada. I begyndelsen af det 10. århundrede bosatte norske vikinger sig i det sydlige Grønland. Efterkommerne af disse forsvandt i slutningen af det 15. århundrede. Det første inuit-folkeslag ankom i det 13. århundrede.
I starten af det 18. århundrede blev der igen skabt kontakt mellem Skandinavien og Grønland. Grønland blev dermed formelt en dansk koloni i 1814. Ved ændringen af den danske grundlov den 5. juni 1953 blev landets kolonistatus ophævet, og landet blev et dansk amt. Grønland fik hjemmestyre den 1. maj 1979. I 2008 stemte grønlænderne ved en ny folkeafstemning om at flytte mere magt fra Danmarks regering via en ændring fra det hidtidige hjemmestyre til et mere vidtgående lokalt selvstyre.
Øen Grønland er verdens største ø, hvoraf 3/4 er dækket af en iskappe, der er verdens største isdækkede område uden for Antarktis. Grønland hører geografisk til det nordamerikanske kontinent, mens det geopolitisk hører til Europa. Med en befolkning på ca. 56.000 personer er Grønland det land i verden med den laveste befolkningstæthed.
Installation view, Fire & Ice, 2026 Copenhagen Contemporary Martin Brandt Hansen, Mitaartut, 2026; Assakaasoq (Wheel), 2026; Nuuk Imeq, 2026. Foto: David Stjernholm
Fire & Ice — On Belonging and Becoming in Kalaallit Nunaat, Greenland. Udstillingen er åben 11. september – 31. december 2026. Copenhagen Contemporary, Refshalevej 173A, 1432 København K.
Copenhagen Contemporary | anmeldelse: Fire & Ice – besøg CC
Copenhagen Contemporary | anmeldelse: Fire & Ice. Coverfoto: Installation view, Fire & Ice, 2026 Copenhagen Contemporary Martin Brandt Hansen, Nuuk Imeq, 2026; Assakaasoq (Wheel), 2026. Foto: David Stjernholm
LÆS OGSÅ
KUNSTEN | anmeldelse: Inuuteq Storch
Statens Museum for Kunst: Jessie Kleemann
Nordatlantens Brygge – VINTER 2026
FOTOBOG: Rise of The Sunken Sun
STEMMER FRA GRØNLAND – en boganmeldelse
REJSEARTIKEL: En storslået og tankevækkende rejse til Grønland
Copenhagen Contemporary | anmeldelse: Fire & Ice er skrevet af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm