ARoS | kunstkritik: FRIHEDENS FALD
Kunsten i Tyskland 1910-1945
Mesterværker fra Neue Nationalgalerie, Berlin
Christian Schads portræt af ”Sonja”. Maleriet er fra 1928, og altså repræsenterende tiden,
inden nazisterne gik amok og omgjorde Weimar-republikken til et nazistisk diktatur. Foto: Jörg P. Anders
✮✮✮✮✮✮
'ARoS har begået en genistreg ved at indlåne opsigtvækkende værker fra Neue Nationalgalerie i Berlin og derved skildre en bestialsk og tumultarisk epoke i Tyskland.'
– Lars Svanholm, KULTURINFORMATION
Tysk kunst i begyndelsen af 1900-tallet tegner et brutalt billede af nationen.
For nylig læste jeg hele serien af ganske vist fiktionsbaserede beskrivelser af Tyskland og især Berlin, som tingene udviklede sig i årene i begyndelsen af det 20. Århundrede.
”Berlin Noir” er begået af den britiske forfatter Philip Kerr, og hans hovedperson Bernhard ”Bernie” Gunther gennemlevede epoken fra første parket og en del af fortællingen består i, hvordan det kunne gå så galt i Tyskland i et tidsafsnit, som tegner et brutalt billede af en nation i moralsk og menneskelig opløsning. Det er dog ikke kun i litteraturen, at billedet af Tysklands forvandling tegnes. Det skete i de år med eksemplarisk præcision i kunsten.
Vassily Kandinsky var en af hovedkræfterne bag sammenslutningen Der Blaue Reiter og tilknyttet design- og kunstskolen Bauhaus.
Her optræder han med maleriet ”Hornform” fra 1924. Foto: Jörg P. Anders
Farver, udstillingsarkitektur og møbeldesign spiller harmonisk sammen i udstillingen, hvilke kan ses i dette installationsfoto. Foto: Mads Smidstrup © ARoS 2026
Koloristisk kraft blandt ekspressionistiske kunstnere
I de første år af 1900-tallet var billedkunsten i Tyskland blevet et eksperimenterende anliggende med deltagelse af grupperinger som Der Blaue Riter og Die Brücke. Kunstnerne gebærdede sig i vitalt subjektive systemer, og den koloristiske kraft var mere en regel end en undtagelse blandt de ekspressionistiske kunstnere, og primært, naturligvis, blandt malerne i sammenslutningerne.
Der Blaue Reiter (Den Blå Rytter) var en kunstnergruppe, der blev dannet i 1911 af blandt andre Wassily Kandinsky. Gruppen foranstaltede et oprør mod det akademiske maleri og banede vejen for en abstrakt version af maleriet ved at fokusere på farvernes og kompositionernes spirituelle og emotionelle værdier frem for en direkte gengivelse af virkeligheden.
Der er visse paralleller mellem Der Blaue Reiter og sammenslutningen Die Brücke (Broen), som blev grundlagt i Dresden i 1905 med maleren Ernst Ludwig Kirchner som en determinerende drivkraft. Senere rykkede grupperingen sine aktiviteter til Berlin, hvor man udviklede et stærkt ekspressivt udtryk, inden gruppen opløstes i 1913. I dag kan man opleve Die Brücke som udgangspunkt for et kunstmuseum i Berlin-forstaden Dahlem.
Der er selvfølgelig en årsag til, jeg nævner to tyske sammenslutninger fra begyndelsen af 1900-tallet, når jeg i samme moment skal beskrive udstillingen ”Frihedens fald – Kunsten i Tyskland 1910-1945” med undertitlen ”Mesterværker fra Neue Nationalgalerie, Berlin” på ARoS i Aarhus.
Neue Nationalgalerie gennemlevede en større renoveringsproces op gennem 2010’erne og genåbnede i 2021 med udstillingen ”Die Kunst der Gesellschaft 1900-1945” og her tegner der sig i sagens natur et mønster, der inkluderer flere af de kunstværker, man i dag kan se på ARoS.
Georg Kolbes skulptur ”Den nedstigende” fra 1940 er placeret foran filmsekvenser, der viser scener fra det nazistiske Tyskland, hvilket nok kan opleves som kontroversielt af enkelte museumsgæster. Foto: Mads Smidstrup © ARoS 2026
Forandringer i politiske og kulturelle strukturer
Den direkte linje fra de tidlige, ekspressionistiske kunstnergrupper og fremad i den tyske kunsthistorie bliver dog brudt adskillige gange i kraft af, at landet gennemgår så mange forandringer i politiske og kulturelle strukturer, at det kunne give anledning til en form for tysk identitetsforvirring.
Et overordnet blik på udstillingen på ARoS giver næring til en kunstscene, der både viser et brutalt billede af en tysk nation, men dette foregår på mange måder samtidigt med, at en vis løsagtighed optræder i en ellers bestialsk og tumultarisk epoke.
Forandringerne kommer helt klart til udtryk i et tidsrum, hvor den ekspressive kunst synes at befinde sig i en marginal rolle, da Første Verdenskrig slutter og en ny verdensorden indfinder sig i især Berlin, hvor livet leves i Weimar-republikkens hovedstad. Malerierne og kunstværkerne i det hele taget får en anden og mere nuanceret karakter, som står i dyb modpol til de ofte furiøse værker fra tidligere i århundredet.
Man kan her næsten tale om kunst, der vil behage beskueren, men på samme tid ligger der altid et drama i det underste lag og alle ved, hvad der skete i Tyskland i 1933. Med ét var kunst blevet et anliggende, der frydede magthaverne i den nazistiske verden og hele det kulturelle syn blev i en bred forstand forrykket, og tidens kunststrømninger blev i løbet af et øjeblik forvandlet til ”Entartete Kunst” (degenereret kunst).
Retninger som ekspressionisme, kubisme og surrealisme blev nu beskrevet som fremmede for ”den ariske ånd”, hvor man påstod, at samtidskunsten var en del af en jødisk eller kommunistisk konspiration, der havde til formål at nedbryde det tyske folks moral. Man kan i dette lys udmærket stille spørgsmål ved nazisternes ”moral” i et længere perspektiv.
Et af de absolutte hovedværker, man kan se i udstillingen er George Grosz’ ”Samfundsstøtterne” fra 1926. Foto: Kai Anette Becker
Et massivt udvalg af værker
I forlængelse af alt dette, måtte en væsentlig skole for kunst og design, Bauhaus, lukke og en del af staben bag institutionen flygte til udlandet, og her var USA en ret typisk slutdestination for en del af kunstnerne.
Blandt disse var arkitekten Ludwig Mies van der Rohe, som var leder af Bauhaus-skolen fra 1930 til 1933, og Mies van der Rohe bliver indirekte interessant som tema i den aktuelle udstilling, da netop han var arkitekten bag Neue Nationalgalerie, der blev indviet i 1968 i området Kulturforum i den vestlige del af Berlin.
Nu med en tilføjende dimension om museet, kan man snildt gå videre ind i en udstilling, der er intet mindre end omfattende. Udvalget af værker er massivt, og netop mængden af kunstværker er medvirkende til at tegne et overordentligt billede af de skiftende strømninger i Tyskland i de pågældende år.
Et af de absolutte hovedværker, man kan se i udstillingen er George Grosz’ ”Samfundsstøtterne” fra 1926, som er et af Neue Nationalgaleries mest konsekvente og satirisk bidske mesterværker, der ret ondt sætter den politiske scene op i et grotesk perspektiv, men inden man uundgåeligt falder over dette vanvittige maleri, har man som beskuer for længst stiftet bekendtskab med fænomenet ”Neue Sachlichkeit”. Den nye objektivitet præger dele af kunstscenen i Tyskland i årene efter Første Verdenskrig.
Otto Dix har skabt et næsten karikeret portræt af kunsthandleren Alfred Flechtheim i 1926. Foto: Lars Svanholm
Lyonel Feiningers nykubistiske fabulering over landsbyen Teltow fra 1918. Foto: Lars Svanholm
Bauhaus og den tyske selvforståelse
Eksemplerne er talrige, så jeg vil i første omgang dvæle ved et maleri af Christian Schad, der har portrætteret en kvinde, som han kalder ”Sonja”. Maleriet er fra 1928, og altså repræsenterende tiden, inden nazisterne gik amok og omgjorde Weimar-republikken til et nazistisk diktatur.
Længere fremme i forløbet kan man opleve et portræt, maleren Otto Dix har skabt af kunsthandleren Alfred Flechtheim, som han næsten karikerer som en udspekuleret karakter med små sammenknebne øjne. Måske havde Dix et anstrengt forhold til kunsthandlere i almindelighed og Flechtheim i særdeleshed?
Bauhaus-skolen, som jeg nævnte tidligere, har udgjort et indiskutabelt element i den tyske selvforståelse, når det drejer sig om emnerne design og billedkunst. Jeg bliver også overmåde begejstret, da jeg foruden tilstedeværelsen af Kandinsky på udstillingen, registrerer værker af Lyonel Feininger og Oskar Schlemmer.
Netop Bauhaus har fået en ny rolle på den politiske, tyske scene, da repræsentanter for det tyske, politiske projekt Alternative für Deutschland nu lægger ideologisk afstand til Bauhaus. Visse historier har en tendens til at gentage sig.
Skulpturen i den kuratoriske helhed
Jeg har især beskæftiget mig med den aktuelle udstillings utallige malerier; men det ville være uretfærdigt ikke at komme ind på skulptur som en del af kunsthistorien i Tyskland, og der er en milevid forskel i udtryk på Wilhelm Lehmbrucks bronzeskulptur ”Den faldne”, der beskriver en døende under Første Verdenskrig, hvori Lehmbruck spillede en aktiv rolle, til Georg Kolbes heroiske og stolte figur i bronze, der placeret på et højt podium tilsyneladende marcherer fremad uden tøven.
I baggrunden afspilles scener med Hitler og hans kumpaner i hovedrollen og mange besøgende vil sandsynligvis se dette rum som et kontroversielt indslag i den kuratoriske helhed. Kolbe har i dag sit eget museum i det vestlige Berlin; men at placere ham entydigt som en pro-nazistisk kunstner vil være en afmarcheret konklusion; men værket minder os om, at kunstens historie sjældent lader sig indskrive i rendyrkede kategorier.
Der er således problematiske vinkler at beskæftige sig med, og sådan bør det være i en udstilling, der i museumsinspektør mag.art. Jakob Vengberg Sevels klokkerene og knivskarpe kuratering af opsigtsvækkende værker, udfordrer, overrumpler og vedholdende rumsterer i betragterens bevidsthed. En klar must-see-begivenhed.
Installationsfotoet her vidner om en knivskarp kuratering af udstillingen foretaget af museumsinspektør på ARoS, Jakob Vengberg Sevel. Foto: Mads Smidstrup © ARoS 2026
”Frihedens fald – Kunsten i Tyskland 1910-1945” kan ses på ARoS Aarhus Kunstmuseum, Aros Allé 2, Aarhus, indtil d. 21. februar 2027. Til udstillingen er publiceret et rigt illustreret katalog på 160 sider med tekster af bl.a. Irina Herbert Grun, Jens Tang Kristensen og Jakob Vengberg Sevel.
ARoS | kunstkritik: FRIHEDENS FALD – få mere information om udstillingen
LÆS OGSÅ:
SMK: FORBINDELSER – danske kunstnere fra det tidligere Jugoslavien
TYSKLANDS KOLDE ØJE – Louisiana
Arbejdermuseet: LEIF SYLVESTER – Friheden flyver
ARoS | kunstkritik: FRIHEDENS FALD. Coverfoto: I forgrunden af dette installationsfoto ses den fortvivlende skulptur af ”Den faldende” af Wilhelm Lehmbruck. Foto: Mads Smidstrup © ARoS 2026
ARoS | kunstkritik: FRIHEDENS FALD er skrevet af kunstkritiker Lars Svanholm, KULTURINFORMATION. Se mere om Lars Svanholm her. Redaktion: Jesper Hillestrøm
ARoS — FRIHEDENS FALD: Kunsten i Tyskland 1910-1945 — English Abstract
ARoS Aarhus Art Museum presents a major loan exhibition of masterworks from the Neue Nationalgalerie in Berlin, tracing German art from the experimental expressionism of Der Blaue Reiter and Die Brücke through the satirical social realism of the Weimar Republic — represented by George Grosz's devastating Pillars of Society (1926) and Otto Dix's portrait of Alfred Flechtheim — to the suppression of modernism under National Socialism as "Entartete Kunst" (Degenerate Art). Key works by Wassily Kandinsky, Lyonel Feininger and Oskar Schlemmer document the Bauhaus tradition that the Nazi regime destroyed. Reviewed by art critic Lars Svanholm for KULTURINFORMATION. On view until 21 February 2027, ARoS, Aarhus.