filmanmeldelse | Betty Ballon — Børnefilm

✮✮✮✮
' ….. Vi var begejstrede for filmen, netop fordi den giver anledning til efterfølgende samtaler, og dermed får børn og voksne en fælles oplevelse …..'
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Balloner og kaktusser i Ballonbyen
Betty Ballon bor sammen med sin storebror Bobby Ballon og sin far og mor. Betty føler sig lidt alene — der er ikke nogen at lege med. Hun håber rigtig meget, at der vil flytte en familie ind i Ballonbyens eneste firkantede hus, som ligger lige over for hendes. Ballonfamilien bor i et hus uden skarpe kanter, for hvis ballonerne støder ind i en skarp kant, mister de luften. De skal også have luft ind imellem, når de taber pusten og bliver trætte.
Pludselig sker der noget. En kaktusfamilie flytter ind i det firkantede hus. Betty Ballon bliver hurtigt bedste ven med drengen i familien, Kaj Kaktus. Han er en lille, genert kaktus med revner i potten fra sin klodsethed, og der opstår mange vanskelige situationer. Bettys mor er rædselsslagen for, at Betty skal komme for tæt på Kaj, for så vil hun jo sprænge. Det bliver ikke bedre, da Betty Ballons storebror, Bobby Ballon, forelsker sig i Kaj Kaktus' smarte storesøster, Karla Kaktus.
Nu er begge familiers voksne bekymrede. De vil alle gerne være åbne, men de er også bange: hvad nu, hvis Betty Ballon springer og Kaj Kaktus visner? Børnene finder dog hurtigt deres egen måde at lege sammen på, og langsomt lærer forældrene at stole på, at deres børn selv finder vejen.

Foto: Regner Grasten Film

Foto: Regner Grasten Film

Foto: Regner Grasten Film
Fri leg og forskellighed
Der er to hovedtemaer i filmen: fri leg og forskellighed. Ideen om Betty Ballons og Kaj Kaktus' frie leg uden voksenopsyn er baseret på den internationale bestseller The Danish Way of Parenting, hvor Jessica Alexander, en amerikansk kulturkonsulent, og Iben Sandahl, en dansk terapeut, udforsker hemmeligheden bag et af verdens lykkeligste lande: en barndom bygget på fri leg og inklusion.
Fri leg har en central plads i Alexander og Sandahls forskning i den danske måde at opdrage på. Den er afgørende for at hjælpe børn med at tilpasse sig usikkerheden i ukendte situationer. De fleste af os kan huske, at de sjoveste og bedste øjeblikke var dem, hvor de voksne ikke blandede sig, og man selv kunne bestemme det hele.
Forskellighed er mange ting, og det indebærer også, at børn lærer tolerance og forståelse for andres levemåder. Børn finder ofte ud af det med hinanden, når voksne ikke blander sig, men som udgangspunkt skal de vide, at nye venner og uvante situationer ikke nødvendigvis er farlige, bare fordi man ikke kender dem. Filmen om Betty Ballon giver god anledning til at samtale om disse ting.
Junioranmelder Axel på tre år
KULTURINFORMATIONs hærdede junioranmelder Axel på tre år var med på ideen om, at man sagtens kan være sammen, selvom vi ikke ligner hinanden. Eller som Axel sagde: at de bare kunne lege sammen. Ja, så enkelt kan det vel siges. Jeg var allerede ude i en længere enetale om forskellige hudfarver og meget andet, men det var overhovedet ikke nødvendigt. I hans verden var de grænser endnu ikke sat. Forhåbentlig vil hans åbne sind følge ham hele livet.
Han syntes, det var en god film. Han gik meget op i de scener, hvor familien Kaktus skulle grille sammen med Ballonfamilien. De havde inviteret dem, og det viste sig, at Far Kaktus elskede chili på sin bøf, og det gjorde de andre ikke. Axel fortalte højt og tydeligt, at det gjorde han heller ikke, men hans far og farmor kunne ikke undvære det. Børn ved udmærket, hvad de skal og vil — selvfølgelig inden for de grænser, vi lærer dem og synes er rigtige, og vi kan kun gøre det ud fra de bedste forudsætninger.

Foto: Regner Grasten Film

Foto: Regner Grasten Film
Fri leg som kernen i alt
Vi var begejstrede for filmen, netop fordi den giver anledning til efterfølgende samtaler, og dermed får børn og voksne en fælles oplevelse. I Betty Ballon er fri leg kernen i alt. Problemer bliver løst gennem leg, og fantasi og empati opstår, når børnene selv må finde løsninger på, hvordan de kan inkludere hinanden. Det er fint tænkt. Enkelt, men effektivt.
I Betty Ballon må børnene hele tiden opfinde nye, kreative måder at lege sammen på, mens Mor Ballon og Far Ballon må lære at give slip på deres frygt og lade børnene lege frit. Den følelse tror jeg, alle forældre kan have ind imellem. Man kan næsten forudse uheldet, og det eneste, du ønsker, er at skærme dit barn for f.eks. et nederlag eller drilleri. Det går bare ikke, for børn skal lære af egne erfaringer. Sådan er livets gang. Det kan nogle gange være på den hårde måde, men alt bliver godt igen. Alt bliver lagret i hjernen, så når et barn står over for en anspændt eller betænkelig udfordring, behøver den ikke at være farlig. Leg lærer børn, at det er dem, der har kontrol over en situation og ikke omvendt.
I filmen er det Betty Ballon og Kaj Kaktus, der sætter reglerne for legen, og de skiftes til at have forskellige roller, så begge bliver set og hørt. Det udvikler deres instinkt og inkluderer begge. Desværre er det i dag mere normalt, at forældre overvåger legen og fortæller børnene reglerne eller erstatter den frie leg med konkurrencesport og præstationsaktiviteter for at tilfredsstille forældrenes egne behov.
Fri leg er nødvendig, når børn skal lære at bruge deres fantasi og kreativitet og ikke mindst at kunne socialisere sig. Betty Ballon-universet er også uden skærme: ingen tv, computere eller mobiltelefoner.
Et forbehold
Det er en god film, men jeg kan ikke forstå, hvorfor der absolut skal indflettes et par bandeord såsom "sgu", "skide godt" og "hold kæft". Børn skal tidsnok lære at bande. Det klæder ikke den ellers helt igennem velovervejede film.

Foto: Regner Grasten Film

Foto: Regner Grasten Film
Om instruktøren Puk Grasten
Puk Grasten er internationalt uddannet fra både Den Internationale Filmskole EICAR i Paris og den anerkendte filmskole NYU Tisch School of the Arts, hvorfra hun skrev og instruerede sin debutspillefilm, 37 (2015). Filmen fik verdenspremiere på Moscow International Film Festival, hvor hun vandt prisen for bedste instruktør samt De Russiske Kritikeres Pris for bedste film. 37 fik også Th. Dreyer-prisen og Statens Kunstfonds præmie. I 2023 skrev og instruerede Puk Grasten Den, der lever stille, for hvilken hun bl.a. vandt prisen for bedste instruktør ved WorldFest-Houston i 2023.
Manuskript & instruktion: Puk Grasten. Animation director: Ingeborg Dena Faber. Stemmer: Betty Ballon — Sia-Nova Nøbølle Fredborg, Mor Ballon — Mia Lyhne, Far Ballon — Jesper Ole Feit Andersen, Bobby Ballon — Sven Heiberg Nelke, Kaj Kaktus — Eren Uysal, Mor Kaktus — Dorcas Joanna Haansen, Far Kaktus — Zaki Youssef, Karla Kaktus — Sabrin Fatima Qulan Qaasim, Pædagog/Leos mor — Marie-Lydie Nokouda, Tankpasser — Zaki Nobel Mehabil, Leo — Herman Hakesberg, Puffy — Bjørka Rostrup Fagan, Max — Albert Ahnstrøm Sharifzadeh, Sky — Makenzie Talreja Nielsen, Ari — Phoenix Talreja Nielsen. Betty Ballon sang: tekst og musik: Karl Bille og Jeppe Thybo. Sang: Karl Bille. Klip: Gregers Dohn.
filmanmeldelse | Betty Ballon — Børnefilm – find filmen i biografen på filmportalen lanterna.dk
filmanmeldelse | Betty Ballon — Børnefilm se trailer
filmanmeldelse | Betty Ballon — Børnefilm er skrevet af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm

