AALBORG TEATER | anmeldelse: Erasmus Montanus

Fotograf: Rumle Skafte

✮✮✮✮✮

' ….. Erasmus må æde sine ord i sig og erklære, at jorden er flad …… '

– Pia Haupt, KULTURINFORMATION

Når skidt kommer til ære, ved det ikke, hvordan det skal være. Det passer næsten helt perfekt på Erasmus Montanus – en bondesøn, der vender hjem med lærdom og storhedsvanvid. Holbergs satire er gammel, men stadig forbløffende genkendelig for i dag.

Noget i den stil havde jeg planlagt at starte med at skrive. Men så skete der noget, jeg ikke lige havde regnet med: Nutiden blandede sig. Og den blev gradvist en del af stykket.

Aalborg Teater har lavet Holberg til en Helberg. Alting spillede maks. Den gamle teatersal fra 1945 blev næsten en kulisse i kulissen. Med sin skarpe fjerpen spiddede Holberg samtiden så finurligt, at man næsten skulle tro, at han havde skrevet stykket i går. Han ville helt sikkert have roteret i sin grav af grin, for det gjorde vi, og vi kedede os ikke i ét sekund. Kort sagt: Stykket sad lige i karlekammerskabet.

Stykket starter med, at Jeppe og Nille Berg modtager et brev fra deres længe ventede søn. Men det er det rene volapyk, og de forstår ikke et ord. Men heldigvis har de Per Degn – og han kan latin. Han får hurtigt oversat, at Rasmus kommer hjem allerede næste dag. Så er der ellers dømt forventningsglæde, ikke mindst ved hans meget forelskede forlovede Lisbed. Hendes forældre synes, at hendes glæde er lidt overdrevet. Men jow, jow, det er deres svigersøn. Så de er osse lidt nysgerrige på at se ham igen.

Fotograf: Rumle Skafte

Løjerne går i gang

Den nyligt lærde studentikus Rasmus Berg vågner op på høloftet, netop som hans bror Jacob kommer forbi med et læs høballer. "Velkommen hjem, bror," siger Jacob glad. Men nej, sådan vil han ikke længere tiltales. For Rasmus hedder nu Erasmus Montanus, og det er slet ikke til diskussion.

Rasmus kommer hjem, men den længe ventede hjemkomst bliver ikke helt, som forældrene havde forestillet sig. Deres søn er nemlig blevet klogere end dem allesammen. Og skryder højere end ti æsler tilsammen. Fra nu af vil han kun tituleres Erasmus Montanus. For han ved nemlig nu meget mere end alle de uvidende bonderøve på Bjerget.

Faderen forsøger dog at bevise, at han ikke er helt tabt bag en vogn. For han kan da godt læse bogstaver. Han forstår bare ikke, hvad de betyder.

Per Degn vil naturligvis osse vise, at han er belæst og fyrer en længere latinsk svada af. Den slutter med ordet Rectum. Rasmus bryder helt sammen af grin. For det betyder, ja… endetarm.

Fotograf: Rumle Skafte

Jorden er rund – som i nutiden

Helt galt går det, da Erasmus med den største selvfølge siger, at jorden er rund. Og at de bare er uvidende og dumme. Han forklarer dem det endda med to af hans mors nyskrællede kartofler. "Dette her er månen, og dette her er jorden, og de roterer sådan her rundt om hinanden." Men nej. De er helt enige. Jorden er flad som en pandekage.

Og nu er det, at det begynder at blive lidt underligt. For naturligvis skal ridefogeden osse blande sig. Men han er blevet rykket frem til nutiden. Og er kommunaldirektør – og meget vigtigt, for hele kommunen. Han står helt skarpt i hans politikerjakkesæt. Han påpeger med en meget bestemt, løftet pegefinger, at selvfølgelig er jorden flad. For ellers ville alle mennesker falde af, når den drejer rundt. Og så har han forøvrigt ingen respekt for sådan en radikal akademiker. For ham er det nemlig meget mere vigtigt at tale om økonomi, klima og udbytteoptimering af landbruget.

Erasmus kan heller ikke lige se sin forlovede. For hun er sammen med hans svigerfar på øvelse med Hjemmeværnet. Jo, jeg skrev det jo ligefør.

Stykket bliver gradvis mere og mere underligt. Men for os publikummer virker det helt logisk. For vi forstår nemlig meningen med det. For fortiden og nutiden er helt det samme. Bare i større eller mindre målestok.

Nu spidser det hele til. Lisbed og hans svigerfar entrer scenen. Svigerfar stadig i hans kampuniform – og paryk. Og han er ikke bare vred, han er rødglødende rasende. Hans datter skal ihvertfald ikke giftes med sådan en ekstremist, som ovenikøbet påstår, at jorden er rund. Erasmus må æde sine ord i sig og erklære, at jorden er flad. For ellers kan han glemme alt om brylluppet. Lisbed trygler Erasmus om at give efter. Men Erasmus står fast. Jorden er rund. Og allermest af skræk for, at nogen af de lærde fra København vil få at vide, at han havde givet dem ret.

Nu er vi nået til den del af stykket, hvor jeres anmelder tager sig til hovedet og tænker: Hvordan skal jeg dog beskrive dette? For jer, som læser dette, lyder det helt sikkert temmelig underligt. Men for os i salen gav det hele mening. Og det gik stærkt. Så en undskyldning til Aalborg Teater, hvis jeg får rodet lidt rundt i rækkefølgen.

Alle beboerne fra Bjerget kommer gradvist på scenen, iført det samme snit af deres tøj. Men nu er alt stoffet camouflagefarvet. Per Degn har endda fået et fint stort kors, syet bag på hans ryg. De vil have Erasmus til at give sig og erklære, at jorden er flad. Men stadigvæk nej, Erasmus holder fast. Jorden er rund. Det er først, da Lisbed, siddende ovenpå en stak paller, bliver kørt ind på scenen af en truck og truer med at skyde sig med en pistol, endelig får Erasmus til at sige: "Ja, jorden er flad."

Fotograf: Rumle Skafte

Anno 2026

Scenen er ikke længere bondeidyl. For den er blevet afløst af noget meget mere grimt. Kampklædte soldater med M25-geværer i hænderne, store missiler og en drone, som i det meste af stykket har haft en birolle. Får nu en meget mere fremtrædende plads.

Men kommunaldirektøren har slet ikke glemt Erasmus. Og da slet ikke, at han har vovet at gøre sig klogere end ham. Det skal han selvfølgelig ikke slippe ustraffet for. Så da han får øje på hærens øverstbefalende, skal der derfor ikke mange ord til, før han får overbevist hende om, at Erasmus vil være den helt perfekte soldat.

Erasmus tumler forvirret ind på scenen. Hærføreren prikker lidt til hans lærde forfængelighed og lokker ham med list til at underskrive indkaldelsespapirerne. Da Erasmus opdager, hvad han har skrevet under på, er det for sent. Han tigger og trygler om at slippe, men bordet fanger. Erasmus skal nu være soldat.

Imens alle fra Bjerget messer "Danmark er i krig, Danmark er i krig", bliver en grædende Erasmus afklædt sine fine lærde klæder og iført sin nye kampuniform. Ydmygelsen er total, da han af skarpt trænede soldater holdes helt ud over scenekanten og må undskylde overfor alle danskerne i Danmark. Da han endelig har forstået meningen med det hele, får han lov til at rejse sig igen. Og vi kan allesammen ånde lettet op. For Danmark er selvfølgelig ikke i krig med nogen.

Selvfølgelig ender stykket godt. Per Degn holder en hurtig vielsesprædiken for Erasmus og Lisbed. De når lige akkurat at give hinanden et meget hurtigt trutkys, før Erasmus bliver hevet afsted. Som ny soldat skal man nemlig først lære at skyde og marchere, og så må hvedebrødsdagene komme senere.

Men to observerer bedre end én, så jeg vil hermed give det skrevne ord videre til min medanmelder:

"Jeg gik både underholdt og eftertænksom fra Erasmus Montanus. Holbergs gamle historie bliver på en fed måde blandet med nutiden – både gennem sproget, rekvisitterne og de emner, der tages op. Der er mange nuancer i, hvem der egentlig har ret – og måske ved Erasmus heller ikke altid bedre selv. Forestillingen stiller aktuelle spørgsmål om Danmark, krig og hvad der egentlig er bedst for vores land, men også om retten til at være uenig. Og måske især om det øjeblik, hvor man til sidst bare giver op og retter ind – ikke fordi man er blevet overbevist, men fordi man ikke orker kampen mere". – Lise Lotte Sørensen Drejer