DEN KONGELIGE BALLET: Koreorama

 

 

 

 

 

 

 

Foto: Christian Bang

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

‘ …… jeg tror de tre spirende koreografer kan og tør meget mere …..’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det er en strålende idé Det Kongelige Teater præsenterer for os: Nye balletter, koreograferet af unge talenter fra egne rækker. Hvorfor altid tro at græsset er grønnere på den anden side? Det kan nemlig udmærket være friskt og sprødt lige uden for din egen dør. Det viser de tre nye balletter. To solister og en danser fra korpset demonstrerer med al tydelighed, at den danske koreografi er inde i en positiv udvikling og at nytænkningen har vundet indpas. Koreograferne har fået lov til at give sig tid til at kæle for trinene, og det ser vi resultatet af.

 

Værkerne er gennemarbejdede og det er glædeligt at se, fantasi og nyskabelse. Jeg tror, at det er det, der skal til for at få et nyt yngre og større balletpublikum indenfor dørene. Den nye generation skal opdage at klassisk ballet ikke kun er tutuskørter og Svanesøen, men også kan være en overraskende og sanseberusende oplevelse. Med balletterne tager teatret hul på en ny dynamisk periode. Dansen træder tydeligt frem som en nutidig kunstform og ind i en ny epoke, hvor den klassiske stil og teknik bevares, men udtrykket moderniseres.

 

Det Kongelige Teaters Ballet, med Nikolaj Hübbe som primus motor, har for et par år siden oprettet en koreografuddannelse med base blandt ballettens dansere. Det er meningen at man i de kommende år, vil lade en række nye talenter koreografere spritnye værker til et forventningsfuldt publikum.

PASSENGERS OF PASSING MOMENTS

Aftenens første ballet er: PASSENGERS OF PASSING MOMENTS. Koreografi, iscenesættelse og kostumer: Tara Schaufuss. Musik og musiker: Josefine Opsahl. Lysdesign: Thomas Bek Jensen. Dansere: Lania Atkins, Isabella Carroll, Grace Curry, Agnes Rosendahl, Elvira Thomsen, Vitor de Menezes, Emerson Moose, Leander Rebholz, Ludwig af Rosenborg, Mattia Santini.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Foto: Henrik Stenberg

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tara Schaufuss har skabt et værk, hvor hun fortæller os om alle de minder, som hele tiden kommer frem i erindringen. Vi møder mennesker på vores vej og nogle gør større indtryk end andre. Kærlighed og sorger, alt opleves i et liv og som Tara siger, er vi passagerer, mens livet passerer forbi. Koreografien er moderne og de kvindelige dansere har smidt tåspidsskoene. De to hoveddansere sidder på et par stole stillet op i damesiden, fungerende som erindringsfundament, men så er det nytænkende element opbrugt.

 

Der er ikke meget nyt under solen i Tara Schaufuss’ koreografi med flexede fødder og Graham inspiration. Tara er med sin ballet den pæne pige i klassen, der ikke udfordrer sine dansere i svære trinkompositioner eller stærke soloer. Hun holder sig til det kendte og lidt ensformige. Takket være dansernes kapacitet, blev trinene udført smukt og præcist. På scenen akkompagnerede musiker og komponist Josefine Opsahl danserne på cello, tilsat et elektronisk soundtrack. Strålende. Det var forfriskende, at Tara havde givet sine dansere kostumer på med farver.

DON’T BE SCARED

Det andet værk hedder: DON’T BE SCARED. Koreografi, koncept, kostumer iscenesættelse: Lorenzo Di Loreto. Lysdesign: Thomas Bek. Musik: ”Drops, 2017”, ”Gogopoints, 2017” og “Luna 2022” af Pascal Schumacher. Tekst: “The Call, af Oriah Mountain Dreamer (c) 2003. Publiseret af HarperONE, San Francisco. All rights reserved. Presented with permission of the author. www.oriah.org. Dansere: Holly Dodger, Caroline Iversen, Florence Joffre, Daniela De Pompeis, Emma Riis-Kofoed, Silvia Selvini, Oscar Ainscough, Jonathan Chmelensky, Jón Axel Fransson, Georgi Kapitanski, Alexander Larsson, Mads-Cornelius Ravn, Mathieu Rouaux, Samuel Zaldivar.

 

Lorenzo Di Loreto har valgt at gå den mere traditionelle vej og alligevel ikke. Hans værk handler om hvordan vi kan blive påvirket af de uforklarlige højere magter, når vi konfronteres med de følelser der opstår, når vi oplever universets grænseløshed. Hmmmm. Jeg oplevede mere en lethed og vægtløshed, godt hjulpet på vej af musikkens lydside. Til tider kunne danserne også have været aliens. Der kom kosmiske momenter når koreografien fik danserne ud i svære løft. Lorenzo har sat en høj teknisk barre i sin ballet, med komplicerede trinkombinationer, der foregår i et hæsblæsende tempo.

 

 

 

 

 

 

 

 

Foto: Henrik Stenberg

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Danserne havde ingen problemer med at følge koreografien til dørs. De dansede let og ubesværet. Lorenzo har valgt at give danserne kønsneutrale kostumer på. Det fungerer godt, at det eneste der adskiller den feminine og maskuline dans, er tåspidssko og løft. Ligeledes er det en god effekt, at bagtæppet aktivt bliver brugt som kulisse, til at banke på og lyse op bagfra. Koreografisk er det aftenens bedste nyballet, men også i denne, er det meste af tiden blevet brugt på traditionelle ensemble danse, hvor alle danser synkront på samme tid.

TROIS NOCTURNES

Aftenens sidste ballet er: TROIS NOCTURNES. Koreografi og iscenesættelse: Tobias Praetorius. Musik: Claude Debussy, (Nocturnes: Nuages, Fétes og Sirénes, 1892-99, transskriberet for to klaverer af Maurice Ravel, 1909). Maurice Ravel. Kostumedesign: Maja Ziska. Lysdesign: Thomas Bek Jensen. Pianister: Kelly Lenahan og Thomas Rischel. Dansere: Alyssa Douglass, Philippa Gudsøe, Wilma Li, Katarina von Lingelsheim, Katherine Stevens, Alfonso Coelho, Philip Duclos, Sylvester Jønson, Balthazar Sénat og Sebastian Suhr.

 

Tobias Praetorius’ ballet er inspireret af den amerikanske impressionistiske kunstner James Abbott McNeills malerier Nocturnes. Praetorius ønsker, at publikum får en visuel oplevelse af musikken. De er simpelthen musikken. Danserne maler musikken, som en maler sætter penselstrøg på et lærred. Dejlig idé. To flygler pryder scenen og det giver en flot baggrund for danserne. Praetorius har valgt at give koreografien ekstra lange linjer med læglange kjoler til damerne. Der kunne godt have været mere spræl i farvevalget.

 

Trinsammensætningerne var til tider forudsigelige og også i denne ballet har koreografen taget den gængse vej, med alle dansere i ensembledanse det meste af tiden. Jeg kan godt forstå, at man i sit første større værk vil være sikker på at tingene fungerer, men det er ikke nyskabende. Selvfølgelig er der grænser for hvor mange dybe tallerkener der kan opfindes, men det er ikke ensbetydende med, ikke at turde være modig og kaste sig ud fra 5 meter vippen og håbe på, at det ikke bliver en mavepuster.

 

 

 

 

 

 

 

 

Foto: Henrik Stenberg

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Koreorama er værd at se

En interessant balletaften, fuld af smuk dans og dygtige dansere. Det var dejligt at se, at der faktisk også var et nyt ungt entusiastisk publikum inde og se balletterne. Koreorama er værd at se, og jeg tror de tre spirende koreografer kan og tør meget mere, når de får prøvet det koreografiske håndværk af flere gange. De er alle gået med den holdbare, sikre og solide løsning, og ja undskyld, det kan blive for kedeligt i længden. God fornøjelse.

 

 

 

 

DEN KONGELIGE BALLET: Koreorama. Det Kongelige Teater, præsenterer tre nye balletter på Gl. Scene: Passengers of Passing Moments, Don’t be Scared. Trois Nocturnes.

 

 

 

 

 

DEN KONGELIGE BALLET: Koreorama – se mere her

 

 

 

DEN KONGELIGE BALLET: Koreorama er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm