Det Kongelige Teater: GIANT STEPS

 

 

 

 

 

Gamle Scene – Tre balletter – Balanchine & Wheeldon

 

 

 

 

 

Foto: Tom McKenzie

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

' ….. dejligt at gense tidligere opførte balletter og få præsenteret en ny for et dansk publikum ….. '

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Apollon ✮✮✮✮

Balletten er så godt som uden handling og fokuserer i stedet på dansen. Dog fører Apollon i det græske motiv de fire muser mod Olympen i den harmoni, der afrunder hans udvikling. I kunstarternes forening er det dansens muse, Terpsichore, der er afgørende. I det øjeblik, Apollon og hun berører hinandens fingerspidser, skabes også dansen.

 

Den følger den unge græske gud Apollon, musikkens og poesiens gud, der bliver besøgt og instrueret af tre muser: Kalliope-poesi, Polyhymnia- mime og Terpsichore-dans. Værket forener klassisk russisk balletteknik med stram, moderne minimalisme og jazzinspirerede bevægelser.

 

Apollon er skabt som en neoklassicistisk ballet som Balanchine selv blev den store eksponent for. Han demonstrerede med denne ballet et stilbrud fra den rene klassiske ballet og viste et nyt trinsprog, der var mere rytmisk og vred de nogle gange lidt ’stive ’ bevægelser fra hinanden. Han benyttede skævheder i kroppen, bevægelser på hælene, vuggende hofter, samt parallelle fødder. Nytænkende og revolutionerende i datidens balletverden. Alligevel forbliver helhedsindtrykket et billede af klassisk orden og disciplin.

 

I dag er denne næsten 100-årige ballet stadig holdbar, med sine lyriske toner, skarpe kontraster og ikke mindst de flotte koreografiske billeder koreografien skaber. Man kan godt se at dansere nu om stunder er i stand til at udføre stadig mere vanskelige trinkombinationer, men rent teknisk har Apollon en fin sværhedsgrad. Desværre var udførelsen ikke helt præcis gennem hele balletten. Der kunne godt være strammet lidt op, specielt taget i betragtning at der kun var fire solister på scenen.

 

 

 

 

 

 

 

 

Foto: Tom McKenzie

 

 

 

 

 

 

 

Foto: Tom McKenzie

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Koreografi: George Balanchine-Musik: Igor Stravinsky-Kostumer: Karinska. Lysdesign: Ronald Bates. Iscenesættelse: Nikolaj Hübbe, assisteret af Claire Still. Dirigent: Damian Lorio. Orkester: Det Kongelige Kapel. Medvirkende: Apollon: Andreas Kaas-Terpsichore: Caroline Baldwin-Kalliope: Astrid Elbo-Polyhymni: Stephanie Chen Gundorph. Førsteopførelse: Den 12. juni 1928 med Ballet Russes på Théâtre Sarah Bernhardt, Paris. Danmarkspremiere: Den 18. januar 1931 på Det Kongelige Teater. Repremiere: Den 21. maj 2026 på Det Kongelige Teater.

 

De Fire temperamenter ✮✮✮✮✮

Balletten ’De Fire temperamenter’ er en ikonisk neoklassisk ballet fra 1946, koreograferet af George Balanchine med musik af Paul Hindemith. Den er inspireret ud fra den antikke græske teori om, at mennesket inddeles i fire forskellige karaktertyper: melankolsk, sangvinsk, flegmatisk og kolerisk. I 1946 var balletten ren dynamik og koreografisk nytænkning. Når du ser den nu kunne den ligeså godt have været skabt i 2026. Den er kendt for sit minimalistiske stil og har et stærkt sanseligt udtryk. Kostumerne fra denne periode er kaldt den ’sort-hvide periode’ og varede i næsten fem årtier og startede med førnævnte Apollon.

 

Værket betragtes som en milepæl i dansehistorien, fordi der ikke er en traditionel handling og musik og koreografien er lærredet og danserne er farverne på maleriet. Bevægelsesmønstret er det primære.

 

Balletten åbner med et tema i tre variationer, der etablerer det musikalske og koreografiske udgangspunkt og går over i ’Melankolsk’ med et tungt og kantet udtryk. Bevægelserne er langsomme, dybe og følelsesladede. I det ’Sangvinske’ tema skifter stemningen til let, livlig og udadvendt. Den ’Flegmatiske’ del er rolig, kølig og kontrolleret. Det ’Koleriske’ temperament er intenst og stærkt. Det er en hæsblæsende og stærk afslutning, hvor der danses med stor kraft og hurtighed.

 

Danserne er er strålende. Med en stram koreografi hvor lange strakte linjer og utrolig kropskontrol er primær, virker det som om samtlige dansere trækker vejret i samme åndedrag. De udstråler på det nærmeste en råstyrke i deres hurtige retningsskift, asymmetriske bevægelser og ikke mindst et præcist fodarbejde. En sand fornøjelse.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Foto: Tom McKenzie

 

 

 

 

 

Koreografi: George Balanchine. Musik: Paul Hindemith. Lyddesign: Mark Stanley. Iscenesættelse: Colleen Neary, assisteret af Jared Angle. Dirigent: Damian Lorio. Orkester: Det Kongelige Kapel. Pianist: Kelly Lenahan.

 

Medvirkende: Første tema: Joscelyn Dolson og Sylvester Jønson. Andet tema: Ditte Baltzer og Nathan Compiano. Tredje tema: Isabella Walsh og Alexander Stæger. Første variation, melankolsk: Philip Duclos, Alyssa Douglass og Eukene Sagues, Josephine Henriksen, Clara Adrian, Sophie Andersen og Lydia Bevan. Anden variation, sangvinsk: Holly Dorger og Jonathan Chmelensky, Janina Olivieri, Wilma Li, Emilie Steensgaard og Agnes Rosendahl. Tredje variation, flegmatisk: Sebastian Pico Haynes, Fiona Lee, Caroline Iversen, Pilippa Gudsøe og Petra Love. Fjerde variation, kolerisk: Lania Atkins. Corps de ballet. Første opførelse: 20. november 1946 med Ballet Society på Central High School of Needle Trades, New York. Danmarkspremiere: Den 4. maj 1963 på Det Kongelige Teater Genpremiere: Den 21. maj 2026 på Det Kongelige Teater.

 

 

Corybantic Games ✮✮✮✮✮✮

Korybanterne var de krigeriske præster, der i antikkens Grækenland tilbad den frygiske frugtbarhedsgudinde Kybele. Det foregik ved kultiske euforiske fester med larmende og uhæmmet krigsdans. Koreografen Christophe Wheeldon er blevet inspireret af Bernsteins musik og hans værk er som et abstrakt maleri, hvor beskueren ikke skal dikteres hvad de oplever, men selv kan lade fantasien få frit løb. Bernstein komponerede musikken med inspiration i Platons filosofiske dialog Symposium, som hylder den fysiske og åndelige kærlighed i dens mange facetter. Kostumerne understreger disse takter i koreografien.

 

Denne ballet er et mesterværk og aftenens absolutte højdepunkt. Danserne stod skarpt til den klædelige minimalistiske scenografi. I sin enkelhed aner man de storslåede græske templer.

 

Koreografisk holder koreografien publikum i et åndeløst greb fra start til slut. Danserne hvirvler ind og ud i smukke trinkombinationer og ekvilibristiske menneskelige konstellationer. Det er en nydelse at se balletten afslutte aftenen med en præcisionspræstation. Sjældent er det set bedre. Soloviolinist Emma Steele spillede vidunderligt.

 

 

 

 

 

 

 

 

Foto: Tom McKenzie

 

 

 

 

 

 

 

Foto: Tom McKenzie

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Koreografi: Christopher Wheeldon. Musik: Leonard Bernstein, Serenade-efter Platons ’Symposion’, 1954. Scenografi: Jean-Marc Puissant. Kostumer: Erdem Moralioglu. Lysdesign: Peter Mumford. Iscenesættelse: Christopher Wheeldon og Anna Trevien, assisteret af Dustin Layton og Rose Gad. Dirigent: Damian Lorio. Orkester: Det Kongelige Kapel. Soloviolinist: Emma Steele. Første opførelse: Den 15. marts 2018 med Royal Ballet på Royal Opera House, London. Danmarkspremiere: Den 21. maj 2026 på Det Kongelige Teater, Gamle Scene.

 

Medvirkende: Ji Min Hong, Jonathan Chmelensky, Tomoka Kawazoe, Schonan Greve, Wilma Giglio, Joseph Aumeer, Silvia Selvini og Corps de Ballet.

 

 

GIANT STEPS

GIANT STEPS er en alsidig sammensat balletaften. Den bød på fine balletoplevelser og det er dejligt at gense tidligere opførte balletter og få præsenteret en ny for et dansk publikum. Eftersom der var en differentieret kvalitet på balletterne ender forestillingen samlet på 5 stjerner.

 

 

 

 

Det Kongelige Teater: GIANT STEPS – se mere her

 

 

 

 

 

 

 

Det Kongelige Teater: GIANT STEPS er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm