Johannes Larsen Museet: CHRISTINE SWANE
En mangfoldig ener – Særudstilling

Swane, Christine Georginer i vase – Kaktusgeorginer 1911. Foto og ejer Johannes Larsen Museet
✮✮✮✮✮✮
' …… Hun lod farverne få en selvstændig kraft ……. '
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
I anledning af 150 året for Christine Swanes fødsel, 1876-1960, har Johannes Larsen Museet i Kerteminde, åbnet en retrospektiv særudstilling med en stor del af hendes værker, både malerier, keramik, tekstiler og mosaik.
Christine Swane bevægede sig fra naturalismen over til modernismen og der er også ganske mange elementer fra kubismen i hendes værker. Hun var meget produktiv og prøvede hele tiden nye veje. I 1910 blev hun gift med Sigurd Swane, men med to store stærke personligheder gik deres ægteskab ikke, og de gik fra hinanden efter 10 år. De fik sammen sønnen Lars, der også blev kunstmaler. Christine havde hele livet et stærkt forhold til sønnen og hans familie.

Christine Swane, Husgavle, 1929. Johannes Larsen Museet. Foto Ole Friis

Christine Swane, Opstilling med blomster, 1935. Johannes Larsen Museet. Foto Ole Friis
Birkerød 1935
Efter bruddet med Sigurd, besluttede Christine sig for at starte på ny, men også på noget helt andet. I 1935 flyttede hun til Birkerød og dannede sit eget kunstnerhjem. Hun bruger simpelthen sit eget hjem som motiv. Hendes opstillinger/kompositioner i vindueskarme, på kakkelborde, stole der bliver flyttet, alt bliver brugt til at male efter. Det Christine nok er mest kendt for er hendes blomstermotiver og dem er der mange af. Du bliver aldrig træt af at se på dem. De varierer med årstidens blomster og farver, de kan være helt tæt på eller mere i perspektiv. Hendes billeder er levende og nærværende og udstråler et personligt overskud.
Der er også noget bemærkelsesværdigt nutidigt over hendes måde at male på. Fladerne, beskæringerne og de stærke farvesammensætninger, kan næsten virke overraskende moderne. Hun turde eksperimentere, men uden at distancere sig til motivet. Derfor virker hendes billeder stadig levende i dag. De taler direkte til øjet og til følelsen på samme tid. Man bliver glad af at se på Swanes billeder.

Christine Swane, Udsigt, Tisvilde Hegn, 1937. Kvindernes Bygning, Foto af ejer

Christine Swane, Voksende levkøjer og gyldenlak 1906. Johannes Larsen Museet. Foto Jens Frederiksen

Christine Swane, Opstilling med Samhørighed, 1945. Johannes Larsen Museet. Foto Ole Friis
Kerteminde og Fynbomalerne – starten
Christine Swane er født i Kerteminde og startede i en tidlig alder med at male og tegne. Hendes otte år ældre bror Johannes Larsen, støttede hendes interesse, og det var hos Fritz Syberg hun modtog den første undervisning. Fra 1898–1901 gik hun på kunstakademiet i København. Hun tog aldrig sin afgangseksamen. Hun søgte nye udfordringer og sammen med andre kvindelige kunstnere tog hun undervisning hos J. F. Willumsen. Fritz Sybergs hustru var maleren Anna Syberg, også en vidunderlig maler, og hun blev nær ven med Christine.
I 1905 udstillede hun første gang på en udstilling, arrangeret af Journalistforbundet, sammen med kunstnere som P. Rostrup Bøyesen og Harald Giersing, hvis arbejder ligesom hendes, var blevet afvist på Charlottenborg. I årene efter vistes hendes arbejder både der og på Kunstnernes efterårsudstilling. Fra 1910 blev hendes udtryk stærkere meget mere modig koloristisk. I 1920 opsøgte hun Giersings skole og her tilegnede hun sig kubismens motivanalyse. Herfra fandt hun sin helt egen personligt afklarede stil og form.
Swane er på trods af hendes massive udvikling, rundet af fynbomalerne og hverken i hendes tidlige blomsterbilleder, hvoraf flere findes på Fåborg museum, eller i senere værker, fornægter påvirkningen fra hendes barndoms og ungdoms miljø, Fynboernes kreds, sig ikke. Netop farven blev et af hendes stærkeste virkemidler. Hun brugte den ikke blot til at gengive virkeligheden, men til at skabe stemning, energi og bevægelse i billederne. Hendes blomster gløder næsten, og i hendes interiører er farverne med til at skabe spændinger mellem tingene i rummet. Man mærker tydeligt, hvordan hun tog modernismens idéer til sig uden nogensinde at miste forbindelsen til det sanselige og menneskelige.

Christine Swane, Opstilling med kubistisk komposition. Privateje. Foto Ole Friis
Keramik
Hun sætter sig i en sen alder igen på skolebænken og bliver uddannet keramiker. Det går hurtigt op for hende, at leret har en anden kraft, en anden magi og det mest væsentlige, at hun er god til det. Faktisk bliver keramikken en ligeså stor del af hendes virke som maleriet. Hun skaber sig et nyt kunstnerisk univers. Hun kaster sig også over tekstiler og trykketeknik. Christine er aktiv hele sit liv og i en alder af 74 år får hun en af sine største opgaver, Mosaikken i Damsøbadet, forestillende tre kvinder i badedragter, der danner et symmetrisk mønster.
Hun jonglerede rundt med mange stilarter, og hendes færdige værker blev til letforståelig kunst. Hun er en maler der taler ind i alles hjerter, med hendes direkte motiver og levende farver. Men hvis man tror hendes billeder kun er blomsterbilleder er det helt forkert. Hun malede også mennesker og landskaber. På udstillingen ses et par store malerier af hendes forældre. De siger en del om den tid de er malet i og hendes kærlighed til forældrene.
Forud for sin tid
Christine Swane var langt forud for sin tid. Med sine dristige farvevalg og avancerede kompositioner. I dag står hun som en af sin generations væsentligste kunstnere. Bevidst undgår jeg betegnelsen kvindelige kunstner, for hendes kunst overskrider sådanne kategorier. Christine Swane er ganske enkelt i en klasse for sig. Hun var en moderne maler og hendes værker kunne ligeså godt have været lavet i dag.
Fynbomalerne blev ofte forbundet med et nært og sanseligt blik på naturen, lyset og hverdagslivet. Farverne var levende, men samtidig jordnære, og motiverne udsprang af det nære og genkendelige. Den arv bar Christine Swane med sig hele livet, men hun gjorde noget helt andet med den. Hvor Fynbomalerne søgte det umiddelbare og naturlige, arbejdede Christine mere bevidst med komposition, flader og gav billedet sin egen rytme. Hun forenklede formerne og lod farverne få en selvstændig kraft.
Udstillingen viser hvilken alsidig kunstner Christine Swane var. Den har givet hendes værker plads og i denne kontekst ser du tydeligt hendes udvikling gennem hele hendes virke. Udstillingen er værd at rejse efter og selve museet har jo været kunstnerfamilien Larsens private hjem, som man samtidig kan besøge. Helt unikt. Der er ganske bedårende og der er også en hyggelig lille restaurant. Desuden er Kerteminde en yndig by.

Christine Swane, Terrin i Majolika. Johannes Larsen Museet. Foto Ole Friis
Johannes Larsen Museet: CHRISTINE SWANE – En mangfoldig ener. Særudstilling i samarbejde med Nivaagaards Malerisamling og Ribe Kunstmuseum, og kan opleves disse steder efterfølgende. Johannes Larsen Museet, Møllebakken 14, 5300 Kerteminde. Udstillingen slutter 13. september 2026.
Johannes Larsen Museet: CHRISTINE SWANE – se mere her
Johannes Larsen Museet: CHRISTINE SWANE. Coverfoto: Christine Swane, tekande og blækhus, 1930'erne, Foto Ole Friis
Johannes Larsen Museet: CHRISTINE SWANE er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm

