Teateranmeldelse
Odense Teater: BONNIE & CLYDE
© Emilia Therese – all rights reserved
✮✮✮✮✮✮
‘ ……….. et særdeles velsmurt maskineri …….’
– Søren Hjelm Larsen, KULTURINFORMATION
Er man fri når man er på flugt? Og hvad vender man ryggen til når man jagter friheden?
Vigtige spørgsmål som hovedpersonerne og mange andre stiller i musicalen BONNIE & CLYDE som er intet mindre end øredøvende imponerende. Præstationerne fra de talentfulde skuespillere, og ikke mindst deres medrivende og rørende sange, blæser publikum bagud fra start til slut.
Det går op for en at ikke meget har forandret sig, vi drives stadig af længsler og drømme, og modgang og nederlag ser ud til at virke som ekstra næring til disse drømme.
© Emilia Therese – all rights reserved
Mere end en musical
Nu træder man ganske vist ind i teatersalen med den forventning at se en musical, men bliver budt på så meget mere end det; man får ganske overvældende et blik bag kulisserne til indspilningen af MGM´s film af samme navn, og det foregår efter datidens måde at lave film på, både hvad angår kulisser, rekvisitter og sågar stunts.
Her bliver jeg nødt til at nævne hvordan kulisserne skifter, efterhånden som historien skrider frem – et særdeles velsmurt maskineri.
I filmens verden kan optagelserne gøres om, det er ikke muligt på en teaterscene. Hvilket på underfundig vis er parallelt med selve historien; visse valg her i livet kan netop ikke gøres om.
© Emilia Therese – all rights reserved
Et højt niveau
Så den action man måske sædvanligvis forventer i historien om Bonnie Parker (spillet af den troværdige og nyligt uddannede Clara Sophia Phillipson) & Clyde Barrow (spillet af den erfarne og overbevisende Christian Collenburg) foregår på et andet niveau end man ellers ofte bliver præsenteret for.
Et langt højere niveau, for selvom depressionen i Amerika var tung og trist, og også bliver præsenteret på den måde, kan man ikke andet end at lade sig imponere over hvor vidt sangerne formår at røre publikum i deres beskrivelse af en mørk periode i historien, og hvad der var medvirkende årsag til Bonnie & Clyde´s kriminelle løbebane og deres sikre vej mod en alt for tidlig død.
De fleste, om ikke alle, spiller flere roller undervejs, og gør det ganske stilsikkert og autentisk. Kun 2 personer har som bekendt hovedrollerne, men vi bliver alligevel præsenteret for nogle meget afgørende personer i de unge menneskers liv, og man sidder uvilkårligt med følelsen af at alle mennesker jo reelt har en rørende historie at fortælle.
© Emilia Therese – all rights reserved
Musicalen er en fortælling udført af professionelle skuespillere, sangere og musikere, ingen tvivl om det. Man går eftertænksomt hjem med mere end blot en fornemmelse af at de brænder for at dele historien med os.
Så er det blot endnu en actionfyldt skildring af det kriminelle par og deres voldelige karriere? Næ, det er så meget mere end det, og henvender sig uden tvivl til flertallet af mennesker som nyder en velfortalt historie. Med plads til lidt humor undervejs.
© Emilia Therese – all rights reserved
Jeg ville ønske jeg selv havde stået bag kameraet til dette imponerende show. Æren for de professionelle billeder vi bringer her i anmeldelsen, skal dog krediteres Emilia Therese Photography.
Billederne er et show i sig selv, dog skal man ikke tro at man formår at tyde historien på forhånd, så der er ingen vej udenom et besøg i Odense Teater i disse dage.
Odense Teater: BONNIE & CLYDE er på plakaten til og med d. 30. september 2023
Odense Teater: BONNIE & CLYDE – se mere her
Odense Teater: BONNIE & CLYDE er en anmeldelse af Søren Hjelm Larsen
Se mere om Søren her
Redaktion: Jesper Hillestrøm