PETER COOK – CITY LANDSCAPES
LOUISIANA ON PAPER
Peter Cook. Filter City, 2020. Original on paper, 50 x 50 cm. © Peter Cook
✮✮✮✮✮
Peter Cook (f.1936) er drengen, der aldrig holdt op med at tegne. Cook voksede op som søn af en britisk officer, og udstationeringerne og rejseaktiviteterne var store. Som følge heraf oplevede den unge dreng at bo i utallige byer rundt om i verden – og Peter havde øjnene med sig.
Barndommens fantasi
De fleste af os kender til det fra vores barndomsverden, hvordan det at tegne kan bjergtage os og vi bliver suget ind i flow, og minutterne bliver til timer, inden vi ser os om. Når vi bliver lidt større, bliver tegningerne måske lidt mere seriøse – måske tegner vi for sjovt et hus med swimmingpool, en bil i carporten og helikopterlandingsplads på taget af huset, eller måske ligger huset ved en idyllisk skovsø med en lille jolle ved badebroen, så man kan fiske. I vores leg forestiller vi os, hvordan mennesker vil bebo og besidde den verden, vi skaber.
Peter Cook. Island City, 2011-12. Original on paper, 59,4 x 84,1 cm © Peter Cook
Sir Peter Cook slap aldrig den tanke. Han lod sig uddanne til arkitekt. Gennem årene har han skabt 9 store bygninger, undervist i arkitektur og skrevet over 10 bøger. Men sideløbende med arbejdslivet har glæden ved at tegne futuriske arkitekttegninger haft en fremherskende plads.
Louisiana åbner dørene til CITY LANDSCAPES
Vi lukkes ind i et utopia af seriøs skaberkraft. Mange vil tænke på Star Wars og Matrix og andre igen vil tænke på Piranesi (1720-78), som netop kan opleves på SMK – Læs vores anmeldelse her. Drømme flyder sammen på papiret og arkitektens blueprint bliver farvelagt og hele universer, bygninger og byer skabes – heraf navnet CITY LANDSCAPES.
Peter Cook. Veg Village, 2001. 50×70 cm © Peter Cook
I dette fantasiens Sci-fi præsenteres vi for værker helt fra 1960’erne og frem til i dag. På pressevisningen skal jeg lige love for, at den bedagede herre på ingen måde var formel, men kunne fortælle spændende historier om tilblivelsen af hvert eneste værk eller serie af værker. For de flestes værkers vedkommende trækkes der tydelige spor tilbage til barndommens altoverskyggende flytteri, hvor nye byer og infrastrukturer fik en midlertidig indflydelse på arkitektens liv. Samtidig var faderens militaristiske punktlighed og præcision noget den unge Cook tog til sig, og derfor er hans værker ikke udflydende, men knivskarpe og afgrænsede af streger, som var det efter et urværk.
Sandstrand i stuen
Peter Cook skaber på papiret bygninger og hele byer med højhuse og tårne, hvor selv sandstrande og badelande ligger side om side med parkeringskælderen og med hængende haver og selv skove indendørs i hjemmet er en selvfølge. ‘Min kunst er citater fra virkeligheden’ – den mangeartede, men også monotone virkelighed, der åbenbarede sig for ham som barn, kopieres – alle byer har skoler, fritidsfaciliteter, teatre, biografer og supermarkeder, kirker men også sportshaller eller stadioner. Det er det, Cook inkorporerer i værkerne.
Drøm dig ud i fremtiden i Humlebæk
Det er en farvelagt og umanerlig unik udstilling Louisiana har i ærmet til os, og børn med deres voksne vil elske at betragte dette fremtidsunivers. Tusser, pen, lineal, farveblyanter, akvarel, fantasi og papir udgør hovedingredienserne. Sir Peter Cook påpeger, at så futurisk og uden for nummer er det hele heller ikke – mange af tegningerne og ideerne ville godt kunne realiseres i virkeligheden!
Sir Peter Cook, fortæller med beredvillighed om sine ideer og kunst
PETER COOK – CITY LANDSCAPES, LOUISIANA ON PAPER kan opleves til og med 8. maj 2022. Se mere her
Indlægget er skrevet af Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION