ALBANIEN – EUROPAS GLEMTE BAGLOMME

Foto: Yves Alarie on unsplash

Første gang jeg stiftede bekendtskab med Albanien var via fjernsynet. Tilbage i halvfemserne spillede det danske fodboldlandshold på udebane i Tirana. Billede- og lydkvaliteten var i bund, men danskerne vandt kampen med 1-0 i en halvtrist affære. Det, der gjorde mest indtryk på en ung gut som mig, var billederne af datidens Albanien uden for fodboldstadionet. Lidet klædelige betonkonstruktioner, æselkærrer på de umanerligt dårlige veje, udbredt fattigdom og en følelse af generel afmagt og trøstesløshed.

Landets tidligere leder og de-facto diktator, Enver Hoxha, havde stillet militærstøvlerne flere år før, men hans tanker levede videre i bedste velgående. Hoxha var mistroisk overfor alt og alle, og hans frygt for en fremmed invasion bidrog til, at landet lukkede sig helt om sig selv.

Albanien har blandt mange været set som en lukket nation – et land man ikke behøvede at beskæftige sig med endsige besøge. Første gang, jeg valgte at rejse dertil, var for tre-fire år siden, og det skortede da ikke på kommentarer i den forbindelse, hvor den mest hyppige var: ”Hvorfor lige Albanien?”. Min kære moder sagde endog: ”Du ender bare med at blive skudt!”. Kriminalitet så vi dog intet til. Sandheden er, at der er legio grunde til at rejse til dette prægtige land på Balkan. Kulturinteresserede, naturelskere, soldyrkere, globetrottere… ja, ingen bør snyde sig selv for at lære landet at kende, før det bliver overrendt af masseturisme.

Blandt de vægtigste grunde til at besøge Balkanlandet er de smukke landskaber, som kan måle sig med de bedste steder i Grækenland, det fremragende klima (landet er i top for Sydeuropa, når det kommer til antallet af solskinstimer), en spændende græsk-romersk kulturarv, kilometerlange hvide sandstrande, en venlig og gæstfri befolkning – og så et prisniveau, der stadig hører til blandt de absolut laveste i Europa. Netop derfor valgte jeg at lægge min sommerferie i landet og siden hen have fornøjelsen at være på genbesøg.

I gang med Albanien

Der findes ingen direkte flyvninger med rutefly fra København til Albanien. Fra Billund kan man dog flyve direkte med Wizz Air i sommerhalvåret, eller man kan vælge at tage turen med Austrian via Wien fra København til hovedstaden Tirana, hvilket kan gøres på godt fire timer. Som dansker behøver man ikke visum, og paskontrollen forløber gnidningsfrit. Jeg havde booket en mellemklassebil i forvejen. Selv om jeg godt ved, at de albanske lejebiler ikke kan måle sig med, hvad man ellers kan forvente at finde i Sydeuropa, så bliver jeg noget overrasket over at se det vrag, jeg får udleveret nøgler til! Normalt skal man gå rundt om bilen og tjekke for mindre buler og ridser, men i dette tilfælde ville jeg ikke ane, hvor jeg skulle begynde eller slutte. Skærmene hænger løst og kan rykkes fra side til side! Det bliver et nej tak herfra. Efter en længere diskussion med udlejeren, hvor jeg klart gør ham opmærksom på, at min kone og jeg under ingen omstændigheder vil sætte os ind i det køretøj, der nærmest virker livsfarligt, får jeg i stedet nøglerne til ejerens egen bil. Den er heldigvis af nyere dato og får os fragtet rundt uden problemer.

Albanien har meget at byde på, lige fra de gode strande ud mod Adriaterhavet i vest, hvor man også finder landets største havneby, Durrës, og til det nordøstlige og sydøstlige Albanien, som grænser op til Montenegro, Kosovo, Nordmakedonien og Grækenland. I den sydøstlige del af landet finder man også den smukke sø, Ohrid, som man ikke må snyde sig selv for at opleve.
Det er muligt at sejle fra Bari i Italien og til Durrës – eller Durezza for de italofile – hvilket mange fra støvlelandet for længst har fundet ud af. En del albanere taler en smule italiensk, dels grundet turismen, dels fordi mange af de lokale under diktaturet kun havde mulighed for at lytte til vestlig radio ved at stille ind på de italienske radiostationer. Faktisk ligger nabolandet blot 75 km væk målt på det smalleste sted. Tager man færgen, er rejsen en del længere, og den natlige overfart tager op mod 10 timer.

Tirana – en by med store kontraster

Landets hovedstad, Tirana, ligger blot en halv times kørsel fra lufthavnen, hvis man da slipper for de værste trafikpropper. Det er en støvet metropol, hvor dieselosen fra de mange udslidte Mercedes-biler hænger tungt i luften.

Tirana er præget af en omskiftelig fortid. Byen har været en del af både det romerske, byzantinske og ottomanske imperium. Den har i det tyvende århundrede været underlagt kommunismen og kæmpet sig igennem den postkommunistiske æra efter ideologiens fald i halvfemserne. Inden for kort afstand kan man se vartegn, som afspejler de turbulente tider: Fra mosaikkerne af en romersk villa, en elegant osmannisk bro, monument over den ukendte partisan, til ”distinkt” kommunistisk arkitektur samt den tidligere residens for den kommunistiske leder, Enver Hoxha.

Selv om Albanien er i en transition mod en mere vestligt orienteret livsstil og en generel forbedring af levestandarden, bliver man ofte mindet om landets omtumlede fortid. Der findes over en halv million bunkere spredt overalt – og desværre ikke kun på golfbanerne! En stor del af disse kan man betragte i Tirana. De blev anlagt som et modtræk til en fjendtlig invasion – en invasion som dog aldrig indtraf.

Tilbuddene for kulturinteresserede går lige fra noget af det mest obskøne, man kan forestille sig, over det særprægede og til det ypperlige. Et besøg ved ”pyramiden” er obligatorisk, om end det uundgåeligt falder i den første kategori. Pyramiden blev indviet af den tidligere leder Hoxhas datter tilbage i 1988 til minde om faderen, landets kommunistiske leder. Efter kommunismens fald har bygningen dog været anvendt til lidt af hvert, og i dag fremstår den faldefærdig og vandaliseret – måske et malende udtryk for den nye generations mening om nationens marxistisk-leninistiske fortid.

På DR TV kan man i øvrigt se programmet ‘Nul stjerner: Forlænget weekend i Albanien’, som også har besøgt Tirana og set nærmere på pyramiden. Programmet kan anbefales, hvis man ønsker en mere skæv tilgang til oplevelser, end de sædvanlige rejseskildringer giver.

Små tyve minutters gang fra pyramiden finder man Skanderbeg Square. Pladsen er opkaldt efter Albaniens nationalhelt, Gjergj Kastrioti Skënderbeu, som tilbage i 1400-tallet forsvarede riget mod osmannerne. Statuer til hans ære findes i dag overalt i Albanien. Det er lidt et kuriosum, at albanerne ærer manden, som holdt stand mod den muslimske invasion. Landet er et af de få europæiske lande, hvor flertallet er muslimer, nemlig 55 %. Bortset fra moskeerne, som er spredt med let hånd overalt, mærker man ikke meget til islam. Jeg har nok set flere tildækkede kvinder i Københavns gader end i Tiranas. Heldigvis lever indbyggerne generelt fredeligt på tværs af religiøse og kulturelle skel. En taxichauffør fortæller med en vis stolthed i stemmen, at hans far er muslim og hans mor katolik. Det fungerer fint for dem, og selv nipper han lidt til udvalget fra begge sider af religionsbuffeten.

Området er et besøg værd; en række kulturinstitutioner ligger ved selve pladsen, herunder Kulturpaladset, Nationaloperaen, Det Kongelige Bibliotek, Rådhuset og flere andre. Her kan man godt få nogle timer til at gå. Når man betragter operaen, som er bygget i den tidstypiske stalinistisk arkitektoniske byggestil, føler man sig næsten hensat til en tidligere Sovjetrepublik.
Men lad os forlade hovedstaden et øjeblik og begive os til Durrës, landets største havneby.

Durrës-regionen har det hele

I Durrës-regionen kan stort set enhver turists ønsker blive opfyldt, uanset om man er til ruiner fra romertiden, skønne hvide sandstrande, indkøb af både billige kopivarer men også de – vistnok – originale mærker, vinsmagning på en vingård eller spisning til meget fornuftige priser. Selve Durrës By omkranser havnen, og her i centrum finder man en række interessante kulturseværdigheder.

Byens mest kendte vartegn, Durrës-borgen, består mestendels af et tårn og en del af den oprindelige borgmur. Borgen blev færdigopført i det femte århundrede, men blev repareret og delvist genopbygget i middelalderen, bl.a. grundet et kraftigt jordkælv, hvis rystelser angiveligt varede ved i mange dage i det Herrens år, 1273. Jordskælvet kostede ulykkeligvis mange menneskeliv, og dele af borgen og muren faldt sammen. Der har siden da været flere jordskælv i regionen; det seneste så sent som i 2019, hvor 51 mennesker omkom og omkring 3.000 blev såret. Stedet er markeret på Google Maps, hvilket er godt at vide, skulle man ønske at erhverve sig fast ejendom i nabolaget.

Første gang, jeg var i Durrës, var det muligt at komme op i slotstårnet, hvor der fandtes en mindre restaurant, men i 2021 er tårnet desværre lukket for adgang.

Blot 2-300 meter derfra finder man andre seværdigheder: Rådhuspladsen med bl.a. Xhamia-moskeen, som er interessant at betragte udefra. Pladsen er ganske nydelig med dens palmer og springvand. Det er også i denne del af byen, at man finder de finere butikker med varer af højere pris og kvalitet.

Prisniveauet er som de fleste steder i landet lavt, og det er stort set umuligt at komme af med sine lek, den albanske møntfod, hvis man ser bort fra enkelte turistfælder, især omkring alléen, der leder op til byens centrum.

Netop denne allé, med dens høje palmer, stilfulde boutiques og smarte sportsvogne er næppe det billede, mange udlændinge forbinder med det tidligere østland. Sandt er det, at byens centrum tiltrækker nyrige eksilalbanere fra det meste af Europa, hvorfor man ser topmoderne biler på britiske, schweiziske og især kosovoalbanske nummerplader.

Bevæger man sig lidt væk fra Rådhuspladsen, er det muligt at indtage et udmærket måltid mad for små penge. Et godt valg er den familiedrevne restaurant Te Nona n’Durrës. Ejeren taler et forståeligt engelsk, og hun er meget venlig og serviceminded. Min hustru og jeg får et godt, men simpelt måltid mad med kildevand til og må erlægge den beskedne sum af 600 lek – hvilket svarer til 37,- kr. (Dette er ikke engang det mest budgetvenlige, vi har fået frokost til i Albanien. Midt i landet, i Elbasan lykkes det os at spise frokost to mennesker for 22,50 kr.; man skammer sig næsten ved at give så lidt, også selv om man selvfølgelig lægger en drikkeskilling oveni). Det skal tilføjes, at dette er billigt, selv efter albanske forhold.

Besøg på Duka-vingården

Nord for Durrës by, men stadig i Durrës-regionen, finder man turiststederne Kavajë og Gjiri I Lazli. Her er det muligt at bo nærmest direkte på stranden. Hoteller ligger som perler på en snor i Kavajë, og der findes også en række nybyggerier af moderne ferielejligheder, som mange turister har valgt at investere i. Det kan stadig lade sig gøre at anskaffe en treværelses lejlighed forholdsvist tæt på stranden til lidt over en million danske kroner, og den mulighed gør mange udlændinge brug af, dels for at have et sted at nyde den lange albanske sommer (sæsonen varer fra april til oktober), dels til brug for udlejning eller som en decideret investering.

I området San Pietro møder man stort set kun turister og eksilalbanere. Det autentiske Albanien er sværere at få øje på, men man kan så til gengæld glæde sig over det gode vejr, de smukke strande og det indbydende lune hav. Netop grundet de mange turister ligger priserne i butikker og på restauranter i den høje ende her sammenlignet med andre steder i landet.

Ikke alle – turister såvel som lokale – er desværre lige gode til at passe på naturen. Man frustreres over at se bjerge af henkastet affald, i hvert fald de steder, hvor strandene ikke er under tilsyn af et hotel eller en feriepark.

DUKA Vinyard and Winery (foto: kantinaduka.al)

Tæt på San Pietro-stranden og Adriaterhavets azurblå bølger ligger også Duka vingården. Smukt skuer den ud over Liqueni i Gjelbër, ”Den Grønne Sø”. Vingården kan prale af en tilhørende restaurant, som serverer glimrende mad og med den egenproducerede vin som akkompagnement. Albansk rødvin klinger måske ikke så velkendt her på vores breddegrader, men de albanske ønologer er ved at komme efter det. Det gode klima med de mange solskinstimer borger for en vis kvalitet. Rødvinene bærer navnet på druetypen, som de er et produkt af. Vi prøvede en Tempranillo, og den kunne sagtens drikkes. Det er en tør, fyldig og afbalanceret drue med strejf af blåbær og viol. Hertil kommer, at maden, udsigten og betjeningen er til topkarakter.

Krujë – Skënderbeus hjemstavn

Blot en times kørsel østpå kommer man til byen Krujë, nationalikonet Skënderbeus hjemstavn. Skënderbeus kontrafej ser man som tidligere nævnt overalt i Albanien. Han holdt stand mod osmannernes fremmarch i mere end 20 år frem til sin død i 1468. Kruja-museet i Krujë er et af Albaniens mest besøgte, og det er smukt opført i salene af et middelalderkastel, hvor man kan se museumsartefakter tilbage fra hærførerens tid. Han er kendt som en stor militærstrateg og var med sin hær på 10.000 mand i stand til at modstå og endog slå osmannernes utallige angreb tilbage, på trods af at hans mænd var i klart undertal.

Efter hans død var der ingen til at byde de fremmede styrker trods. Det siges, at osmannerne åbnede Skënderbeus grav og forsynede sig med stykker af hans knogler for at lave amuletter af dem. De mentes at måtte være lykkebringende og give særlig styrke. Ifølge overleveringen slog han egenhændigt 3000 osmanner ihjel. Hans død var ildevarslende for hele Vesteuropa; mange frygtede fortsat fremgang for de muslimske aggressorer. Interessant nok vedtog USA’s kongres så sent som i 2005 en resolution, som ærede 600-årsdagen for Skënderbeus fødsel grundet hans medvirken til at ’redde Vesteuropa fra osmannernes belejring’.

I en af museumssalene finder man en gæstebog, hvor besøgende kan skrive en hilsen. Jeg bemærker særligt én kommentar: ”Hold op med at kalde Albanien for muslimsk! Skënderbeu var kristen og slog den islamistiske invasion tilbage”. Så selv om tilhængere af begge verdensreligioner lever side om side, kan man hér, som så mange andre steder på kloden, finde en vis animositet lurende under overfladen.

Pogradec og Ohridsøen

Lad os begive os lidt længere ind i landet fra Durrës-regionen via Elbasan og til Pogradec. Byen ligger ud til Ohridsøen, og når man nærmer sig fra vest og kommer over højdedragene, har man en enestående, ja, bjergtagende udsigt over by og sø. Vi lejer os ind på et femstjernet hotel, som med dets indretning fuldt ud lever op til forventningerne.

Stranden er god, og selv om der er tale om en ferskvandssø, får man fornemmelsen af at være ved havet grundet søens størrelse på 388 km2 – og så måler den hele 288 meter på det dybeste sted. Ohrid-søen og den makedonske by af samme navn er i øvrigt optaget som UNESCO-verdensarv, og den er unik på flere områder. Det er, så vidt vides, søen med den højeste grad af biodiversitet i forhold til sin størrelse i verden. Der findes hele 21 fiskearter, og en tredjedel af dem er endemiske – de findes altså kun her og intet andet sted på kloden. Et eksempel herpå er Ohrid-ørreden, en smuk spisefisk, som man kan få tilberedt på en af de mange fiskerestauranter i Pogradec.

Byen ligger tæt på grænsen til Nordmakedonien, og det er enkelt at tage en tur over til nabolandet. Stedet er ubetinget Makedoniens største turistområde, men hvor der er godt fyldt op af turister på den makedonske side af grænsen, er der mere albuerum på den albanske del af kysten. (Her i Pogradec kan man i øvrigt leje liggestole og parasoller uden at blive flået; vi betalte den beskedne sum af 10,- kr., hvor det på den anden side af grænsen koster omtrent det samme – men i Euro!).

Albanere er venlige mennesker, som er glade for at tale med turister, ofte på en blanding af engelsk og italiensk. Man føler sig generelt godt behandlet overalt. Vi vælger at tage en café latte på en fortovscafe lige ned til strandkanten. Jeg bestiller en kage til, som desværre viser sig at være udsolgt, hvorfor jeg må vælge en anden fra kortet. Kaffe og kage er glimrende, og da den unge tjener så kommer med regningen, skal jeg kun betale for kaffen, for det var jo ikke den kage, jeg ville have haft. Det er glimrende service, og jeg tænker, den ikke var gået på Strøget i Indre By.

Andre destinationer i ALBANIEN – EUROPAS GLEMTE BAGLOMME

Efter at have været i Albanien i små tre uger på den seneste rejse må jeg erkende, at der stadig henstår en del steder at udforske. Eksempelvis de albanske alper i nord, som udgør grænsen til Montenegro, og i hvis bjerge enestående naturoplevelser venter på én. Eller badebyerne Vlorë i det centrale, vestlige Albanien eller Sarandë i syd tæt på grænsen til Grækenland – kendt som Albaniens Riviera.

Så når nu du planlægger din næste sommerferie og bliver spurgt: Hvorfor lige Albanien? Ja, så har du svaret på rede hånd: Kulturen er spændende og varieret, klimaet er fantastisk, det albanske folk er imødekommende, og prisniveauet er stadig lavt. Vi siger ”shihemi sërish Shqipëri!” – på gensyn Albanien!