Sigurd Barrett: BØRNENES NYTÅRSKONCERT
Det Kongelige Teater – Gamle Scene

Foto: Louise Schouw Teater/PR
✮✮✮✮✮
' ……. alle morede sig fra start til slut, og vi blev fornemt underholdt ….. '
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Der var liv og glade dage i Det Kongelige Teater, da publikum sad forventningsfuldt og ventede på, at tæppet skulle gå op. Der var den dér summen i salen, som opstår, når både børn og voksne glæder sig. Da tæppet gik, lød der et fælles gisp gennem teatersalen, som var stopfyldt til sidste plads. På scenen åbenbarede der sig et helt symfoniorkester, og fra loftet hang store lysekroner ned og gav den helt rigtige nytårsstemning. Man var ikke i tvivl om, at der var gjort noget ud af det.
Astrid var igen på banen
Jeg havde KULTURINFORMATIONs junioranmelder Astrid på seks år med. Hun havde aldrig været i Det Kongelige Teater før, selvom hun ellers er en ganske garvet anmelder med både teater, udstillinger og film bag sig. Hendes reaktion var helt umiddelbar: ’Det er overdrevet flot’. Og det var jo egentlig meget rammende.
Jeg har ikke tidligere hørt om egentlige nytårskoncerter for børn, men det giver virkelig god mening. Hvis interessen for musik og scenekunst ikke grundlægges fra barnsben, kan det være svært at få folk til koncerter og i teater senere i livet.
Festen gik i gang
Allerede fra start var Sigurd Barrett rigtig god til at få hele salen aktiveret. Både børn og voksne var med. Før vi havde set os om, var den første melodi startet, Toreadorens sang fra operaen Carmen, med en ny dansk tekst af Sigurd om, at vi var her til fest. Det satte stemningen med det samme, og vi var i gang.
Albertslund Symfoniorkester, med Erik Jacobsen som dirigent, gav hele vejen igennem koncerten en musikalitet og tyngde, som gjorde det hele mere pompøst. Det skulle vise sig, at Sigurd absolut ikke havde skruet ned for det musikalske ambitionsniveau.
Sigurd har sin lille bjørn, ’Bjørn’ med, han er bugtaler. Han kom med et par søde vittigheder om Sigurds navn, hvor både børn og voksne morede sig. Sigurd Barrett har en sjælden egenskab til, at få børn til at lytte. Han taler ikke ned til dem, tværtimod forklarer han bare nøgternt, hvordan tingene hænger sammen. Det er dét, der har skabt hans succes. Vi tror på ham, han mener det han siger.
Det beviste han i det næste nummer ’Symfo 1-2-3’. Hvor vi skulle tælle ’symfoen’ og op til ’Symfoni’. Smart. Vi fandt alle sammen ud af hvilke instrumenter der er i et symfoniorkester. Han er opfindsom. Inden vi kunne komme videre fortalte Bjørn at hans nytårsforsæt var at drille Sigurd meget mere. Så fik vi også forklaret hvad det var.
Et kæmpe kor
Som sagt viste det sig at være et vildt udstyrsstykke vi var inde at se. Næste nummer var ’Walking in the air’ og hele Det Danske Juniorkor sang. De er gode. Mere end 50 sangere indtog scenen sammen med en sød balletpige i en fin grøn kjole. Astrid mente hun næsten svævede.
Vi var ikke klar over hvad dernæst ramte os, men det var ’Jorna Xylofonileinen’ fra Finland! Sigurd påstod at der altid skulle være en verdenskendt solist til en koncert, så her var han. Det kan godt være at ’Jorna Xylofonileinen’ ikke var fra Finland, men hold da op hvor han kunne spille i tredobbelt tempo.
En ’Rimesang’ var der også blevet plads til og Sigurd fik igen aktiveret alle i salen. Ikke uden humor.
The Sound of Musics ’Do-re-mi’ fik en kærlig behandling af Det Danske Juniorkor. Det lød som om du kunne høre det give genlyd i de Østrigske bjerge. Og Sigurd forklarede os hvad en skala var.
Tjajkovskij blev heller ikke forbigået. Med fine balletpiger fra ’Friskolen for Scenekunst’, koreograferet af Line Friis Pedersen, var der hendes version af ’March’ fra balletten Nøddeknækkeren.
Spas
Som en gennemgående gimmick spiste guitaristen Eskild hele tiden popcorn. Sigurd prøvede at få ham fra det med velmenende formaninger. Det gik ikke så godt, for Eskild blev ved med at komme tilbage med et popcornsbæger, som var større end det tidligere. Hver gang råbte børnene med. Astrid holdt sig ikke tilbage.
Sigurd har fornyet teksten til den velkendte ’Vær velkommen Herrens år’. En flot folder var delt ud, så vi alle sammen kunne synge med. Lyset blev tændt i salen og alle sang. Operakoret kunne ikke have gjort det bedre.
Et kækt indslag var ’An der schönen blauen Donau’, hvor vi, publikum, skulle vælge et nyt instrument til symfoniorkestret. Hvis der ikke tidligere havde været gang i entusiasmen hos børnene, gik det her næsten amok. Vi skulle igennem 10 forskellige båthorn, gulerødder osv., indtil det blev de velkendte nytårshorn vi trutter i ved bordet nytårsaften.
Tjajkovskij fik en tur mere. Det var Blomstervalsen fra Nøddeknækkeren. Garneret med balletpiger. Nok i en lidt ambitiøs koreografi i forhold til niveauet. Men pyt, det havde en god underholdningsværdi og passede ind i sammenhængen.
Det Danske Juniorkor præsterede en fin gengivelse af Mary Mary, Mary Donnelly.
Så var det tid til endnu en fællessang, Sigurd har komponeret en ny sang, ’Lad os starte det nye år’. Hele sangteksten stod på den anden side af folderen.
Som sagt, den musikalske barre var lagt højt, og vi gik da heller ikke glip af ’Champagnegaloppen’.
Sigurd havde komponeret en ’Ny nytårssang’ som festlighederne sluttede med.
Astrid fik lyst til mere
Pludselig var det slut og Astrid spurgte om der kom mere efter pausen! Nej, måtte jeg indrømme. Det var det. Det betød kun en ting. Hun havde været underholdt ligeså meget som mig og resten af det fremmødte publikum. I år var der var kun to nytårskoncerter, men Sigurd lovede, at der også ville blive en nytårskoncert næste år. Det var en stor succes. Astrid var ikke til at skyde igennem, hun fik et billede med Sigurds autograf.
Umiddelbart kunne man have tænkt, at det var lidt af en balancekunst at samle så omfattende et program, men alle morede sig fra start til slut, og vi blev fornemt underholdt. Ikke et eneste øjeblik nåede Astrid at kede sig, og det kan kun betyde én ting: Programmet var ramt helt perfekt. Man skal ikke undervurdere børns musikforståelse.
Vi var vilde med konceptet og kommer gerne igen.
Sigurd Barrett
Gennem årtier har Sigurd Barrett lavet flere end 250 tv-programmer, skrevet 57 bøger, udgivet 57 musikalbums, spillet flere end 3000 koncerter og opsat 8 teaterkoncerter, bl.a. på Det Kongelige Teater. Sigurd Barretts bøger har solgt over 1 million eksemplarer, og i dag har hans musik flere end 1,4 millioner afspilninger hver eneste måned.
Sigurd Barrett har været langt omkring, fra Bjørnetime til Danmarkshistorie, fra Kongerækken til græsk og nordisk mytologi, fra bibelhistorier til naturvidenskab, og i de fleste boghandlere har Sigurd Barrett sin helt egen hylde. Forlaget kalder Sigurd Barretts bogserie for ”dannelseshylden”, fordi han har formået at forklare de allerstørste emner for de allermindste, hvilket også har indbragt ham adskillige priser.
Børnenes Nytårskoncert 4.januar 2026. Det Kongelige Teater, Gamle Scene. Medvirkende: Sigurd Barrett, Henning Amstrup-solist, Eskild Dohn-guitar, Mikkel Riber-bas, Eddi Jarl-trommer. Albertslund Symfoniorkester, med Erik Jacobsen som dirigent. Det Danske Juniorkor, dir. Astrid Navarro-Alonso. Balletbørn fra ’Friskolen for Scenekunst’, koreograf Line Friis Pedersen. Arrangeret af Louise Schouw Teater.
Sigurd Barrett: BØRNENES NYTÅRSKONCERT – se mere her
Sigurd Barrett: BØRNENES NYTÅRSKONCERT er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm
