Statens Museum for Kunst: Alberto Giacometti
– hvad øjet ser
“Højt, tyndt hoved”, 1954, bemalet gips. Her set i profil. Tekst & foto: © Niels Lyksted – all rights reserved
✮✮✮✮✮✮
‘ …… en bedrift uden lige …..’
– Niels Lyksted, KULTURINFORMATION
Billedhuggeren, tegneren og maleren Alberto Giacometti (1901-1966) er velkendt her i Danmark – ikke mindst takket være Louisianas betydelige samling af hans bronzeskulpturer. Museet har værker af ham i alle størrelser – lige fra de helt små, der kan opbevares i tændstikæsker til hans ikoniske værk “Gående mand”, der viser en mand i naturlig størrelse. Sidstnævnte er kendt for at være en af verdens mest værdifulde skulpturer.
Men er der mere, vi bør vide om denne verdensberømte kunstner? Det mener man på Statens Museum for Kunst (SMK), som sammen med Fondation Giacometti står bag den nye udstilling “Alberto Giacometti – hvad øjet ser” på vores nationale kunstmuseum i Sølvgade.
På udstillingen opfordres vi til at genopdage verden og mennesket gennem Alberto Giacomettis unikke formsprog. Og det er bestemt ikke uinteressant. Værkerne giver os nemlig et enestående indblik i kunstnerens livsfilosofi, der er præget af rystelser fra de to verdenskrige – herunder Holocaust og truslen om en atomkrig.
“Stor figur”, 1949, bronze. Her indrammet via gangareal – helt i Giacomettis ånd. Ligesom maleren Francis Bacon benyttede Giacometti ofte rektangulære rammer omkring modellen. De øger afstanden mellem figuren og betragteren. Foto: © Niels Lyksted – all rights reserved
Ikonisk værk
Udstillingen rummer flere af Giacomettis hovedværker, herunder “Gående mand”, 1960, som er udlånt af Louisiana. Skulpturen er 183 cm høj. Ansigtet er knapt defineret, og personen har nærmest abstrakt karakter. Dermed bliver skulpturen universel, hvilket bidrager til, at beskueren får bedre mulighed for at identificere sig med den afbildede person.
“Gående mand” skal tilsyneladende symbolisere menneskets udfordringer i en kompliceret verden, som rummer utallige konflikter og udfordringer herunder både naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer.
Alberto Giacometti
Men hvem var Alberto Giacometti? Han blev født i Schweiz i 1901, søn af den post-impressionistiske maler Giovanni Giacometti. I 1920erne tog han til Paris, hvor han udforskede kubisme og senere surrealisme. Hans tidlige arbejder viser tillige indflydelse af ægyptisk og afrikansk kunst, hvilket optog ham gennem hele karrieren.
Giacometti flyttede tilbage til Schweiz i december 1941, da den tyske besættelsesmagt rykkede ind i Frankrig. Her boede han indtil krigens afslutning. På det tidspunkt blev fremmedgjorte og isolerede personer til et vigtigt motiv for ham. De afspejlede klimaet i efterkrigstiden, mærket af en eksistentialistisk fortvivlelse.
De tidligste af disse skulpturer var ganske små. Det fortælles, at han medbragte alle de værker, han havde skabt i det Schweiziske eksil i seks tændstikæsker. Tilbage i Paris blev Giacomettis skulpturer efterhånden til de velkendte høje, spinkle skikkelser med rå og organiske overflader.
Modellerne
Som titlen på udstillingen antyder foretrak Giacometti at arbejde efter model – og primært personer, han kendte godt: fx broren Diego, hustruen Annette og i de sidste seks år af hans liv elskerinden Caroline.
Det, der primært interesserede Giacometti ved hans modeller, var deres ansigter. De var en ren besættelse for ham. Han kunne se på modellerne i timevis og var først tilfreds med sine værker, når personernes blik blev til en vision. Netop dette kunne tage sin tid. Giacometti blev sjældent tilfreds og kasserede rask væk de “færdige” resultater. Det fortælles, at var det ikke for broren Diego, havde der stort set ikke været nogle skulpturer tilbage.
“Stirrende hoved”, 1929, gips. Inspireret af ægyptiske relieffer. Bemærk kombinationen af profilen og det frontale øje. Værket gjorde med et Giacometti berømt i surrealistiske kredse. Skulpturen findes også i marmor- og i terracotta-udgave. Foto: © Niels Lyksted – all rights reserved
En skulptur bliver til
Men hvordan bar Giacometti sig ad med at skabe sine skulpturer? Ofte blev de udført i ler. For at undgå, at de gik itu under størkningsprocessen, blev de straks støbt i gips. Hermed opstod en negativ version af skulpturen, som kunne benyttes til en evt. efterfølgende bronzestøbning.
Giacometti skabte også sine skulpturer i gips. Undertiden besluttede han, at denne version var den endelige udgave. I andre tilfælde supplerede han med en bemaling. Han kunne også finde på at støbe gipsudgaven i en ny negativ gipsversion, som efterfølgende kunne resultere i endnu en bronzeversion – eller flere. I visse tilfælde malede han endda på den patinerede bronze.
Udstillingen
“Giacometti – Hvad øjet ser” rummer omkring 90 værker, og den tager udgangspunkt i 1920erne og 1930erne – en periode, der satte et afgørende præg på Giacomettis kunst og formede hans udtryk frem til hans død i 1966. Den går på tværs af hans forskellige udtryksformer: skulptur, maleri, grafik og tegning.
Blandt de tidligste værker er “Stirrende hoved”, 1928, inspireret af ægyptiske relieffer. Bemærk kombinationen af profilen og det frontale øje. Værket gjorde med et Giacometti berømt i surrealistiske kredse. Den udstillede version af skulpturen er udfærdiget i gips, men den findes også i terracotta (1929), marmor (1928) og bronze (1928).
“Sort Annette”, 1962, olie på lærred. Giacometti malede hyppigt hustruen en face. Selv om hun undertiden kunne forekomme reserveret, kunne hun bestemt også være åben og ligefrem. I de senere skulpturer analyserer han hendes kranium, ansigt og øjne for at kunne gengive den bedste fremtoning af hendes ansigt. Foto: © Niels Lyksted – all rights reserved
Næsen
Et af Giacomettis bedst kendte værker er “Næsen”, 1947, udført i gips, bemalet metal og bomuldssnor. Skulpturen er inspireret af rejseledsageren Pieter van Meurs uventede dødsfald. Giacometti vågede over denne, da han forgæves kæmpede med døden.
Giacometti iagttog, hvordan den afdødes næse efterhånden blev større, kinderne blev hule, og at munden næsten ikke kunne bevæge sig. Han opfattede begivenheden som et varsel om sin egen død og livets skrøbelighed.
“Næsen”, 1947, gips, bemalet metal og bomuldssnor. Inspireret af en rejseledsagers uventede dødsfald. Giacometti vågede nogle få timer over vennen, Pieter van Meurs, der forgæves kæmpede med døden. Giacometti opfattede begivenheden som et varsel om sin egen død og livets skrøbelighed. Foto: © Niels Lyksted – all rights reserved
Buret
Et andet af Giacomettis hovedværker er “Buret”, 1951-55. Skulpturen viser en stående person, der holder fast i to af burets rammer og en mands ansigt, der vokser op af et gulv udspændt mellem burets fire rammer. Giacometti skabte flere burlignende strukturer i sin karriere. Den første stammer fra hans surrealistiske periode i 1930. Skulpturerne er inspireret af seksuelle fantasier, mange med voldelige undertoner.
Annette
Som nævnt var hustruen Annette en af Giacomettis foretrukne modeller. Udstillingen viser bl.a. bronzeskulpturen “Annette stående”, 1954, men også portrættet “Sort Annette”, 1962, som er et oliemaleri på lærred.
Giacomettis malerier er formentlig mindre kendte. Men de er så sandelig også værd at se. Jeg har tidligere set en række af dem udstillet på Prado Museet i Madrid. Her klarede de sig fornemt blandt nogle af verdens allerbedste portrætter.
På udstillingen opfordres vi til at genopdage verden og mennesket gennem Alberto Giacomettis unikke formsprog. Og det er bestemt ikke uinteressant. For hvad ser man, når man ser? Foto: © Niels Lyksted – all rights reserved
Blik ind i en ukendt verden
De portrætterede sad alle på den samme stol i Giacomettis studie, men hver gang så han noget nyt i dem. Giacometti så ind i en ukendt verden, når han betragtede deres blik. Derfor var det altid hovedet, der fik hans største opmærksomhed. Kroppen og baggrunden på malerierne tillagde han kun ubetydelig opmærksomhed.
Giacometti beskrev selv sit endeløse projekt på denne måde: “Det er, som om virkeligheden hele tiden befandt sig bag et slør, som man river bort … Der er hele tiden noget mere … og mere”.
Vurdering
Udstillingen “Alberto Giacometti – hvad øjet ser” er en bedrift uden lige. Helt på niveau med SMKs særudstilling “Matisse – det røde atelier” fra 2022 – læs Lyksteds anmeldelse her. Det gælder både med hensyn til udstillingens originalitet og dens kunstneriske niveau.
Her er noget for dem, der blot vil fascineres af Giacomettis særprægede og fascinerende univers, men i høj grad også for dem, der tillige har lyst til at dykke ned i filosofien bag. Læg hertil en utrolig smuk scenografi.
Mon ikke de danske museumsgæster atter vil kende deres besøgstid og sikre, at udstillingen bliver et tilløbsstykke. Den fortjener det!
“Højt, tyndt hoved”, 1954. I siderne: spejlbilleder af “Gående mand II”, 1960, bronze. Foto: © Niels Lyksted – all rights reserved
SMKs udstilling “Alberto Giacometti – hvad øjet ser” er organiseret i samarbejde med Fondation Giacometti. Den ledsages af et rigt illustreret katalog i ekstremt højformat, hvor man kan bevæge sig dybere ind i Giacomettis verden og få en indføring i hans komplekse tankegang og hans enkle, æstetiske univers. Her præsenteres helt ny forskning, som bidrager til forståelsen af Giacomettis opfattelse af rum, tid og liv, som førte til det unikke formsprog, vi kender ham for i dag. Udstillingen vises til og med 20. maj 2024.
Statens Museum for Kunst: Alberto Giacometti – se mere her
Statens Museum for Kunst: Alberto Giacometti er anmeldt af Niels Lyksted, KULTURINFORMATION.
Redaktion: Jesper Hillestrøm