TEATERANMELDELSE: Taxi Drivers – Aalborg

Fotograf: Martin Høyer Poulsen

✮✮✮✮✮✮

' …… Taxi Drivers – Aalborg er fuldfed nytænkning! Tør du tage turen? …… '

– Pia Haupt, KULTURINFORMATION

Det er ingen hemmelighed, at jeg er ret vild med Teater Nordkraft. For de udfordrer med stor succes gang på gang sig selv og giver sit publikum store oplevelser. Som regel er det med et teatralsk sansebombardement af indlevelse og sublime skuespiller præstationer.

Men denne gang går de skridtet videre. De skærer dette stykke helt ind til benet. Med kun een skuespiller og fire publikummer. Det er ikke et stykke, hvor man som publikum kan læne sig tilbage og nyde stykket, for vi var en del af stykket og Aalborg og Nørresundby's skyggesider var kulissen.

Den ukendte taxatur

Vi fik først opsamlingsstedet at vide samme dag. Vores chauffør og eneste skuespiller Jakob Hannibal hentede os og vi gik ud i vores taxa. Men denne taxa bestemte vi ikke selv ruten på, for vi skulle køre afsted i uvished. For hvor var vores destination?? Og hvad var meningen med turen??

Fotograf: Martin Høyer Poulsen

Fy! Til politiet

Vores første "opgave" var at se en kort film, hvor en psykisk syg mand blev meget kraftigt pacificeret af tre betjente, han fik tåregas og blev med stave gennemtæsket og endte med at få hjertestop. Vi blev een for een spurgt om hvordan VI ville have reageret, hvis vi stod på fortovet ved siden af. Ville vi have gjort noget, eller var vi tavst gået videre?? Vi kørte hen til Politigården, vinduerne i bilen bliver rullet ned og vi skulle råbe fyord ud til den.

Værtshus og baglokaler

Næste stop er det for flere år siden lukkede og temmelig snaskede værtshus Westend – som vist de fleste fra "Ålleren" kender fra sene byture, for det var nemlig også et morgenværtshus. Vi gik ind i det tomme lokale, ud i baglokalet og op af en trappe, som fører direkte op til et for længst lukket bordel. Vi så de tre "betjeningsrum", som er meget usle, der er stort set ikke andet end nogle meget uhumske madrasser.

Fotograf: Martin Høyer Poulsen

'Våben' & indbrud & selvforsvar

Desværre bliver jeg nødt til at skære en hel masse handling væk, for ellers bliver min anmeldelse alt, alt for lang. Men vi blev udsat for en masse forskellige scenarier. Vi fik "bøllejakker" på, inden vi gik på et værtshus i Nørresundby, hvor vi fik en øl. Vi skulle der finde ud af ti samfundsmæssige ting, som vi ikke kan lide. Vi skulle derefter vælge vælge een ting fra en kasse, som vi bagefter fandt ud af var vores "våben". Jeg valgte en stor og tung hammer. Derefter skulle vi true Jakob med dem og selvfølgelig have dem med videre.

Derefter fik vi på køreturen udleveret hver sin sorte kasket og sorte "gangsta" solbriller. Som vi skulle have på. Vi lavede et "indbrud", hvor ingen af de personer der gik forbi – selvom vi stod i mørke med mørke solbriller og kasketter trukket helt ned i panden – reagerede. Vi kørte rundt i en meget blodindsmurt bil og ingen folk reagerede heller ikke på det. Vi lærte noget om selvforsvar, som beviste at vi slet ikke behøvede vores "våben", for at kunne forsvare os.

Hvad nu hvis……????

"Byttet" fra vores "indbrud" var en pistol. Jakob tog patronerne ud og vi skulle på skift holde den, imens vi pegede på Jakob med den. Han satte derefter patroner i den og et par stykker af os, skulle derefter sigte på ham, imens han spurgte dem "Kunne du skyde, hvis en person holdt en kniv på halsen af et af dine børnebørn, eller ville dræbe din søn??". Vi blev igennem hele stykket een for een spurgt om "Hvordan ville du reagere hvis…??" .

Jakob viste os en softgun, som ligner et meget realistisk skydevåben. Det skyder med nogen store hårde kugler og alle som er fyldt 18 år, kan købe dem uden våbentilladelse. Vi røg selvfølgelig bagefter på en interimistisk skydebane, hvor vi skulle skyde mod nogle forskellige objekter. Vi skulle se hvor meget et "helt uskyldigt" våben kan udrette af skade.

Som frivillige gidsler

Til sidst skulle vi alle lukke øjnene og i hel tavshed holde hinanden i hænderne. Vi kendte ikke vores næste destination og vidste ikke hvor længe vi skulle køre sådan. Jeg kom til at tænke på en gidseltagning, fordi gidsler vil have det på samme måde. Men jeg var helt rolig, for selvom jeg var iblandt folk jeg ikke kendte, havde jeg lært dem lidt at kende. Jeg kendte deres holdning og jeg vidste at sammen med dem, kunne jeg være helt tryg.

Taxi Drivers – Aalborg. Hvor langt vil du gå?

Moralen i dette meget tankevækkende stykke er: Hvor langt er du villig til at gå, for at hjælpe dine nærmeste – dem som du elsker, en fremmed på gaden, eller måske gøre din lille bitte del, for at gøre verden til et bedre sted. Vil du handle, eller vil du vende det blinde øje til??

Da jeg kørte hjem, kom jeg til at tænke på et af Dalai Lama's kloge citater og det har jeg valgt skal være min afskedsreplik:

”Selv den længste rejse, begynder med små skridt”

1000 tak til Teater Nordkraft for en fantastisk lærerig taxatur. Jakob Hannibal kan bare det shit. Han er en vigtig del af teatrets DNA og han skuffer aldrig. Taxi Drivers – Aalborg er fuldfed nytænkning! Tør du tage turen?