Når skruelåget er fastklemt under de buttede tagrygge – Vi anmelder:
‘Alt hvad vi har er minder’ – En digtsamling af Claus Høxbroe
✮✮✮✮✮
Høxbroe er her i 2021 i Corona-Hopla. Betragteren med hatten, brillerne og cigaren drysser gennem det pandemiraserede Danmark indimellem diverse lockdowns og restriktioner og tager pulsen på tilværelsen og danskheden.
Der dampes på minder med skruelåg i inderlommen og vi kommer forbi Bornholm med sol over Gudhjem og turister med mundbind, der jager keramik og unika hemsløjd. Femø fejrer deres nye verdensborger. Laugesen købes naturligvis i Århus – fordi det ‘føles mere rigtigt’ dér. Morgenmadsbuffeten i Odense med de små tallerkner, brummende koner og covid-19 plastikhandsker bliver besøgt. På Ærø pauser de natlige kirkeklokker i højsæsonen. Andemaden er en fortsættelse af græsplænen, mens latrinspandene møjsommeligt tømmes ud i havnebassinet.
Fernet Branca
Jeg tog mig i at sidde og blive ‘høj’ af den lille bastante digtsamling. Undervejs blev jeg endda så ‘høj’, at hustruen måtte i byen efter en Fernet, så jeg kunne fortsætte mit trip i de høxbroeske minder. Hvorfor ved jeg egentlig ikke, for forfatteren omtaler slet ikke Fernet Branca i bogen, men der er ligesom noget Fernet Branca både over og under digtsamlingen og i særdeleshed mellem linjerne. Hyggen kunne ikke klares med en ‘mælkedreng’ fra Hjemis.
Som i flere af de tidligere digtsamlinger af forfatterens hånd lægges de bedste digte til sidst i bogen – ikke at de første digte fejler noget, men en stemning bygges op, inden man er helt klar til det 6 sider lange digt om Vesterbro – hvor vejene krydses og solsorten leverer verbal grafitti, mens sletten foran Kihoskh fyldes med medmennesker i forårssolen.
Canceren gæster nokengang een i digterens familie – og her når Claus Høxbroe nye højder, og fæstner pilene i dartskivens splintrede glas.
Endelig kommer vi frem til hoveddigtet ‘Alt hvad vi har er minder’ – her tæller notifikationerne ikke, RAM’en er ikke vigtig og minderne vækkes af dufte og lyde, der kan bringe betragteren helt tilbage til barndommens land, hvor selv exitskiltet er offline.
Fotografen Jonas Rask har indfanget Claus Høxbroe i Århus og fotograferet beatpoeten med sit hånddrevne Hasselblad-kamera og derved foreviget røgtågerne.
Kunstneren Anton Ian Nielsen har skabt små præcise tegninger i farve af begivenhedernes himmelstrøg – tegningerne er som små fotografiske monumenter med kryds og bolle.
Digtsamlingen ‘Alt hvad vi har er minder’ er Høxbroes 19. i rækken, og den udkommer den 10. februar 2021.
De kan allerede nu bestille den på forlaget www.gentlemensjockeyclub.dk og få den direkte leveret af det kongelige danske postvæsen og anbragt i deres postkasse.
Indlægget er skrevet af Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION