Anmeldelse: ALICE I EVENTYRLAND
Rejser Teater

Anmeldelse: ALICE I EVENTYRLAND

Anmeldelse: ALICE I EVENTYRLAND

 

 

Elysium – Royal Stage

 

 

 

 

 

Anmeldelse: ALICE I EVENTYRLAND

Foto: © Elysium

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

‘ ….. det er en flot forestilling og jeg blev slået helt bagover af deres dygtighed og formåen …. ‘

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det er et flot og ambitiøst projekt KULTUR FOR FOLKET har gang i. Det blev stiftet i 2014 for at udvikle kultursamarbejde, uddannelse, kulturudveksling og kulturel integration. I dag er KULTUR FOR FOLKET et fællesskab af produktionsselskabet Kultur For Folket AS og non-profit organisationen Kultur For Folket Forening. I fællesskab arrangerer de forestillinger, der viser en kulturel ekspertise inden for flere genrer. Det synes jeg er et fantastisk initiativ og også modigt i disse tider.

 

Deres vision er at styrke relationer med kunstnere, koncertsteder og lokalsamfund i Skandinavien. Produktionerne er både klassiske og nutidige og sigter mod, at publikum skal have kulturelle oplevelser af høj kvalitet. Foretaget har også en ambition om at spille en central rolle i at forme Skandinaviens kulturelle landskab og støtte initiativer i Norge, Sverige og Danmark.

 

KULTUR FOR FOLKET er mere end bare et show. De er dedikerede til at berige kulturlivet i Skandinavien ved at præsentere forestillinger i verdensklasse, såsom ALICE I EVENTYRLAND. Elena Volik er Administrerende direktør i KULTUR FOR FOLKET og udtaler: “Vi tror på kunstens kraft til at forene mennesker og vi ønsker at inspirere til glæde. Denne produktion er ikke kun visuelt fantastisk, men bærer også et budskab om håb og modstandsdygtighed, hvilket gør den særligt meningsfuld i disse tider.” Det er lykkedes til fulde i denne forestilling.

Forestillingen

Cirkusforestillingen ALICE I EVENTYRLAND er baseret på, eller jeg vil hellere siger inspireret af, Lewis Carroll roman fra 1865 og er blevet iscenesat i en forrygende og tempofyldt forestilling, af Kyivs cirkusteater ‘Elysium’. Scenen er dekoreret, med en videoprojektion, af det traditionelle røde cirkusforhæng. Pludselig bliver tæppet afløst af et stort (lomme) ur, der slår tolv slag. Vi er allerede i Alice i Eventyrland- stemningen med kaninen der har et lommeur, i den oprindelige udgave. Alice er en nysgerrig pige, som tilfældigt opdager en ny fantasiverden, hvor intet er som det ser ud. Alice sidder og keder sig og pludselig får hun øje på en kanin og Den gale hattemager og de danser og morer sig. Vi møder også Hjerter dame og de andre kort, og så skal vi til et skørt te selskab.

En mosaik med musik og artisteri i verdensklasse

Jeg vil betegne forestillingen som en musikalsk mosaik, hvor dans og artistisk ekvilibrisme er kædet sammen med en tryllekunstner. Der kommer det ene stjernenummer efter det andet. Vi ser næsten alle afkroge af artisteriets svære kunst. Bl.a. er der flere varianter af luftakrobatik. Trapez, Aerial silks, hvor artisterne udfører halsbrækkende tricks i et eller flere stykker stof, der hænger ned fra loftet, og parakrobatik. Der var også noget så sjældent i vore dage, som en linedanser, hvor linen er lettere slap. Det er noget af det sværeste at arbejde med. Han kørte sågar på ethjulet cykel, mens han jonglerede. (Jeg var næstformand i Dansk Artist Forbund i 90’erne og har set mange dygtige artister i årenes løb).

 

Der var jonglører, håndstandsartister, tysk-hjul, hvor artisten arbejder i et stort hjul på gulvet og et hulahopringnummer, der overgår hvad jeg hidtil har set af den karakter. Det blev bare ved med gennemarbejdede numre og smilende artister. Der var masser af dans, der garnerede artistnumrene og de 8 dansepiger skiftede kostumer med rekordhastighed. De var præcise og dygtige. Glimrende koreografi, der var nutidig og passede perfekt til musikken. Det er Sarharova Yuliia der står for den fantasifulde og meget varierede koreografi. Musikken til forestillingen er en sammensat lydside af forskellige nutidige kunstnere. Kostumerne var festlige og farverige.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Anmeldelse: ALICE I EVENTYRLAND

Foto: © Elysium

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tryllekunstneren, Kryvonogov Vlad, er i en klasse for sig selv. Han er Præsident for International Magic Society in Europe. Så forstod jeg bedre hvorfor han var så skarp. Vlad er et hit både for børn og voksne. Inden forestillingen talte jeg med nogle af de medvirkende bl.a. Vlad. Han mener at man skal følge sine drømme og hvis der gemmer sig en lille tryllekunstner inde i en, er alder uvedkommende. Han brænder for at udbrede sit budskab og inden hver forestilling går han rundt i foyeren og tryller for folk. Han er smilende og har det der udefinerbare mystiske over sig, som de fleste tryllekunstnere besidder. I forestillingen udfører han klassiske tryllenumre, f.eks. den oversavede dame, kort der uforklarligt skifter motiv og den svævende dame.

 

Bublikova Daria er danser. I forestillingen danser hun solopartiet Bunny. I den oprindelige fortælling er kaninen hvid, her er den pink. Daria brænder for sin dans. Hun danser både klassisk og moderne ballet. Hendes niche er karakterroller, hvor hun også kan demonstrere sit skuespiltalent. Hun fortalte, at de ikke som sådan havde faste træningsklasser når de var på turné, men stod for deres egen opvarmning. Daria er meget begejstret for Danmark, det var de i øvrigt alle sammen.

Et rejsende fænomen med sammenhold

Jeg talte også kort med Sakharov Oleksandr, den Administrerende direktør for Circusteatret ‘Elysium’, der er en del af ledelsen og Oleksandr fortalte, at i truppen bliver der lagt vægt på sammenholdet. Ledelsen i Circusteatret ‘Elysium’, vil ikke udvide deres kapacitet. De ønsker at publikum skal kunne mærke den hyggelige stemning af gammeldags intimt cirkus, opført med de nyeste og tekniske midler, såsom 3D-baggrundsscener, LED-skærme, unikke lyseffekter og sublim lyd. Derudover kan de etablere deres forestillinger på allerede eksisterende scener. Flot teknik fra Vlason Serhii. Samtlige medvirkende er fra Ukraine, og de fleste af artisterne har optrådt over det meste af verden og deltaget i de store internationale cirkuskonkurrencer, og vundet mange af dem. Det er forståeligt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

ELYSIUM

Foto: © Elysium

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slået bagover af ELYSIUM

Det er en flot forestilling og jeg blev slået helt bagover af deres dygtighed og formåen. Specielt artisterne var i særklasse og viste nye variationer inden for deres discipliner. Hvis man er i nærheden næste gang de kommer til Danmark, eller man tilfældigvis er i Sverige eller Norge en af næste uger, er Circusteatret ‘Elysium’ et besøg værd. Glem verdens fortrædeligheder i et par timer og hengiv dig til eventyrets-, fantasiens- og kunstens verden. Husk, cirkus er for alle i alle aldre, og man bliver aldrig for gammel til det betagende univers cirkus er.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Louise Frevert

KULTURINFORMATIONs anmelder og redaktionsmedarbejder Louise ‘All Over’ Frevert sammen med de dygtige cirkusfolk.  Foto: © Benni Johansson – all rights reserved

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Anmeldelse: ALICE I EVENTYRLAND – 30 dansere og artister fra Kyivs Cirkusteater ‘Elysium’ medvirker. Denne forestilling blev opført på Royal Stage i Hillerød. Fra ‘Elysium’: Kreativ direktør: Remneva Mariia. Administrerende direktør: Sakharov Oleksandr. Koreograf: Sarharova Yuliia. Teknik: Vlason Serhii. Turnéen fortsætter i: Sverige: 6. november Helsingborg Arena, 8.-9. november Scandinavium Arena Göteborg, 10. november Conventum Örebro, 11. november Norköping Louis de Geer, 13. november Halmstad Arena 15. november Kalmarsalen, 17. november Lidköping Arena, 18.-19. november Stockholm Cirkus, 20. november Jönköpings Konserthus. Norge: 22.-23. november Spektrum Oslo, 24. november Skien Ibsenhuset, 25.-26. november Stavanger Konserthus, 27. november Arendal Kulturhus.

 

 

 

 

Anmeldelse: ALICE I EVENTYRLAND – se trailer her og se mere her

 

 

 

 

 

Anmeldelse: ALICE I EVENTYRLAND er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm