Litteratur

Anmeldelse: LYSETS VÅBEN

Anmeldelse: LYSETS VÅBEN

 

 

 

 

 

 

Anmeldelse: LYSETS VÅBEN

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

‘ …….. Follett bedre end nogensinde ……..’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mange af os har fulgt Ken Folletts forfatterskab igennem mange årtier. Hver gang der er kommet en ny roman på gaden, har man glædet sig og er blevet begejstret. Ken Follett, Kenneth Martin ”Ken” Follett, 1948, er født i Wales. Med flere end 188 millioner solgte bøger, er han en af verdens bedst sælgende forfattere. I Danmark har han solgt mere end 1,6 millioner bøger. Mest kendt i Danmark er nok Jordens søjler, der også er blevet produceret som musical.

 

I hans nye roman er vi tilbage i Kingsbridge og plottet i historien er toptunet. Follett kan fortælle som ingen anden og man bliver fanget fra første side. Hans persongalleri står lyslevende foran dig, og du drages ind i handlingen med bankende hjerte. Denne gang kan du godt belave dig på et hæsblæsende tempo og en handlingsmættet roman.

Handlingen

Vi er i Badford, lige omkring 1800. Arbejdere er ved at samle roer fra høsten og Harry Clitheroe er med til at laste en kærre. Han er gift med Sal og de har et barn, Kit, på 6 år. Sal arbejder som spinder. Will Riddick er ældste søn af herremanden af Badford og i dag er det ham der holder øje med det hele. Han er en ondskabsfuld tyran, til forskel fra hans brødre, Geoege og Roger og sågar hans far. Kærren løber løbsk, Harrys ben bliver knust og han mister livet. Will tager intet ansvar.

 

Så er vi i gang og bliver kastet direkte ind i magtkampe, industrialisering, den spirende kvindefrigørelse, og en klassekamp der er ved at eksplodere. Samt en tid hvor man straffede folk med døden, selv for en mindre forseelse.

 

Efter Harry er død, har Sal ikke mange arbejdsmuligheder og søger arbejde hos Amos der er klædehandler. Han bor i Kingsbridge, hvor der er en del væverier og er omdrejningspunkt for klædeproduktion. Amos har hele livet været forelsket i Jane, men hun vil kun have en mand med en adelig status. Hun bliver gift med Jarlen af Northwood, men prøver at få Amos som elsker. Han afslår. I mellemtiden prøver den stenrige og magtmanipulerende Hornbeam at sætte sig på alt vedrørende klædehandel og fabrikation. Han slipper afsted med en hel del, specielt da han får sine børn gift ind i indflydelsesrige familier i Kingsbridge. Som oldermand er hans magt næsen uendelig. Hornbeams eneste sigte er at tjene penge og hans arbejdere går for lud og koldt vand.

 

Maskinerne er ved at fortrænge den manuelle arbejdskraft og der opstår en begyndende utilfredshed over hele landet. Napoleon rasler med sablerne og verden er på randen af opbrud og kaos. Biskoppens datter Elsie er rebelsk og har altid gået sine egne veje. Hun starter på eget initiativ en søndagsskole for fattige børn, hvor et måltid mad er en del af ideen. Halvdelen af byen er Metodister og det skaber store problemer.

 

Biskoppens yndige kone Arabella Latimer indleder en affære med Spade, en af byens spidser, også inden for klædestof. Spades søster har en systue og bor sammen med en anden kvinde. Spade og Arabelle får et barn og biskoppen har mistanke om at drengen ikke er hans. Affæren er den mest kendte hemmelighed i byen. Arabelle er 45 år og havde forsværget at hun kunne få et barn. Biskoppen er en del ældre end Arabelle og dør. Elsie, hendes mand og 3 børn flytter sammen med Arabelle og hendes søn.

 

Den ulmende krig skaber usikkerhed og alle kneb gælder, når der skal kapres mænd til hæren. De bliver nærmest kidnappede og forsvinder. Napoleon er flygtet fra øen Elba og har oprustet en ny hær og er nu ved Waterloo. Mange af indbyggerne fra Kingsbridge er med ved slaget. Krigen har skabt dønninger i hele Europa og efter krigen skal mange til at begynde forfra, både menneskeligt og økonomisk.

I over tre årtier

Igennem små 35 år følger vi indbyggernes liv i Kingsbridge. Dem der har magt, får mere, men de fattige er ved at få nok og krigen har været med til at opildne til oprør. Kort sagt vi oplever optakten til den nye verdensorden. Storbritannien gennemlever et både politisk og økonomisk opsving. I årenes løb bliver børnene i romanen voksne og udvikler sig i andre retninger end dem forældrene havde tiltænkt dem, at de skulle gå. Som det altid har været og stadigvæk er. Romanen er fyldt med kærlighedshistorier på kryds og tværs af alle tænkelige kombinationer. Desuden er der drama, så blodet i bogstaveligste forstand flyder.

Research der vil noget

Follett lægger tydeligvis et stort researcharbejde i sine bøger. Historiske og praktiske ting ligger tæt på det, der kendes som det virkelige liv, skildret på det tidspunkt historien foregår. Ligeledes drager han dagligdags levevis ind i fortællingen, der får den til at blive spillevende. I denne roman beskriver Follett tydeligt og bedre end nogensinde, hvordan grådighed, begærlighed, ondskab, lidenskab, had og kærlighed kan fordærve og underminere menneskers eksistens. Men også, at uden kærlighed og ihærdighed vil vi ikke være i stand til at kunne opbygge et samfund. Spændende og dramatisk læsning på hver side fra 1. til 717., i et let og flydende sprog. Strålende oversættelse af Annelise Skov. God fornøjelse.

 

 

 

Anmeldelse: LYSETS VÅBEN. Forfatter: Ken Follett. Oversat af Annelise Skov. Udgivet på forlaget Cicero.

 

 

 

 

Anmeldelse: LYSETS VÅBEN – se mere her

 

 

 

Anmeldelse: LYSETS VÅBEN er skrevet af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm