Litteratur

Boganmeldelse: GRÆSHOPPENS ÅR

Boganmeldelse: GRÆSHOPPENS ÅR

 

 

 

 

 

 

Boganmeldelse: GRÆSHOPPENS ÅR

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

‘ ……… i et let og smidigt sprog, der river læseren med …..’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

Fra første side kan du fornemme, at der kommer til at stå meget på spil i denne spionthriller. Du bliver fra begyndelsen grebet af den fortættede stemning, da en spion angiver ti af sine kollegaer til fjenden. 8 mænd og to kvinder bliver hængt i en kran over Teherans gader. Til skræk og advarsel for alle, der skulle komme på afvigende tanker. Historiens fortæller går under kodenavnet Kane og arbejdede på det tidspunkt for CIA.

 

En af deres agenter havde i mange år været en betroet agent for den amerikanske efterretningstjeneste i Teheran. Det viser sig, at han i en årrække havde arbejdet for russerne. En stille mandag afleverer han navnene på ti af de mest værdifulde iranske agenter til spionageagenturet i Rusland. Alt kan sælges og købes for ussel mammon. Der gik en chokbølge gennem hele organisationen og jagten eller skal vi hellere kalde det hævnen, starter.

Vidt omkring i Mellemøsten

Det er en moderne spionhistorie, som foregår i bl.a. Irak, Syrien, Iran, Libanon og Gaza. Forfatteren har et indgående kendskab til Mellemøsten og logistikken. Det er imponerende med hvilken detaljeringsgrad de forskellige lande bliver beskrevet. Fortælleren har i virkeligheden ikke et navn, men bliver kaldt Kane. Han er frygtløs og bliver af sin chef, Falcon, sendt ud på de mest udfordrende og umulige missioner. Som det er typisk for spioner, kan de intet fortælle om deres arbejde til familien.

 

Kane er på en livsfarlig opgave i et af de værste og mest voldelige områder i grænselandet mellem Iran, Pakistan og Afghanistan. Han skal finde den mest forhadte terrorist: Kasinskij. Det er lykkedes for ham at gå under radaren og Kane er lige i hælene på ham. Desværre går Kane i en fælde og bliver taget til fange sammen med en ganske ung pige, Laleh. Man sidder simpelthen med hjertet oppe i halsen og tror ikke et øjeblik på at det kan være muligt at slippe væk.

Tilbage til USA

Kane er frygteligt skadet og da han kommer tilbage til USA, bliver han syet sammen på et hospital og får taget røntgenbilleder. Hans kæreste Rebecca er læge og finder hans billeder på passagersædet i bilen og bliver målløs over hvor mange skader han har pådraget sig. Nogle er friske, andre mange år gamle. Han prøver at krybe udenom konfrontationen, men må gå til bekendelse og forklare, at han har et lidt usædvanligt job. Det viser sig at Rebecca er en kvinde af mandsmod og styrke og bliver en uvurderlig hjælp og styrke for Kane.

 

Efter at være restitueret, kommer Kane på en ny tur, der bliver endnu mere faretruende og vildere end tidligere. Hans jagt på Kasinskij er gået ind i en ny fase og han er tæt på, men ikke tæt nok, til at få ham tilintetgjort. Denne gang bliver hans snarrådighed sat på en hidtil ukendt prøve og han er nærmest ved at miste livet.

 

Kane er igen tilbage i CIA´s hovedkvarter Langley, og efter at have været på et genoptræningscenter i det meste af et år, føler han et ubændigt ønske om, en gang for alle at dræbe manden der er en trussel for hele menneskeheden.

 

Kane er oprindeligt blevet uddannet som ubådskaptajn og vender tilbage som sådan på en ubåd, Leviathans, der har en helt speciel opgave. Vi kommer med på en ny ekspedition, hvor man sidder med hjertet oppe i halsen. Vil det lykkes for Kane at få gjort kål på fjenden en gang for alle?

 

Der er mere fart og tempo end sædvanligt i denne spionroman og samtidigt er det er en gedigen og god gammeldags spionthriller, placeret i nutiden. Alle sejl er sat til.

Terry Hayes

Terry Hayes (1951), er født i England og familien flyttede til Australien da Terry var 5 år. Han startede som journalist, og flyttede senere til Hollywood og skrev adskillige manuskripter til både store og små serier og film. Han er bedst kendt for sit arbejde med Kennedy Millers Filmproduktionsselskab og sin debutroman I Am Pilgrim, hvor rettighederne er købt af Metro-Goldwyn-Mayer. Jeg er pilgrim, I Am Pilgrim, handler i store træk om forberedelserne på et bakteriologisk angreb på USA.

 

Terry Hayes har en særegen måde at fortælle på, der tryllebinder læseren. Takket være de tre oversættere: Frederikke Mikines, Louise Salling og Hans Peter Madsen, får vi historien fortalt på dansk i et let og smidigt sprog, der river læseren med og også får beskrevet lokationerne levende. Flot. Bogen er også speciel, fordi den pludselig flytter sig frem og tilbage i tiden, og får dig ”tørskoet” i land, så nutidens virkelighed bliver endnu mere intens. God rejse og læselyst.

 

 

 

Boganmeldelse: GRÆSHOPPENS ÅR. The Year of the Locust. Forfatter: Terry Hayes. På dansk ved Frederikke Mikines, Louise Salling og Hans Peter Madsen. Spændingsroman. Udgivet på Politikens Forlag.

 

 

 

 

Boganmeldelse: GRÆSHOPPENS ÅR – se mere her

 

 

 

 

Boganmeldelse: GRÆSHOPPENS ÅR er skrevet af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm