Teater

Teater Republique: IDIOTEN

Teater Republique: IDIOTEN

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Teater Republique: IDIOTEN

Foto: Sara Galbiati

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

‘ …… en frisk nytolkning af en klassiker …..’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

Fjodor Dostojevskij (1821-1881), var en russisk forfatter. Han voksede op i en børnerig, troende og meget læsende familie. Faderen var adelig godsejer, men uden midler, og praktiserede som fattiglæge i Moskva. Det var her Dostojevskijs livslange sociale engagement blev grundlagt.

 

Dostojevskijs visionære og tidløse værker er unikke i russisk åndshistorie og i verdenslitteraturen. Hans liv og værk er en uudtømmelig kilde til psykologisk, filosofisk og teologisk indsigt. Nogle af de mest kendte romaner er Spilleren,1866. Samme år udkom Dostojevskijs nok mest berømte roman: Forbrydelse og straf. En fortælling om, hvordan en angiveligt rationel, nihilistisk tankegang fører til et mord, som først kan sones, da forbryderen, Raskolnikov, erkender ikke bare sin forbrydelse, men også sin skyld.

 

Det næste hovedværk er romanen Idioten (1868-1869), der følger “det fuldkomment gode menneske”, som hvirvles ind i lidenskaber og intriger. Dostojevskij skrev Idioten i en brydningstid. Handlingen centrerer sig om Mýsjkin, der ankommer til Sankt Petersborg efter flere års fravær. Her møder han en dybt desillusioneret befolkning.

Teater Republique: IDIOTEN

Idioten er en historie om, hvordan vold cirkulerer i et undertrykkende samfund, og hvordan vi igen og igen fejler i at forhindre kommende katastrofer. Hovedpersonen Fyrst Mýsjkin står som en uforglemmelig skikkelse i verdenslitteraturen. Det er denne roman forestillingen tager udgangspunkt i.

 

Mýsjkin, Idioten, er vendt tilbage til byen, og vil besøge Aglaias mor. Det er kun Aglaia der er hjemme og der er rettet an til fest. Nærmere betegnet en fødselsdagsfest. Natasia har fødselsdag. Lidt efter lidt ankommer gæsterne der er yngre mennesker: Rogozhin og Ippolit. Fødselsdagsbarnet gør sin entré, som en rigtig diva bør, og nu skal der gang i festen. Gæsterne danser, drikker og morer sig.

 

Det viser sig hurtigt at alle har en anden dagsorden end at skulle slå sig løs til en fest. De er mere optagede af at høre sig selv tale, og de taler forbi hinanden. Mýsjkin prøver på sin egen kejtede måde at være den prosaiske i selskabet, for som Aglaia siger du er den uddannede, men også han har en rem af galskaben. De fem personer har umiddelbart ikke meget tilfælles. Aglaia er forkælet, vokset op i en velhavende familie, er rastløs og sex er adspredelse. Rogozhin har opdyrket en overdreven kropsbesættelse, er besat af penge og besidder en kort lunte. Han kan ikke slippe sin familiære voldelige baggrund.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Teater Republique: IDIOTEN

Foto: Sara Galbiati

 

 

 

 

 

 

 

Ippolit er i en sørgelig forfatning. Han er syg, fattig og bitter. Hans fokus på penge gør ham svag og ynkelig. Natasia ønsker at være verdensdame, men det slipper hun ikke særligt godt fra med sine billige og tarvelige manerer. De fem festdeltagere prøver forgæves at få stemningen til at løfte sig, men jo mere champagne der kommer indenbords, jo mere krakelerer deres overflader.

 

Selvom de er fra fem forskellige samfundsklasser, bliver de som aftenen skrider frem forbavsende ens. Deres såkaldte individuelle værdibegreber, siver ned igennem gulvbrædderne. De prøver at genopleve sig selv ved at finde fysiske relationer hinanden imellem, men det er kun en (selskabs) leg! Eller er det? Mýsjkin, Idioten, aner ikke hvad han skal stille op med sig selv. De spændinger der opstår, er dødbringende og inden længe bliver man klar over at katastrofen er nær.

Præstationerne

Det er et nervepirrende drama der udspiller sig. Det er en usædvanligt levende fortolkning af Idioten, eller rettere sagt noget af den, Tom Silkeberg har præsteret. Replikkerne svirrer lette og elegante gennem luften. Du bliver hurtigt fanget af stemningen og stykket bliver en helstøbt del af historien. I denne fortolkning af Idioten fornemmer man tydeligt, hvad klassedelingen kan gøre ved et samfund.

 

Vi oplever personer fra forskellige dele af et undertrykt og voldeligt samfund, hvor vi med gru forstår, hvad der kan ulme under en normalt udseende overflade, hvis man holder et folk nede. Idealerne svirper igennem luften, men sandheden er uhyggelig nær. Historier om vold og svigt trænger sig på og i løbet af aftenen træder destruktiviteten og volden frem. Når fem mennesker ikke kan komme til forståelse, er det ikke vanskeligt at måtte se i øjnene, at krig kan opstå som et knips med fingeren.

 

Stykket er en frisk nytolkning af en klassiker. Det kan være vanskeligt at lave om på noget der er godt, men her er instruktøren Liv Helm kommet godt i land. Hun har fået skuespillerne til at gå til deres grænser, uden at det virker voldsomt eller hysterisk. Skuespillerne er fremragende og du fornemmer deres desperation og skrig om hjælp. Særligt skal fremhæves Elliott Crosset Hove som Mýsjkin. Hove er nærmest genial i sin figur og gør Mýsjkin til en nervøs, hjælpeløs, troværdig og samtid knivskarp intellektuel, der skærer ind til benet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Teater Republique: IDIOTEN

Foto: Sara Galbiati

 

 

 

 

 

 

 

 

Ellaha Lack er Natasia med hud og hår. Den overfladiske ”her er jeg” type, der lidt efter lidt går i opløsning. Hun er strålende og autentisk. Christoffer Hvidbjerg Rønjes Rogozhin, er modigt fremstillet. En ”Karl-Smart” der langsomt viser sit sande jeg og knækker. Ida Cæcilie Rasmussen fremstiller Aglaia lige som man kan forestille sig en forkælet overklassepige der keder sig, kan være. Hun vil gøre alle mulige krumspring for at kunne adsprede sig selv. Tue Skovdahl Lundings Ippolit er en stakkels og ussel karakter, der med sin selvmedlidenhed prøver at gøre opmærksom på sig selv. Det har selvfølgelig skæbnesvangre følger.

 

Det er en spændende åbningsforestilling Republique præsenterer os for. Den giver stof til eftertanke og er et besøg værd.

 

 

 

 

Teater Republique: IDIOTEN. Medvirkende: Elliott Crosset Hove-Mýsjkin, Ellaha Lack-Natasia, Christoffer Hvidbjerg Rønje-Rogozhin, Ida Cæcilie Rasmussen-Aglaia og Tue Skovdahl Lunding-Ippolit. Instruktør: Liv Helm. Dramatiker, forfatter: Tom Silkeberg-inspireret af Fjodor Dostojevskij. Konceptuerende scenograf og kostumedesigner: Ida Grarup. Realiserende scenograf og kostumedesigner: Simone Bartholin. Lyddesigner: Ditlev Brinth. Lysdesigner: Suni Joensen. Forestillingen slutter 17. februar.

 

 

 

Teater Republique: IDIOTEN – se mere her

 

 

 

 

 

Teater Republique: IDIOTEN er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm