ANMELDELSE: NEW DANISH PHOTOGRAPHY 02

✮✮✮

' …… værket skildrer de problemstillinger, der møder os i nutiden ….. '

– Sussi C. Alminde, KULTURINFORMATION

Da jeg modtog dette pragteksemplar af en bog, måtte jeg omfavne den med den største glæde. Som fotograf læser du ”alting” i billeder og hvad kan så være bedre end, at danskerne også er begyndt at lave bøger med fortællinger om verden?

Her i udgave 02 af New Danish Photography har 13 danskere fået lov til at vise deres personlige og historiske fortællinger igennem fotografiet.

Selve bogens indhold skiller sig ikke ud fra andre lignende bøger, der er produceret i udlandet. Det er samme genre. Det var lidt skuffende. Jeg havde håbet på større inspiration, men den skildrer de problemstillinger, der møder os i nutiden. (NB. Denne kritik er skrevet af ét menneske, der har set flere fotografier, end det har læst bøger). Dog er der en enkelt serie, som jeg vender tilbage til igen og igen, nemlig Mads Nissens serie fra Latinamerika. I det følgende kigger vi på forskellige nedslag fra værket.

La Bestia – Mads Nissen (Fotograf på Politiken)

Normalt interesserer jeg mig ikke for hårde fortællinger, men Mads Nissens billeder er lavet på en sådan kunstnerisk og gennemført lækker måde.

Serien handler om latinoer og illegal migration til USA. Mads Nissen har igennem det sidste årti dokumenteret sociale og politiske forhold i Latinamerika med særligt fokus på kokainproduktion og narkokartellerne.

Hvis man tager det første billede af manden, der kigger efter vagter ved hegnet i Mexico over til USA, så er der mange ting at udlede af det. Ikke kun hans ansigtsudtryk der anstrenger sig for at prøve at være usynlig og stille som en mus, men også hvordan solen skinner igennem gitteret og laver det fineste mønster i billedet. Jeg tænker på hvordan Mads har vundet deres tillid til at følge dem på denne rejse.

Mads Nissen har også taget et billede af en beskudt bilrude indefra. Bilen indeholdt en forretningsmand og hans livvagter, der alle blev dræbt af bevæbnede mænd. Hullerne i glasset danner et flot mønster, som kunne henlede tankerne på noget så uskyldigt som is i en skøjtehal. Det danner et smukt mønster og virker ret uskyldigt, men historien er jo langtfra så poetisk.

Portrættet med 19-årige Valeria Garza, der venter på sin brudgom Antonio. Parret skal symbolsk vies på grænsebroen mellem USA og Mexico. Valeria har en teenagers uskyld og hendes milde ansigt er langt væk i tankerne fra køen af mennesker bag hende. Desuden er der en fin kontrast imellem at gå fra ens ungdom, hvor alt spændende kan ske, til at være formet af livet som Adriana Arrilaga der er gravid i 8. måned. Arrilaga har allerede noget at fortælle om sin livshistorie, hvor hun er flygtet fra kartellerne og konflikten i Guerrero. Man ser det tydeligt i hendes øjne og må spørge sig selv: ”Om hun måske er blevet instrueret af Mads til at se sådan ud i blikket eller hun generelt set bare er træt eller trist”. Det kan også være at der er varmt og med en ekstra varmedunk i maven, bliver alting lidt ekstra hårdt. Hendes blik giver i hvert fald en anden vibe end Valeria, men hun har da uden tvivl noget at glæde sig til.

Sleeping with ghosts – Lasse Bak Mejlvang (Photojournalist)

Jeg er generelt set vild med menneskelige fortællinger og jeg vil mene, at bare du har en historie om en kvinde med to små børn der samtidig får brystkræft, så står historien stærkt. Jeg forstår også fuldt ud fotografens grundlag for denne serie af billeder – da det er hans egen hustru, som potentielt set, kunne forlade denne jord langt før tid. Lasse Bak Mejlvang ønsker at fastholde minderne om hende og deres liv sammen. Eller denne skrækkelige periode i deres liv. Hans hustru ser skøn ud med hendes to store øjne, men selve denne mono Chrome og flade sort/hvid konvertering af billederne og ja, kvaliteten af dem – tænder ingen ild i mig og jeg har ikke behov for at se dem mere end én gang. Måske har man det anderledes, hvis man står i samme situation som dem.

Brandtræer på Als – Frederik Danielsen (Photojournalist)

Frederik Danielsen dykker ned i et projekt omkring overtro. Frederik kommer fra Als og kender til myterne om Brandtræer. Han har lånt arkivmateriale fra Sønderborg museum. Det er blevet indsamlet mellem 1907 og 1950 af Jens Raben, den daværende museumsinspektør på Sønderborg museum.

Til at starte med synes jeg det var en genial idé, men hvor meget er egne fotografier og hvor meget er arkivmateriale? Efter at have nærstuderet projektet igen, synes jeg ikke helt at det holder vand og jeg ville ikke selv have valgt denne serie til bogen. Jeg ønsker mig mere originale værker og ikke kopiering af gamle billeder. Men samtidig forstår jeg, at denne slags fortællinger hitter i visse kredse rundt omkring i verden. Jeg er bare ikke nået dertil hvor jeg synes, det er Vogue.

Hjemmeø – Jón Bjarni Hjartarson (Islandsk fotograf)

Jón Bjarni Hjartarson har en nostalgisk og blød måde at fortælle os om sin historie på. Jón fortæller os om sit ophav igennem denne serie. Han er født på Heimaey på Island og desværre druknede hans far på havet, da båden Hellisey VE 503 sank 6 kilometer fra land. Det skete d.11. marts 1984. Om bord på båden var fire andre unge mænd og der var kun én overlevende og det var ikke Jóns far.

Jeg kan sagtens mærke Jón som menneske igennem denne billederserie og hans fotografiske sprog er nemt for mig at forstå.

Love me Again – Michella Bredahl (Fotograf og filminstruktør)

Michella fortæller at ”soveværelset er det mest sårbare rum for hende” og når man ligger ned, er det en tillidserklæring. Hun ønsker at beskytte og fastholde den sårbarhed.

Michellas serie ”Love me Again” er en generobring af hendes eget barndomshjem, som var præget af utryghed og en selvmedicinerende mor, der ofte tilbragte dage liggende i sengen.

Jeg synes at det er et interessant emne og jeg kan godt lide tankerne bag. Jeg ville nok have undladt billedet med ”Tyi i et badeværelse, 2021” Det er et fint portræt, men malplaceret i forhold til temaet omkring mennesker i soveværelset. Nu hvor Michella har fotograferet den slags billeder i et årti, så kunne hun måske have valgt nogle der alle sammen foregår i soveværelset.

Det stærkeste portræt, efter min mening, er nok ”Manali in her room in Paris, 2021” Det man ser af soveværelset, understøtter Manalis personlighed, så man får en fin idé om hvad hun er for en ung pige og hvad hun går op i.

” Young love in their room, 2012”. Viser et passioneret, kommende forældrepar. Jeg kan lide portrættet og synes det får liv ved, at der er en flot grøn farve på væggen bag dem, i modsætning til flere af de andre billeder i serien der har kedelige, hvide vægge og ikke understøtter portrætterne på fantastisk vis. Men reelt set kunne billedet være fotograferet på deres kontor, for der er ikke skyggen af en seng i nærheden. Hvis Michella skulle have fulgt temaet helt til dørs, synes jeg personligt, at der skulle indgå en seng i soveværelsesbillederne – af symbolsk betydning.

You still don’t know my name – Louise Herrche Serup & Sarah Hartvigsen Juncker (dokumentarfotografer)

Lad mig bare indrømme det. Vi er vel alle en lille smule nysgerrige omkring emnet, der skildrer migranter – sexarbejderes liv og drømme. I 2023 blev der i Danmark registreret 58 ofre for menneskehandel med seksuel udnyttelse som sigte. Det reelle tal er formentlig højere.

Sarah og Louise har siden 2021 rejst omkring 18.000 kilometer på de danske landeveje og besøgt 152 klinikker for at møde de migrantsexarbejdere, der lever og arbejder i de slidte huse.

Mine forældre boede en årrække ’ude hvor kragerne vender’ og en dag flyttede der migrant – sexarbejdere ind i huset overfor dem. Én af kvinderne kom og købte æg hos min far. Når jeg ser på Sarah & Louises serie er der to virkelig veludførte portrætter af nogle af kvinderne, men jeg savner en dybere viden om dem som personer. Hvad laver de når de ikke er på arbejde? Hvem er de egentlig? Har de nogle hobbyer eller interesser? Hvordan har de det med at udføre dette arbejde? Det får man ikke svar på i deres billedserie og man ser egentlig mest de slidte huse udefra. Husene kan man selv køre forbi og opleve, men kvindernes historie er så meget mere end sengetøjet og de lumre gardiner, som de fleste kan tænke sig til. Det føles lidt som om de ikke helt turde at gå dybere ind i mennesket. Det er en ret anonym beskrivelse og jeg kunne ønske mig mere.

Fakta: Tidsskriftet New Danish Photography blev etableret i 2023 af foto – platformen Dansk Dokumentarisme, det grafiske designbureau Spine Studio og fotobogsforlaget Disko Bay og udkommer hvert andet år. Formålet er at se ud over dikotomien mellem kunst – og dokumentarfotografiet, som et sted at orientere sig og få et overblik over dansk fotografi lige nu.