Anmeldelse: PIGEN MED NÅLEN

✮✮✮✮✮

‘ ….. den brændende issyl skærer med præcision i vores smørhjerter og pynter op med øjeæbler på toppen ….’

– chefredaktør Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION

Historien om Danmarks første kvindelige seriemorder Dagmar Overby (1887 – 1929) er yderst veldokumenteret. Det der startede ud som mindre fidusmageri tog med tiden overhånd og Overby blev barnemorderske. Motiv: Berigelse.

Filmen PIGEN MED NÅLEN har således alle muligheder for at fremkomme med en gyser af høj karat. Desværre ses det alt for ofte, at omend baggrunden og fundamentet er i orden, formår filmens præmis ikke at hæve værket op over husryggen og isen serveres, efter den er smeltet.

Dette er dog IKKE tilfældet for PIGEN MED NÅLEN. Idémanden, forfatteren og instruktøren Magnus von Horn har (skrevet sammen med danske Line Langebek Knudsen, og dansk produceret) på alle måder skabt et mesterværk. Den brændende issyl skærer med præcision i vores smørhjerter og pynter op med øjeæbler på toppen.

Horn kunne nemt have druknet den bestialske historie i detalje på detalje og ladet de historiske kendsgerninger styre plot, således at suspence og filmiske pay-offs ville fise ud af hornlygten uden egentlig aldrig at have været kommet derind.

Med al tydelighed har von Horn på et tidligt tidspunkt indset, at den overvældende historie om Dagmar Overby ikke blot skulle fortælles, men også skulle iscenesættes, fortolkes og sættes ind i en sammenhæng og samtid, der yder iagttageren retfærdighed. Filmkunst på højt niveau.

Vi får nemlig ikke beretningen om barnemordersken smidt i nakken, nej vi får den frygtelige og autentiske historie pakket ind i datidens avispapir og stykke for stykke nærmer vi os Overby.

To film i én

PIGEN MED NÅLEN er således praktisk taget to film i én. Vi holdes i hånd med en lang, dyster og nødvendig optakt, der på alle måder fungerer. Vi følger fabrikssyersken Karolines armod og vanskelige kår i 1920’ernes København. Hendes mand er med i krigen og savnet, og Karoline indleder et forhold til fabrikkens direktør, og hun bliver gravid. Midt i det hele dukker Karolines skamferede mand op, og det meste kører skævt for hende.

Først henne i anden akt af den 2 timer lange s/h-film krydses Karolines veje med Dagmar Overbys. Overby bliver Karolines ‘redning’ ud af armoden, og en ny ‘gylden’ tilværelse bliver en realitet – og dog, lidet anet er Karoline blevet en del af barnemorderskens sold. Lidt ‘bortskaffelse’ af børn (læs mord) og narkomani bliver dagens orden i et uhumsk univers af stank og moralsk fordærv.

Scenografi og replikker

Filmens scenografi er uovertruffen og lægger ikke fingrene i mellem. Øjensynligt – og med al tydelighed – er mange af filmens scener optaget i Polen, så helt København anno 1920’erne er det nu ikke – og måske slet ikke flade Amager, men lad nu denne mindre detalje ligge.

Vi kan i stedet lykønske manuskriptet for at indeholde velsagtens verdens mindste indhold af replikker. En fortættet ordknaphed bærer alt det, der ikke siges og sættes ord på mellem linjerne – og her ser vi perfekt filmmagerskab – pauserne og supplerende filmgreb siger mere end mange ord. Vi behøver ikke ble på for at vide, hvad en ble er.

Skuespilpræstationerne

Skuespilpræstationerne lader intet tilbage at ønske. Vic Carmen Sonne spiller Karoline og hun formår at skrue sig selv ind i en 100 år gammel karakter, der taler og bevæger sig som den naive og uoplyste skikkelse, hun skal portrættere. Vic Carmen Sonne bærer flere lag og ‘forsøger’ ikke at spille skuespil, men spiller det bare – hun bør modtage et par priser for indsatsen.

Trine Dyrholm spiller Dagmar Overby. Et elegant træk at lade én af Danmarks førende divaer og skuespildronninger frembyde så opkastningsfremkaldende en person. Som anmelder skal det indrømmes, at jeg nok taler på manges vegne, når jeg skriver, at Dyrholm ligger i den feminine skala som kvinde. Som Overby fremstår hun så frastødende og ulækker, at jeg kneb en tåre – men heldigvis er det kun film! Trine Dyrholm har formodentligt set sit livs vanskeligste rolle i øjnene i denne film og en satanisk ondskab formidler hun ud af Dagmar Overbys kriminelle beregning.

I de mindre roller har man heller ikke sparet på krudtet. Joachim Fjelstrup lever sig ind i rigmands rollen helt tilpas. Søren Sætter-Lassen har en mindre rolle som cirkusdirektør og gør det med øretæveindbydende ‘elegance’ – mand det er GODT skuespil! Selv Miss Viborg (Ragnhild Kaasgaard/Riddersalen) leverer varen i nogle få vigtige minutter i filmen – hun er dygtig!

Sluttelig må Besir Zeciri ikke glemmes. Han varetager rollen som Karolines lemlæstede mand og formidler fysisk sygdom og PTSD som en art kreatur, der som en anden elefant-mand har følelser og rummer kærlighed – smukt skuespilhåndværk af Besir Zeciri.

Ikke feel-good

PIGEN MED NÅLEN er langtrukken – men ikke for lang. Den er bevidst filmet, klippet og sammensat langtrukkent. Et lydspor ud over det sædvanlige får vores puls til at stige, og kameravinkler og føring er nøje tilrettelagt i dette tragiske og melankolske s/h univers.

Nej, PIGEN MED NÅLEN er ikke en feel-good-movie om de gode gamle dage, men uheldigvis smertelig autentisk socialrealisme, der får dig til at spritte hænder af efter rulleteksterne.

Det lykkedes KULTURINFORMATIONs redaktion at få et statement af Frederik Strand fra Politimuseet, der er en af landets førende Dagmar Overby eksperter – her bringer vi hele Strands statement omkring PIGEN MED NÅLEN

”Filmen PIGEN MED NÅLEN har stærke skuespilpræstationer – og især Trine Dyrholm er uhyre overbevisende som seriemorderen Dagmar Overby, der som ”plejemor” blev dømt for at have myrdet otte børn – formentlig havde hun dog myrdet langt flere, måske helt op til 16 børn.

Filmen er en fri dramatisering af Dagmar Overby-sagen, og man kan derfor i sagens natur ikke forvente, at filmen dokumentarisk følger sagskomplekset. Der er dog flere elementer i filmen, der har rod i virkeligheden. Filmens hovedperson, den unge Karoline, er således til dels hentet ud af sagskomplekset, da det rent faktisk var en ung kvinde ved navn Karoline Aagesen, der afslørede Dagmar Overby, idet Karoline Aagesen fortrød at have overdraget sit barn til Dagmar og ønskede det retur. Dette lod sig dog ikke gøre, idet Dagmar Overby havde myrdet barnet og efterfølgende brændt liget. Karoline Aagesens insisteren på at få sit barn tilbage, fik sagen mod Dagmar Overby til at rulle.

Fiktion er det i øvrigt heller ikke, at Dagmar Overby ejede en slikbutik, for en sådan havde Dagmar Overby – og den lå på Holmbladsgade på Amager. Lidt mere fiktivt er det imidlertid, når Dagmar Overby i filmen, under retssagen, taler de unge ugifte mødres sag. Dette var ikke tilfældet og Dagmar Overby var i virkelighedens verden ret indifferent i forhold til de unge kvinder, fra hvem hun modtog børnene, som hun så myrdede. Fiktive er også de gader som Dagmar Overby vandrer rundt i, for der er ikke tale om Københavns kringlede brostensgader, men derimod Polen, hvor filmen er optaget. Dette er ærgerligt, idet Dagmar Overbys grumme gerninger i høj grad er knyttet til det industrialiserede Københavns forslummede gader, hvor hun gemte, brændte og nedgravede et stort antal børnelig.

Sagsmateriale fra Dagmar Overby-sagen kan ses på Politimuseet.” – Frederik Strand, leder af Politimuseet

Besøg Politimuseet her